Waves Festival er mere end spektakulære gadeforestillinger. Brancheprogrammet Waves Xtra præsenterer nemlig fællesdage med oplæg, workshops og talks i Pavillon K. Mandag mødtes repræsentanter for Det Frie Felt til en tætpakket dag spækket med fokus på fælles udvikling.
”Waves Xtra handler om at skabe et tilhørsforhold til festivalen gennem praksis- og netværksorienterede aktiviteter,” sagde Siri Haff Andersen, der står bag brancheprogrammet, da hun bød velkommen med fokus på fælles udvikling.
Det Frie Felt er diverst, hvilken blandt andet blev illustreret af dagens fire medarrangører – Pavillon K, Udviklingsplatformen for Scenekunst, Uafhængige Scenekunstnere og Det Frie felts Festival – der bød på hver sin workshop, før deltagerne sidst på dagen diskuterede, hvordan feltet kan løftes i både bæredygtig, politisk og synliggørende forstand.
Økonomisk bæredygtighed
Gitte Nielsen fra Pavillon K præsenterede stedet, der for to år siden opstod ud fra ønsket om at skabe et fællesskab for al scenekunst i Vordingborg. De tolv kompagnier i huset vil skabe fremtidens egnsteater i en model, hvor de arbejder med både lokaler, workshops, internationale recidencies, shows og festival og med kommunens eksisterende scenekunstmiljø. Egnsteatre har typisk én bestemt profil, men den norm ønsker Pavillon K at bryde med.
Pavillon K stod for workshoppen Forretningsplan og projektbudgetter, hvor det relativt nye kompagni Gunilla Lind Danseteater og det veletablerede KIC – Kristján Ingimarsson Company præsenterede hver deres greb på den økonomi, mange med Gitte Nielsens ord ”stresser over.”
Koreograf Gunilla Lind og kreativ producent Shuli Nordbek har været i gang siden 2017, og kompagniet er projektstøttet. ”Vi startede lidt kamikaze-agtigt, men arbejder nu mere langsigtet med at skabe bæredygtige forretningsmodeller,” fortalte Shuli Nordbek. De søger fx først private fonde, når de har opnået støtte fra Projektstøtteudvalget for scenekunst (PUS), fordi deres projekter udvikler sig over tid og de dermed kan sætte andre fonde i spil, end de først havde i tankerne.
Deres forretningsmodel handler desuden meget om konservativ budgettering med fx lav belægningsprocent, skarp økonomi- og markedsføringsstyring og genbrug af materialer. De fik tidligt rådet aldrig at skære i deres egen løn, og det forsøger de at følge for ikke at brænde ud, men de arbejder langt mere, end grundlønnen svarer til, særligt fordi de som mange andre har svært ved at finansiere den kunstneriske projektlederproces forud for projektet.
Turneer skaber arbejde
KIC har været i branchen siden 1999. Først med projektstøtte on/off og siden 2016 med driftsstøtte fra PUS. Driftsstøtten betyder, at kompagniet kan planlægge over længere tid, være en fast samarbejdspartner, udvikle mere og lønne grundpersonalet i et vist omfang. Driftsstøtten dækker dog ikke kompagniets grundbudget, så de må med kunstnerisk leder Kristján Ingimarssons ord ”skære i lønnen til dem, der kan løfte projektet højere: den internationale agent, den PR-ansvarlige og en fast produktionsleder”.
KIC’s forretningsmodel består af fire ben, der supplerer hinanden: fysiske forestillinger, workshops, turné og webforestillinger. Kristján Ingimarsson fortæller, at kompagniet i fremtiden vil satse mere på genopsætninger og strategiske co-produktioner, som de fx lige har haft med tre institutionsteatre i Danmark, Island og Norge om forestillingen Bloom, hvor samarbejdet sikrede en turné, delvis finansiering og integration af kunstnere fra alle de tre partnere. ”Turneer skaber arbejde, så hvad har den danske stat tjent på forestillinger som BLAM, der har turneret siden 2015,” spørger han.
