Dansen er flerstemmig og har internationalt potentiale

CPH Stage fejrede i år sit 10-års jubilæum. Festivalen er vokset fra en lille græsrodsbevægelse til en stor organisation, der huses af Det Kongelige Teater som nyt festivalcentrum. Den festlige åbning foregik med taler, historik, visioner og international dans på Store Scene i Skuespilhuset. Dansen har i høj grad fået en central plads med stor stilmæssig bredde.

Danseforestillingerne var primært et udpluk af succesfulde nyere produktioner. Programmet for årets CPH Stage afspejlede en stor nysgerrighed på menneskelige fænomener i vores nære hverdag, vores relationer, udfordringer og sameksistens. Det kom til udtryk i alt fra performance, moderne dans, visuel kunst, hiphop, klassisk og hybrider derimellem, der holder selve kunstarten i bevægelse.

Annonce

Dans og musik har også en stor rolle i den tiltagende internationalisering af festivalen. Dansens sprog kan ubesværet krydse grænser. I år kunne publikum opleve de internationale dage fra den 8.-10. juni, der også er et mødested for branchen. Læs mere om det internationale aspekt og branchen her. 

Visioner om den store liga

De nærmeste samarbejdspartnere og fonde blev budt velkommen af bestyrelsesformand for CPH Stage, Pia Allerslev, og Kultur- og fritidsborgmester, Mia Nygård. Partnerne blev takket for at tro på projektet og være med til at løfte det til et internationalt niveau, som det er ambitionen at matche i både bredde og talent. 

Branchen blev hils velkommen af festivaldirektør Morten Krogh, Kulturminister Jacob Engel-Schmidt og Skuespilchef Morten Kirkskov. En særlig tak rettedes til de mange ildsjæle, der har gjort det til en festival med over 20.000 publikummer. Kulturministeren mindede om, at der stadig er 75% af befolkningen, der aldrig eller sjældent kommer i teatret.

”Scenekunsten er et vigtigt element til at sætte rammer og perspektiv om vores liv, og CPH Stage bidrager til at fremme dette,” sagde han. Festivalformatet kan noget i kraft af en synlighed, der går på tværs af institutioner og deres publikum. Morten Kirkskov karakteriserede programmet som flerstemmigt og diverst og glædede sig over det nye samarbejde mellem Det Kongelige Teater og CPH Stage. 

Festivaldirektør Morten Krogh tilføjede, at både de nye rammer og trygheden ved at være på finansloven vil sikre nationale og internationale indsatser. Det er fundamentet for at skabe de bedste oplevelser til publikum. Dermed er drømmen om at rykke ind i ligaen af store, internationale scenekunstfestivaler kommet et stort skridt nærmere sin realisering.

Festlig åbningsforestilling

Festligt og ambitiøst var det også, da tæppet gik for årets første forestilling. Den tyske koreograf Sasha Waltz har med sit minimalistiske værk In C skabt hele 53 sekvenser af bevægelseskoncepter med tilhørende improvisationer. Hendes kompagni, Sasha Waltz and Guests, danser til Terry Rileys værk fra 1964 af samme navn spillet af det talentfulde ensemble Athelas Sinfonietta placeret på siden af scenen. 

De farverige kostumer virker som konfetti foran de skiftende, fuldfarvede baggrunde. Danserne indleder forestillingen gående i stilhed. Den repetitive, minimalistiske musik ledsager jordnære spring, drejninger og strakte, roterende arme og ben, der foldes ud. Hver danser tolker temaerne forskelligt, nogle langsomt, andre hurtigt, nogle rykvist og andre flydende. 

Kunstnerne overgiver sig mere og mere til værket og det kompromisløst repeterende musiktema, der buldrer afsted balancerende mellem fortabelse og dyb koncentration. ”Hvilken udholdenhed,” hvisker sidemanden med tanke på, at værket varer halvanden time, og ingen forlader scenen. Forskellige kroppe afspejler Waltz’ humanistiske agenda, mens vores bevidstheder farer vild i meditative, musikalske loops. 

ISCENE har set en stor del af danseforestillingerne under CPH Stage, som rummer alt fra en mordgåde i The YouTuber, en koreografisk udstilling i Close Enconuters Embodied Journeys. Avantgarde kostumer og street dance i Memoriam, nøgne dansere fra Argentina i biografien Fuck Me af Marina Otero samt danset ballethistorie fra Paris i Etoiles under København Danser. Et lille udpluk i det følgende understreger bredden.

En dansers kompromisløse bearbejdning

Forestillingen Fuck Me af den anmelderroste argentinske koreograf, Marina Otero præsenteres i et samarbejde mellem CPH Stage, ILT Festival, Toaster og Revolver. Forestillingen er en fortælling om koreografens eget liv som danser. Om de alvorlige psykiske og fysiske mén, hun pådrager sig i sine kompromisløse, kunstneriske udforskninger af kroppens udtryk og dansens miljø. 

Fem mandlige dansere danser hendes historie, som hun langsomt og krumbøjet fortæller fra siden af scenen. Kostumerne er til at overse, danserne er nemlig nøgne med lidt læder og latex som pynt på underbenene. Med vild teknik springer de højt og lander i spagat, poserer æggende og osende af selvtillid. Mens historien fortælles, projiceres Oteros fortid som barn og som danser på video på bagvæggen.

En mand i pink kjole rapper og danser. Udtrykket er excentrisk, men som Otero siger, ”hvis ikke jeg fortæller om det, hvem gør så?” Pointen er, at det skal hele hende at se mænd udsat for det, hun blev udsat for. En af dem danser hendes rolle. Hun vender kønsdiskrimineringen og bearbejder det seksuelle miljø, der har været hendes modus vivendi. Nu føler hun, det hele er forbi.

