★★★★☆☆ Ilt – parforholdets partitur

Teater Next er på turné med Duncan Macmillans Ilt fra 2011. En hudløs rapport fra det gryende forældreskabs slagmark, der trods forudsigelighed og heteronormativitet bliver interessant i samspillet mellem Christian Bergman og Marie Tourell Søderberg og iscenesættelsens lydhøre flow.

Det starter med et barn. Eller ikke rigtigt. Det starter med spørgsmålet om et barn. Eller “Det eneste, der sker her, er, at vi har en samtale,” som han udglattende siger, da spørgsmålet udløser en vis ophidselse. Måske er IKEA heller ikke den helt oplagte arena for samtaler om familieplanlægning.

Gnistrende sammenspil

Duncan Macmillans Ilt er fra 2011 og blev første gang spillet i Danmark på Husets Teater i 2014. Det er en ret lille, banal og meget heteronormativ historie om parforhold og forældreskab, der primært lever i kraft af det gnistrende samspil mellem de to, der i Teater Nexts udgave spilles af Christian Bergman og Marie Tourell Søderberg.

Simon Boberg oversatte sammen med Lars Mikkelsen tilbage i 2014 og er denne gang også instruktør. Det er en komprimeret, letflydende – men meget ordrig – dialog, der kræver sin iscenesætter. Boberg forløser teksten musikalsk med stærk sans for pausen og det akavede moment i talestrømmen, der især flyder i den uendelige ophobning af forbehold fra kvinden.

Normernes mentale spændetrøje

Det er hverdagen aflyttet og man kan jo mene, at det er synd for menneskene, at de har brug for at tale så meget om noget så enkelt som at beslutte sig for at få et barn. Men det er jo samtidig såre sandt. Måske er det ikke bare en dialog i køkkenvask-genren, men lige så meget de mere eller mindre bevidste indre dialoger, der kører i os alle, når vi skal finde ud af, hvad vi selv mener.

Ind imellem har vi dog kærligheden. Sex på parkens toilet. Det intense blik. Den blide hånd. Der, hvor ordene ikke slår til. Parret er fanget i en form for trækasse formet som en megafon, der er intim og klaustrofobisk på samme tid. Et lidt skræmmende billede på et moderne parforhold, der nok præsenterer to selvstændige karakterer, men også viser normernes stramme mentale spændetrøje.

Vi kender dem

Grueligt galt går det. Det var det nok nødt til, før dette par kunne nå ud af det kontrollerede og møde hinanden et andet sted med en ny respekt. Stadig helt konventionelt, men mere ærligt. Så går der turbo i tiden, før vi forlader de liv, der blev til ét.

Marie Tourell Søderberg formår at gøre sin figur både stærk og indtagende trods hendes helt utrolige trang til at italesætte alt i rundgang efter rundgang. Christian Bergman giver sin pleasende og lidt udflydende figur kant i enkelte afgørende momenter. Vi kender dem begge, som vi kender deres problematikker. Men de bliver interessante i samspillet og iscenesættelsens lydhøre flow.