★★★★☆☆ Lægen – fremragende skuespil i statisk elektrisk tænkedrama

Fremragende skuespilpræstationer holder opmærksomheden skarp i Folketeatrets opsætning af Lægen – Robert Ickes intellektuelle taledrama om forholdet mellem religion, videnskab og identitet. Her er intet krystalklart, bortset fra Iben Hjejles strålende forvaltning af titelrollen.  

Ruth Wolff er først og fremmest læge. Med benhård faglighed og en ukuelig insisteren på regler leder hun et institut på et hospital, hvor ingen kan lide hende, men alle beundrer hende. Og selvom Ruth finder det grimme låneord “trender” aldeles uelegant, så er det præcis, hvad hun gør. Da hun nægter en katolsk præst at give den sidste olie til en 14-årig pige, der ligger for døden af blodforgifting efter en hjemmeabort, begynder en shitstorm at blæse i rasende fart.

Mediemøllens ubarmhjertige malen

En bitter magtkamp går i gang på instituttet, som kompliceres yderligere af stærke politiske, religiøse og økonomiske interesser. Hun udsættes for had online, og der males hagekors på hendes bil. I krydsklip mellem Ruths arbejdsliv og privatliv følger vi hendes stædige kamp. For at holde sammen på sig selv. For at holde sin privatperson ude af debatten. Og for at holde på, at hun handlede lægefagligt korrekt. Men kan man fuldstændig adskille sin person fra sin gerning? 

Det scenografiske udtryk er stramt med rene linjer og hvide kitler. Roterende bagpaneler og en veludnyttet drejescene understreger, sammen med Daniel Foghs skæbnesvangre lydunivers, fornemmelsen af den følelseskarrusel, Ruth smides ind i. Og den mediemølle, der bliver ved med at male. Kim Bjarkes iscenesættelse har dog lagt hovedfokus på den lynende begavede dialog, som er en smule overmættet med temaer. Lægen fremstår derfor som helhed statisk i sit udtryk. 

Statisk elektricitet

Når det statiske alligevel bliver elektrisk, skyldes det derfor først og fremmest en perlerække af fremragende skuespilpræstationer. Niveauet er tårnhøjt på tværs af hele ensemblet, hvor især Laura Kronborg Kjærs hektisk charmerende teenager, Sarah Brobergs myndigt svigefulde institutrival og Camilla Laus opportunistiske snu sundhedsminister skal fremhæves.  

Iben Hjejle er imponerende præcis i portrætteringen af Ruths stoisk fortvivlede rejse fra stålsat selvsikkerhed til tøvende eftertænksomhed. Da hendes ansigt blæses op på en storskærm i forbindelse med en TV-debat, får vi et rislende skarpt destilat af karakterens måbende målløshed og stålsatte stædighed. Selvom hun nok mest er læge, bliver Ruth også menneskeliggjort på fineste vis. 

Et forsvar for menneskeligheden

Selvom skuespillerne formår at tilføje karaktererne følelsesmæssig nerve, er Lægen først og fremmest et drivende intellektuelt angreb på det absolutte. Alle taber i et medielandskab, hvor den, som er mest sort/hvid får flest clicks. Og Ruth knækker nakken på sin ubøjelige insisteren på at adskille sin faglighed fra al menneskelighed. 

Castingen, hvor hvide spiller sorte og kvinder spiller mænd på kryds og tværs, føles som et unødvendigt overtænkt greb, indtil pointen pludselig lander med et bump i anden akt. Ikke at se sig selv som del af en bestemt gruppe er et privilegie, som ikke er alle forundt. Men hvis vi reduceres til intet andet end repræsentanter for stadigt mere skarpt opdelte grupperinger, forsvinder vores menneskelighed. Så hvordan forholder vi os nuanceret til vores bias? Det spørgsmål runger i luften.