Mandag den 21. august 2023 ved branchedagen på Waves Festival i Vordingborg holdt Lotte Faarup, kunstnerisk leder af Forsøgsstationen, en tale. Denne tale er her omformet til en kommentar med et opråb.
Jeg ønsker at komme med et kunstpolitisk opråb!
En opfordring kunne man også kalde det – stærkt inspireret af samtaler, jeg har med folk i Forsøgsstationen – som primært er kunstnere fra det frie felt og børne- og ungdomsteatret.
Erfaringen er central
I 2019 oplevede jeg, sammen med kolleger fra Forsøgsstationen, den hollandske kunstner Johannes Bellinkx og hans værk Reverse i København på Metropolis festivalen. Værket bestod i at lade publikum, en ad gangen, gå baglæns gennem byen i 1½ time, gennem en lang rute, gennem gader, ind og ud gennem bygninger, gennem parker, over veje… Værket var inspireret af en ikke-lineær tidsopfattelse og ønskede at udfordre deltagernes forståelse af fortid, nutid og fremtid.
Den oplevelse ledte efterfølgende til nogle interessante samtaler med de mennesker, jeg oplevede værket sammen med: Når man går baglæns med blikket rettet mod sit udgangspunkt, så føjer alt nyt sig til som noget perifert. Noget, der kommer ind fra siden som et tillæg til det, der er sket. Det udgangspunkt, man starter fra, er centralt. Det fortidige er centralt. Og de nye indtryk kommer til, som et ikke-aggressivt tillæg til det allerede gjorte.
Man kunne også sige, at den opbyggede erfaring og opsparede viden bliver central, og nye oplevelser kun langsomt lægger sig til og kun over tid bliver en del af det samlede billede. Flere af os oplevede denne performance som et slående billede på, hvordan kunstneren arbejder og forstår sit virke, nemlig som et livslangt eget værk, hvor kunstneren selv definerer og navigerer i forhold til sit udgangspunkt og hele tiden udbygger ud fra det. Også når der radikalt ændres kurs.
Sagt på en anden måde: Kunstnerne smider ikke deres historik og deres identitet væk hele tiden, de bygger på den. Og derfor bliver den rig. De sidste års kultur- og kunstpolitik trækker i en diametral modsat retning.
Kunst skal ikke kommercialiseres
Megen politik har at gøre med at kommercialisere kunsten, forstå den som en vare, der skal sælges, og derfor hele tiden må ændre format for at være ny, ny, ny, aldrig før set, bedre end de andres. Kunsten skal konstant undergå udvikling. Udvikling, udvikling, udvikling! i sig selv ikke et dårligt begreb, hvis det vel at mærke forstås som at bygge videre på allerede erhvervet viden og erfaring – men begrebet bruges i højere grad som: ”Hvis du vil udvikle dig, skal du skabe noget nyt, vi aldrig før har set, noget ingen andre har fundet på, noget der overhovedet ikke ligner det, du plejer at lave”.
Kunsten skal vækste, kunsten skal forbruges og til sidst smides væk, så noget nyt kan produceres.
Der har sneget sig en erhvervsrettet, kommerciel retorik ind i omtalen af kunst og kultur i rigtig mange sammenhænge. Der bliver talt om kulturens økonomiske værdi, om udviklingspotentiale, om at være kommerciel orienteret, om at sikre kunsten de bedste konkurrencebetingelser. Der bliver udtalt at: ”Kulturen er en god forretning, der kan blive endnu bedre.” Ja, selv flere af kunstens og kulturens egne organer har i vid udstrækning overtaget denne retorik. Og sådan kan hamsterhjulet køre, mennesker gå til grunde og erfaring og opbyggelighed tabes på gulvet, på det kapitalistiske markeds præmisser. Fordi vækst er den logik, der navigeres efter. Vækst!!? Det fænomen, som er skyld i den massive klimakrise, vi står i lige nu.
Vi risikerer at miste vores eget sigte
Kunsten kommercialiseres. Og den spændes for andres vogne. Der har sneget sig en politisk brug af kunsten ind, når kulturpolitikere i vid udstrækning taler om, at kunsten og kulturen kan løfte nogle af samfundets største udfordringer.
Kunstnere bruger ekstremt mange arbejdstimer på at genopfinde sig selv og dermed udvande deres egen identitet, når de skriver ansøgninger til mere og mere styrede og målrettede puljer. Der er stor risiko for at miste sit eget sigte, miste den vanvittigt originale idé, eller den idé, der kun vokser, fordi den gentages, fordi man hele tiden er ovre i modtagerens hoved.
Men det er absurd. Hvad laver vi der?
Der er stor risiko for at miste følingen med sin egen opfindsomhed og troen på den, når man søger midler, der underlagt andres meget præcise dagsordener. Som fx et kulturpolitisk tiltag, som ønsker at skabe mere interesse for kunst og kultur i et udkantsområde og udbyder et projekt til en billig penge, der forholdsvist hurtigt skal give et ret præcist defineret resultat. Det kunne jo også løses ved at give en stor portion penge og masser af kunstnerisk frihed (og tillid!) til et nyt teater i det lokalområde. Jeg har set det virke.
Kunstens DNA smadres
Der løbes efter offentlige og private fondes fokus i forhold til fx kommunale, indenrigs- eller udenrigspolitiske tiltag, hvor man for små beløb og uden grundig og større forberedelse eller beslutningsret, løser andres opgaver fx inden for sociale, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige områder.
Det er ikke til kunstnernes fordel at deres værker kapitaliseres. Det er ikke til kunstnernes fordel at få taget magten fra sig og agere billigt reklamebureau for andres dagsordener.
Folk går til grunde og kunstens DNA smadres. Jeg ser det gang på gang i miljøet.
Det er til kunstens og vores alle sammens fordel, når kunstnerne får rammer til at fastholde deres eget kunstneriske fokus, når de har frihed til at kritisere magten, når de kan fordybe sig i originale ideer og arbejde på den lange bane med løbende at opsamle deres erfaringer.
Vi har brug for arbejdsro
Dette er en opfordring til scenekunstnerne om at tage magten over deres arbejde. Den magt, som de burde have over deres egen kunstneriske skaben.
Vi har brug for:
- Seriøse økonomiske fundamenter.
- Et støttesystem, som kvalitetsvurderer og samtidig overholder armslængdeprincipperne ved at lade de kompetente kunstnere selv få ideerne.
- At formidle vores kunst på kunstens præmis og ikke gennem utallige andre instanser, som opstår i kunstens kølvand.
- Vi har brug for arbejdsro, så vi kan skabe kvalitet.
Det har vi, fordi det er kunstens fornemste opgave at være fri til at udfordre magten og vende verden på hovedet. Fordi det er vores fornemste opgave at skabe menneskelig sammenhængskraft via kunsten. At skabe kollektive tænkende rum, som ikke navigerer efter kommercielle principper, men har som mål at understøtte fællesskabet.
Denne kommentar er udtryk for skribentens egen holdning.
