★★★☆☆☆ Julefeber – kaotisk teaterstemning i anderledes juleforestilling

Aarhus Teater har i deres udgave af julekalenderhittet Julefeber erstattet det sukkersøde med det sårbare og det magiske med det mystiske i en lidt ujævn fortælling, der først og fremmest er båret af en dynamisk scenografi og medrivende karaktertegninger.   

På den store, tomme scene står teenagedrengen Bjørn. Han vender sig forvirret rundt, mens en kakofoni af hviskende stemmer og ildevarslende lyde fylder teaterrummet. Julesokken er ikke fyldt med klassisk, sorgløs julestemning, der tager os på en magisk rejse ud af hverdagen. 

I stedet trækker Julefeber det magiske ind i hverdagen, som en metafor for de problemer, fortællingens karakterer kæmper med. Og problemer er der nok af. Bjørn og hans familie flytter ind på loftet af det teater, hvor faren arbejder, fordi en ubehagelig splejs ved navn Slikkepinden vil have penge. Og savnet af børnenes afdøde mor spøger i kulissen til hjerternes fest. 

Midt i alt dette begynder Bjørn at miste kontrollen over sine vildt dansende lemmer og gro brunt hår ud af ørene. Efter megen modstand må han derfor indse, at han er ved at blive til en nisse. Det julede bliver på den måde en lidt overtydelig metafor for Bjørns rejse hen imod at stå ved sig selv og omfavne det, der ikke er “normalt”. 

Magisk minimalisme i scenografien

På teatret møder Bjørn den friske, men selvtvivlende balletpige Frede og bliver ad omveje viklet ind i balletskolens opsætning af Nøddeknækkeren. Mie Riis har drysset drejescenen med et sammenrend af ballettens glitrende julescenografi, sætstykker i finér og gammeldags møbler, der elegant tillader hurtige skift mellem scener. Sammen med Anders Kjems’ blåligt-mørke lysdesign og Lars Gaardes sælsomt xylofoniske lyddesign er den drejende scenografi også et enkelt og effektivt billede på, hvordan det hele kører rundt for Bjørn i én forvirrende julevælling. 

Teaterstemningen får et ekstra nøk opad af de fire medvirkende balletdansere fra Balletakademiet Aarhus. Hertil har instruktør Line Paulsen krydret baggrunden med små glimt af balletmesteren, der smugryger på toilettet, balletpigerne, der øver og lærerinden, som falder over rekvisitterne i sit store kostume. Teaterversionen kommer med andre ord virkelig til sin ret, når Julefeber emmer af bagscenens vidunderlige kaos.

Ujævn handlingsdisponering

Det er ikke nogen nem opgave at koge en julekalender i 24 afsnit ned til en forestilling på et par timer. Dramatiker Julie Petrine Glargaard har fokuseret på Bjørns rejse fra normalitetssøgende julehader til selvkærlig nisse. Men handlingen er lidt ujævnt disponeret, så enkelte scener føles lige så lange som at vente på juleaften, mens Bjørns indre forvandling til tider går lige så stærkt som at brænde brunkager på.

Julefeber er derfor til den langhårede side for en målgruppe fra 6 år. Også for de voksne tabes noget af den dramatiske spænding i distraherende detaljer, som balletmesterens lidt mystiske forhold til egern og julemandens revisorkedelige baggrundshistorie. 

Karaktererne bærer fortællingen

Til gengæld er der masser af teatermagi på skuespilssiden, hvor et væld af veltegnede karakterer alligevel holder opmærksomheden skarp. Den legende kemi mellem Emil Busk Jensens splittede Bjørn og Mette Klaksteins sprudlende Frede er en fornøjelse. Og publikum får også serveret en række tiltrængte grin af Anders Baggesens teatralskt lunefulde balletmester, Emil Knutzons excentriske læge og Anne Plauborgs kajkagespisende pianist John. 

De medvirkende forstår at holde balancen mellem det alvorlige og det humoristiske, det menneskelige og det magiske. Og netop derfor køber man langt hen ad vejen den noget mærkelige historie, der kombinerer ballet, nisser og socialt udsathed. Undervejs er der en velfungerende publikumsinvolvering, hvor vi får mulighed for at være med i den berømte nissedans. 

Smittet med julefeber

Julefeber hylder modet til at være anderledes og omfavne alt det farverige, skøre og magiske. Og det budskab efterlever forestillingen selv. Der er langt til den traditionelle, vatbløde julestemning.

På godt og ondt får vi derfor en anderledes juleforestilling, der på trods af en omstændelig fortælling skaber øjeblikke, der smitter både små og store tilskuere med ægte julefeber.