Copenhagen Opera Festival vendte igen i år blikket frem mod moderne og nutidige bud på operagenren. Med nye værker, nye formater, elektroniske kompositioner og forestillinger opført uden for de traditionelle operasale mødte publikum en række værker, der bød på flere fremragende og overrumplende oplevelser.
Er der liv efter døden? Spørgsmålet vil nok for altid stå åbent, men på Copenhagen Opera Festival kunne publikum få et bud, der kunne mærkes på egen krop i den sansemættede VR-opera Mortalities.
Der blev i det hele taget leget med såvel formater som locations på årets operafestival, der – udover VR-værket – blandt andet bød på en vandreforestilling i Vridsløselille Statsfængsel og en soloperformance i kælderen under operaen. Tematisk var der fokus på de mere mørke sider af tilværelsen som død, savn, længsel og ensomhed.
Tilstande mellem liv og død
Mortalities er et af de nykomponerede værker, som – med sit fokus på stadiet mellem liv og død – kredser om døden. Kun fire tilskuere får plads per forestilling, hvor man iført VR-briller og høretelefoner entrer dødsriget. Rebekka Sofie Bohse Meyer har instrueret og skabt konceptet, Ninna Steen har skabt det visuelle design, mens SØS Gunver Rybergs elektroniske kompositioner åbner verdenen med brede klangflader og dystopisk lyd i et mix af præindspillet musik og live operastemmer. Stemmer, der gennem Ursula Andkjær Olesens libretto understøtter de sære egenskaber i de verdener, publikum møder undervejs.
Temaet i Mortalities er døden – eller nærmere bestemt tilstande omkring døden. I seks virtuelle rum får publikum mulighed for at få en forsmag på dødens univers. Og det er en vild og ganske uhyggelig verden, der åbenbarer sig. Det første, virtuelle rum præsenterer et øde landskab i sorte og grå nuancer, hvor naturen omgiver os med øde vidder og svævende ånder. Publikum går frit rundt undervejs, men skal følge de guider, der er til stede – fx en fugleskikkelse, der undertiden kaldte på os. De virtuelle rum skifter abrupt og overvældende livagtigt. En kæmpe klippe rejser sig foran os og åbenbarer en indgang til en granithule. Indenfor står en række sten, som jeg antog, var virtuelle, men siden viste sig at være virkelige, så vi kunne sætte os på dem.
Virkeligheden og det virtuelle flettes flot sammen og forvirrer vores sanser, mens vi overbevisende mister grebet i os selv. Med ét forvandler grotten sig til blodrige kødhjerter. Vi er del af en levende krop. Måske bliver vi nu fragmenteret som menneske? Måske del af mange kroppe i et menneskeforladt ingenmandsland. Ensomheden er rammende og oplevelsen skræmmende intens, mens rejsen fortsætter ind i dødsriget med afgrundsdybe slugter og balancekunst på smalle passager. Den virtuelle verden er overbevisende og en overvældende, sansemættet oplevelse af gru os dystopi. Også i en sådan grad, at både musik og libretto får en mere sekundær position som stemningsskabende element for den overvældende flotte VR-oplevelse.
LÆS OGSÅ: VR-opera udfordrer konventionelle opfattelser af opera i samspil med elektronisk musik
Smuk klassikerfortolkning
Døden var også nærværende i den smukt fortalte Puccini-klassiker Sour Angelica. Her var ingen tekstanlæg til forestillingen, så publikum skulle have læst op på historien om unge Angelica, der bliver tvunget i kloster efter at have født et barn udenfor ægteskab. Da hun syv år senere håber at gense barnet, må hun sande, at det er afgået ved døden, og hun beslutter derfor at tage sit eget liv, hvorpå hun møder sønnen i dødens øjeblik.
Iscenesttelsen var flot fortalt med en sansemættet lyssætning som scenografisk element og en stilistisk fin fortolkning, der uden rekvisitter og tunge nonnedragter lod kvinderne stå som ét samlet værn i deres lilla kjoler, mens musik, vokal og forenklede karakterer tegnede fortællingen.
Sidste års operatalent Yana Kleyn fortolkede titelrollen som Angelica med en gribende længsel og et imponerende vokalt overskud. En sangmæssig smuk og æstetisk fortolkning.
