★★★★★☆ En lykkelig slutning – mesterligt foruroligende bedemandsmonolog

En lykkelig slutning er en foruroligende og dragende iscenesættelse af Maren Uthaugs sælsomme slægtsroman, men også en lykkelig begyndelse på et spændende kunstnerisk samarbejde mellem Aarhus Teaters huskunstnere, instruktør/dramatiker Sigrid Johannesen og scenograf/kostumedesigner Laura Løwe.

I et sterilt univers mellem rulleborde i rustfrit stål og en stor, hvid kiste trisser bedemanden Nicolas fornøjet rundt. Otto Brandenburgs letbenede Alle sømænd er glade for piger spiller i baggrunden, som for at understrege det nærmest selvfølgelige forhold til at omgås døde mennesker. Og måske også som et forvarsel for, hvad der er i vente.

Morbidt humoristisk slægtsrejse

Nicolas byder velkommen og tager os på en medrivende rejse tilbage i et familiedynasti, hvor alle har været bedemænd og alle har heddet Christian – undtagen han. Der er den første Christian, der slog mønt på tidens overtroiske frygt for gengangere ved at tilbyde ritualer med tvivlsom effekt. Der er den anden Christian, som udførte de første ulovlige ligbrændinger i et uhumsk 1800-tals København, fordi de døde kroppe ikke forrådnede ordentligt. Og den tredje Christian, som sikkert ville have fået en diagnose i dag, men som forstod at udnytte sin sans for detaljen til sirligt at anrette og fotografere de afdøde. 

Med hjælp fra udvalgte tilskuere skiftevis fortælles og genskabes historien om både slægten og vores forhold til døden gennem tiderne. En mand inviteres fx til at sidde på en stol midt på scenen. Med en stor, hvid bårebuket i hver arm instrueres han nøgternt men nænsomt i at posere til et fotografi. Instruktionen ”Bare lad som om, at du er død,” indfanger præcist og effektfuldt den morbidt konstaterende humor, der præger både forestillingen og romanforlægget.   

Nicolas beretter med sans for ironi og et glimt i øjet. På trods af det makabre emne er det derfor virkelig underholdende at være med på rejsen. Indtil det pludselig overhovedet ikke er sjovt længere.

Disciplineret sans for virkemidler

Med en formidabelt disciplineret timing trænger nutidens dæmoner sig langsomt men insisterende på. Sigrid Johannesens menneskeligt nøgterne instruktion, Asger Kudahls skiftevist fornøjelige og foruroligende lyddesign og Kim Gluds minimalistisk-effektfulde lysdesign går op i en højere enhed. Bratte lysskift, forstærkede brag og heftige åndedrag skaber en smittende kropslig fornemmelse af at blive hjemsøgt af slægtens skæbner. En hjemsøgelse, der kulminerer i Nicolas’ afsløring af nogle mildt sagt ubelejlige seksuelle tilbøjeligheder i det ensomme kølerum.

Christian Hetlands portrættering af Nicolas’ indre kamp med nekrofilien skifter mellem det lette og det mørke uden brug af overdreven patos eller sensationalisme. Iscenesættelsen tør dyrke stilhederne, de snigende fornemmelser og ambivalenserne. På grund af dette imponerende mådehold, sker der en vanvittigt interessant leg med vores sympati. 

Flydende grænser

Det, som Nicolas har lyst til er alment accepteret som moralskt forkasteligt. Men fordi der gennem direkte henvendelser og publikumsinvolvering skabes et intimt rum, bliver det mere kompliceret end som så. For når man tænker over det, var både Snehvide og Tornerose jo faktisk døde. Og ingen synes, at det var underligt, at prinserne kyssede dem. Og skyndte vi os ikke også alle sammen ind og se Twilight?

Nicolas’ rationaliseringer er på én gang forførende og frastødende. Vi oplever én, der gør alt hvad han kan for at kæmpe imod en berusende besættelse og Hetland formidler spændet mellem lidenskab og lidelse fascinerende præcist. Hvor andre afvigere har fællesskaber og støttegrupper, forstår man den intense ensomhed, der gennemsyrer Nicolas’ liv, som han står der alene i det sterile kølerum. 

Gælder samtykke, når man er død?

Monologens og lyddesignets intimitet bliver derfor både dragende og ubehageligt befamlende. Og det er netop i det spænd, at iscenesættelsen lykkes med at stille udfordrende spørgsmål om, hvorvidt slægten er fordærvet? Og om samtykke stadig gælder, når sjælen har forladt kroppen? Og hvad det egentlig vil sige, at få en lykkelig slutning?

En lykkelig slutning er fremragende teater, der både oplyser og underholder. Teater, der tålmodigt snigende sætter sig i kroppen og ikke giver slip lige med det samme.