Spørgelysten var stor og rettede sig især mod gode råd til at komme på turné og finde co-producenter. Begge kompagnier bruger deres netværk til det, så der var ingen quick fixes at hente, men en stor generøsitet med at dele indsigter fra den mere skjulte del af arbejdet med scenekunst. Løn og overenskomster er skrøbelige emner, da mange ikke kan arbejde efter dem, som flere nævnte.
Udviklingsplatformen åbner nye lokaler i september
I formiddagens anden sideløbende workshop præsenterede leder af Udviklingsplatformen for Scenekunst (UP), Mikkel Harder, platformens nye lokaler i Baldersgade i København, der har trænings- og kontorfaciliteter til Det Frie Felt. UP opstod i 2016, finansieret af Statens Kunstfond og Bikubenfonden, og har med de nye lokaler, der åbner til september, nået et af sine oprindelige mål.
Mikkel Harder gav også indblik i platformens forskellige tilbud fra rådgivnings- og mentorforløb til praksisbaserede webkurser og det internationale recidency-program Moving Identities.
Læs mere om Udviklingsplatformens forskellige tilbud her.
Bæredygtigt arbejdsliv og en god tech-rider
Efter frokost i græsset under den varme Vordingborg-sol løb næste sæt workshops af stablen. Uafhængige Scenekunstnere har eksisteret siden 2005 og har cirka 70 medlemmer. Deres workshop satte ligesom organisationen selv fokus på det prekære arbejdsliv med mange fagkasketter i Nødvendige samtaler i det bæredygtige arbejdsliv. Seks grupper udvekslede gennem temaer som Det projektbaserede som arbejdsplads, Grænseløshed i arbejdslivet og Interessekonflikter erfaringer, ideer og mulige løsninger.
Snakken gik livligt i grupperne, der kom tilbage til plenum med både konkrete forslag om at tage de svære samtaler i starten ved interessekonflikter og mere reflekterende input om at slappe mere af, trække vejret og stole på processen i stedet for at arbejde endnu mere, når grænseløsheden melder sig.
Uafhængige Scenekunstnere samler de mange input til en form for drejebog, og der kom også et forslag om at holde øje med kommende GRO-forløb, der netop har kørt som pilotprojekt i flere scenekunstorganisationer. GRO-projektet arbejder også med bæredygtigt arbejdsliv i et lignende dialogbaseret koncept.
Det Frie Felts Festival, der er blevet afviklet hvert andet år siden 2014, stod for den sideløbende workshop, hvor Karsten Nisbeth, teknisk chef på Bora Bora, gav gode råd til at lave en tech-rider, der er målrettet den konkrete situation og modtager. En meget hands-on workshop lige til at tage med hjem som tjekliste.
Realistisk løn, udvikling og kunstpolitisk opråb
Tidsplanen skred en smule i det kompakte program, men koncentrationen holdt fortsat, da Gitta Malling fra Statens Kunstfond, Lotte Faarup fra Forsøgsstationen og Dina Vester Feilberg fra Bikubenfonden hver gav en kort præsentation fra deres forskellige perspektiver. Gitta Malling fortalte, at det aktuelle projektstøtteudvalg fokuserer på at tænke langsigtet indenfor de lovgivningsmæssige rammer, og derfor går en del af bevillingerne ikke til produktioner, men til platforme som UP og Pavillon K som støtte til rum, kunsten kan udvikle sig i.
Organisationen Uafhængige Scenekunstnere anbefaler, at man ikke underbyder sig i ansøgninger, men sætter en månedsløn til minimum 30.000 kroner. PUS tænker meget i økonomisk bæredygtighed og Gitta Malling opfordrer ligesom Dina Vester Feilberg til at søge med realistiske lønbudgetter.
Bikubenfonden har dog lagt sit system om, så man ikke længere kan søge til produktioner, men kan blive udvalgt til at deltage i kortere eller årelange udviklingsforløb, som fx HAUT og CPH Stage har været. ”Vi vil gerne dialogen, og det kunne vi ikke med de mange ansøgninger,” forklarer Dina Vester Feilberg, mens Gitta Malling senere nævner, at det ville tage 3700 timer årligt, hvis PUS skulle tale med alle ansøgere.