Men ikke helt. Hun skriger nøgen i en megafon, mens hun dasker til mændene, der lydigt kaster sig nøgne rundt på gulvet eller kryber ned i sorte affaldssække. ”All I want to be is loved, as I don’t love myself,” råber hun. Smerten fylder alt og styrer livet. Hun kommanderer lyset op og ned, mens hun til slut løber nøgen rundt om scenen og siger ”This is the gift. You can go when you want”.

Danset ballethistorie

København Danser inviterer på en tur til Frankrig, som er ballettens hjemland med Paris Opera. Så hvor er det mere naturligt at opleve ballethistorien? Vi kommer tilbage til Giselle fra 1841 videre til en tidlig fransk udgave af balletten Sylfiden og til mere moderne balletter. Danserne hører hjemme i Opéra National de Paris og kan under CPH Stage opleves i Østre Gasværk.

Rummet er råt og skaber en smuk og enkel scenografi med dansernes skygger på væggen bag dem. Der danses let og luftigt i vanlig fransk stil ledsaget af danske musikere, nemlig klaver, strygekvintet samt fløjte, obo og klarinet. Den franske Sylfide har en meget nærgående hovedrolle, der blander sig i Effi og James’ kærlighed med sine sfæriske bevægelser i hvid tyl i kontrast til parrets skotskternede jordbundethed.

Le Chant du Compagnon errant består af fire sange af komponisten Mahler, der denne aften synges af bariton Teit Kanstrup. Koreografen, Maurice Béjart, skrev oprindelig den ene rolle til den store danser Rudolf Noueev i 1971. De to herredansere i hver sin farvede tricot viser en ung mand og hans skæbne med brede pliéer, hop med samlede ben, omfavnelser af sig selv og hænderne op foran ansigtet.

Den tidligere kunstneriske leder af Pariserballetten, Jacques Garnier, har skabt den poetiske ballet Aunis, med musikledsagelse på scenen af to harmonikaspillere til tre energiske folkelige balletdansere i sort, hvidt og seler. Der er rytmiske tramp og piruetter med brede arme. På programmet er også klassiske, romantiske pas de deux i elegante kostumer fra bløde kjoler til strittende tutus og ekvilibristiske løft af ballerinaer højt over hovedet, så salen gisper. 

Passion og power

Close Encounters#5 er en koreografisk udstilling i samarbejde med Dansehallerne, der forener visuel kunst, dans og perfomance. Julienne Doko er kurator for denne femte udgave Embodied Journeys. I alt seks nye værker af det, hun kalder ”panafrikanske/afroeuropæiske kunstnere med base i Danmark”. Kunstnerne udstiller værker om at være ”en af de andre”, og publikums bevægelse fra rum til rum minder os om vigtigheden af at rejse og møde mennesker.

Med Blinkered udfordrer Wanjiku Victoria Seets med stærk stemme stereotyper om Afrika som en verdensdel, hvor alle er fattige og bliver giftet bort som børn. Cast on Water af Jeannette Ehlers & S.W. hylder søsterskabet med et værk med dans og videoprojektion af havet, der handler om adskillelse, men også om møder. 

Rejsen går videre til Sall Lam Toros Obsidian Drem Love Letters for to dansere. Her flyder queer-erotiske bevidstheder sammen i en multimedieinstallation, hvor tid og sted opløses. I Unravelled af Jupiter Child skal vi selv medvirke til at trevle undertrykkelsen op, symboliseret ved rødt garn fra sweatre. Og i Flamencura udfordrer Phyllis Akinyi clichéer om tango. Rummet genlyder af afrikansk flamingo og sko, der næsten slår gnister mod gulvet. 

Vi ender ved en boksering for sådan føles kampen til selvopdagelse i Corps accords af Julienne Doko. Næsten alle værker rummer stor aggression og en intens parathed til at kæmpe for friheden til at være, men også en meget stor passion og kærlighed til kunsten. Værkerne taler for muligheden for at udfolde sine fulde potentialer som menneske gennem frugtbare relationer uanset hvor i verden, livet fører os hen.

Dansens flerstemmighed

Der er høj kvalitet i CPH Stage 2023s danseprogram. Det afspejles i det internationale udsyn og det gode håndværk fra erfarne koreografer og kuratorer. Det er frem for alt 10 dage, hvor murene mellem institutionerne og til dels også mellem frie kunstnere og institutioner brydes ned og forenes i fejringen af scenekunsten og fællesskabet. Det lover godt for en realisering af festivalens fremtidige visioner.

Omkring 20 forestillinger med dans kunne opleves ligesom dansefilm i Cinemateket og morgengymnastik på Ofelia Plads. Den store kommunikationsplatform og udbredelsen på scenerne i hele byen er vejen til at styrke samarbejdet på tværs og få overblik over det scenekunstneriske landskab, hvor der er store oplevelser i hele sæsonen. 

Genremæssigt er der stor bredde med både hiphop, ballet, moderne, eksperimenterende og klassisk inden for genren. Den yngste generation af koreografer var mindre repræsenteret og dermed også de nyeste emner inden for dans og performance som grøn omstilling, interaktion med naturen og sci-fi, som er noget af det, der også optager det unge publikum.

Det er også den unge generation, der går forrest i udviklingen af selve kunstarten, der konstant udvikler og omstiller sig, når grænserne mellem kunstarterne testes og overskrides. Festivalen rummer både klassikerne, de nye premierer, såvel som helt nye værker skabt til anledningen. Der er noget for alle, og det vil afspejle sig hos publikum i årene fremover, når endnu flere opdager, hvad CPH Stage kan.

Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med CPH Stage med fuld redaktionel frihed for ISCENE.