Nettets råhed som opera
Imponerende var også Morten Grove Frandsen i LOL – Laughing Out Lonely, en ny soloopera af Mathilde Böcher, iscenesat af Louise Beck. Under Copenhagen Opera Festival spillede forestillingen i kælderen under Operaen, hvor publikum sidder tæt bænket parvis på små plastikkasser i det dunkle lokale.
Kontratenor Morten Grove Frandsen går rundt mellem os, mens hans silkebløde stemme står i skærende kontrast til de grove udsagn, hans karakterer ytrer. Ti forskellige personligheder bliver det til undervejs. Ti personer brutale og perverse udsagn, der er hentet fra Internettets mørkeste afkroge. Udsagn fra racister, kvindehadere og andre ensomme og afstumpede eksistenser, der nu får krop og stemme.
Morten Grove Frandsen synger live, mens optagelser af hans stemme blander sig med hans vokal og spalter sig ud i rummet. Udsagnene forplanter sig diffust i lokalet uden en egentlig afsender, men sætter sig i vores kroppe som nettets ord, der møder modtageren med modbydeligheder, der hænger ved – uden at kunne tilknyttes en egentlig afsender.
Ordene er talrige og til tider lidt svære at fange, men der, hvor teksten er tydelig, bliver brutaliteten næsten ubærlig i sin skærende kontrast til Morten Grove Frandsens smukke vokal og blide fortolkning. En rasende smuk og rå oplevelse! Og fedt at få rusket lidt ved operagenrens vante fortællinger og i stedet få virkelighedens virtuelle råhed sparket ind i kunstarten.
Ensomhed som operaperfomance
Vridsløse Statsfængsel lagde rum til operaperformancen Hjem. En forestilling, hvor ensomhedens mange facetter får form og stemme i en fænomenalt velfungerende fortælling, hvor vi som publikum bliver ført rundt i fængslets forskellige rum, hvor vi hører om ensomhed ud fra virkelige menneskers levede liv.
Her er pigen, hvis mor ikke ænsede hende. En mand, der er ensom i ægteskabet. En anden, der føler sig isoleret blandt kvinder. Og en tredje, som savner at høre til blandt ligesindede. Vi møder dem bag gitre, i sofaer og under hvide klæder til slut, da vi står på fængselsgangen og ser de tre operasolister forsøge at finde en vej ud af tekstilerne, der som et symbolsk fangenskab holder dem fastlåst i deres ensomhed. Alt imens koret melodisk gentager: ”Jeg længes, jeg savner”.
LÆS OGSÅ: Josefine Opsahl: “Jeg oplever ensomhed som ret tabuiseret”
Josephine Opsahl har komponeret musikken med øre for det melodiske, det smukke. Det bliver båret frem af sangerne, koret og understøttet af en enkelt cellist (Andrew Power) med et omfangsrigt pedalsæt, mens Opsahl selv står for at integrere det percussive, elektroniske backtrack. Stine Rejnholdt folder librettoen ud i et konkret hverdagssprog med en meget faktuel og konkret form, som man lige skal vænne sig til. Det er nok en smagssag, hvor meget man falder for formen, men personligt blev jeg draget af det og mødte ensomheden præcis der hos de mennesker, som har fortalt om den i virkeligheden.
Instruktør Nullo Facchini og scenograf og lysdesigner Sara Topsøe-Jensen har skabt et sublimt møde mellem rummets historik, rå vægge og værkets tematik, hvor fængselsgitre, åbne celledøre til tomme rum, trange publikumspladser og smukke lyssætninger understøtter hele tematikken. De fire solister, Nina Bols Lundgren, Nana Bugge Rasmussen, Jens Christian Tvilum og Steffen Bruun, får med smerteligt smukke vokaler og stærke karakterfortolkninger skabt en dybere forståelse for ensomhedens destruktive egenskab. Mens koret smukt og nærværende skaber et rum for sjælelig varme – ikke mindst da de tager os i hånden og følger os ud til en fælles middag. Ensomheden kan brydes i fællesskab!
Copenhagen Opera Festival afrunder igen i år med et bredtfavnende og modigt kunstnerisk bud på operaen i moderne formater, der tegner godt for kunstarten og nye publikumsmøder fremadrettet.