Lotte Faarup repræsenterer et af de huse, kunsten kan udvikle sig i, og hendes indlæg var et kunstpolitisk opråb vendt mod at indtænke kunst og kunstnere i et vækstparadigme og med en opfordring til scenekunstnerne om at tage magten over deres egen kunstneriske skaben. Opråbet kan læses i sin fulde længde her. Lotte Faarups indlæg blev modtaget med klapsalver og så var banen kridtet op til den afsluttende paneldiskussion med salen.
Vi mangler ikke fed kunst eller kunstnere
Cecilie Ullerup Schmidt fra US modererede panelet, hvor alle dagens aktører tog plads, og mødte dem med spørgsmålet om, hvordan Det Frie Felt kan løftes. ”Jer, der er her, gør dagen,” sagde Mikkel Harder tidligere på dagen med reference til cirkusfeltets branchedag for to år siden, der førte til dannelsen af den fælles organisation Dansk Samtidscirkus. Mikkel Harder opfordrede i panelet atter til, at Det Frie Felt på lignende vis samler sig, som arbejdsgiverne med organisationen Dansk Teater også har gjort.
”Vi mangler ikke fed kunst eller kunstnere, men formidlere af de gode historier. En fælles stemme, der kan tale succeser som den i Edinburgh op,” supplerede Gitte Nielsen, mens Anika Barkan pegede på, at US og De Frie Koreografer allerede har opbygget en stemme til politikerne. Flere mente, at synlighed også skabes ved at tale hinanden op, ved at se hinandens forestillinger og udbrede kendskabet til dem, mens Gritt Uldall-Jessen efterlyste forskning og journalistisk dækning af feltet.
Partnerskaber, pris eller landsdelsscene?
Cecilie Ullerup Schmidt spurgte, hvordan man kan synliggøre Det Frie Felt uden om fødekæderetorikken, dvs. forestillingen om, at alle ønsker at blive direktør for et stort teater, som ikke nødvendigvis er en ambition, når man arbejder i Det Frie Felt eller bare med andre succeskriterier. ”Skal det være en pris eller skal Det Frie Felt have en landsdelsscene,” foreslog hun selv. Gritt Uldall-Jessen kunne godt skabe en pris på Det Frie Felts Festival, men ”vil vi egentlig ikke gerne inkluderes i branchens priser,” spurgte hun.
”I skal tro på kunsten og fortælle kulturministeren, hvad han skal arbejde for,” mente Dina Vester Feilberg, der samtidig opfordrede til at respektere, at kunsten er fri, men at dens rammer kan være bundet af offentlige aftaler. Gitta Malling gentog, at PUS arbejder for at få flere penge og også er ved at undersøge, om de kan rykke 5-10 prop-teatre, dvs. dem, der har været meget længe i projektstøtteordningen og fortsat producerer med høj kvalitet, over i en særbevilling.
Hun opfordrede dog samtidig til at arbejde med partnerskaber, som i hendes optik ikke behøver være kommercialiserende, mens Mikkel Harder også talte for de langvarige satsninger, som fx Bikubenfondens partnerskabsmodeller, der ifølge ham måske kan inspirere flere fonde til at støtte refleksion og ikke kun produktion.
Det er nu, vi skal i gang
”Hvad skal vi samles om,” spurgte flere i salen. Det var ønsket om en uddannelse, der for to år siden førte til samling i cirkusfeltet, og Cecilie Ullerup Schmidt efterlyser både en producent- og en performanceuddannelse, mens andre peger på bygninger, hvor man kan mødes. Mikkel Harder peger mere overordnet på, at ”scenekunstloven er forældet og ikke passer til samtidens strukturer. Ændringer standes, hver gang regeringen skifter, så vi skal bruge, at den nuværende kulturminister er magtfuld.”
Samtalen var fuld af ideer fra de mere lavpraktiske til de politiske og identitetsskabende, og selvom der ikke udkrystalliserede sig en klar strategi på branchedagen, var energien stadig høj efter en lang dag, der lagde forskellige spor ud til veje at gå for det mangefacetterede felt. ”Vi nåede lige til det punkt, hvor man mærker, det sker, så det er nu, vi skal i gang,” opsummerede Siri Haff Andersen, da jeg talte med hende dagen efter.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Waves Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
