Dansk satire på tysk – interview med Mille Maria Dalsgaard fra Bühnen Halle

Mille Maria Dalsgaard tiltrådte som teaterleder for Bühnen Halle tidligere i år. Hun tog Line Knutzons Livstidsgæsterne med på repertoiret og fortæller her om arbejdet med dansk satire på en anden scene og mødet med et tysk publikum.

“I min optik kan dansk satire enormt meget også i andre kontekster end den danske. Vi spiller i storbyen Halle an der Saale, som ligger i et geografisk område, som tidligere hørte til DDR. Det præger stadig byen og det er interessant at se, hvordan satiren bliver mere besk og en skarp kritik af den vestlige civilisation og vores privilegier. Faldhøjden er markant større, og det giver teksten et eksistentielt præg, som er en gave for en iscenesætter”, fortæller Mille Maria Dalsgaard.

Annonce

Dansk satire i tysk kontekst

Hvorfor har du valgt at sætte Livstidsgæsterne op?

“Jeg er vildt begejstret for teksten og universet. Grundsituationen er universel og meget relaterbar på tværs af landegrænser. Line Knutzon har en helt særegen tone i sit sprog, der bevæger sig mellem eksistentielle grundvilkår og det hverdagsbanale på en skæv, kærlig og tilnærmelsesvis naivistisk, legefuld måde, men uden at miste dybde.

Jeg havde også lyst til at bringe noget ukendt ind i min første periode som teaterdirektør og ville gerne være på hjemmebane, når alt andet er udebane. Derudover er jeg pjattet med at anse Livstidsgæsterne, som en antitese til det intellektuelle tyske Regietheater.”

Hvordan adskiller den tyske version sig fra den danske?

“Vi har valgt at brede os mere ud og skabe mange fysiske optrin a la den tyske instruktør Herbert Fritsch. Jeg har også fået lov at tilføje en rolle, som er det underbevidste, som er en stum karakter, der er meget fysisk i sit sprog og spilles af en danser.

Vores sceniske udgangspunkt er forskelligt fra det danske. Betty Nansen Teatrets scenerum er meget defineret med det skrå gulv og den klassiske teatersal med portal. Vores scene er oprindeligt en tidligere tysk-sovjetisk venskabsbiograf og rummet er kæmpestort og åbent. Så vi har defineret et rum i rummet, som giver publikum en følelse af at kigge ind i et sind.

Vi har taget udgangspunkt i hjernen og arbejdet med en abstraktion over, hvordan aktivitet og billeder er, når der er gang i indre processer eller man forestiller sig noget konkret. Vi har leget med tanken om, at intet er endegyldigt defineret. Det er ufærdigt, fordi der ikke er noget, der er haptisk (dvs. som kan gribes eller berøres, red.) i vores fantasi, og det giver et twist af noget unormalt.”

Fysisk udtryk mellem krise og hverdagsrutine

Er der forskel på den måde, som humoren vinkles på i den tyske og den danske udgave?

“Ja, det er der. Derfor har det også været vigtigt for mig at skabe en anden grundpræmis i iscenesættelsen. Vi har mere fokus på en fysisk humor. Vi samarbejder fx med balletten i udviklingen af figurerne og har sportstrampoliner med på scenen, som tvinger os ud i en stramt defineret fysik Det har været spændende at kombinere fysik med Line Knutzons tekst, som er blevet endnu mere vild og ekspressiv i udtrykket.”

LÆS ISCENEs anmeldelse af den danske version af Livstidsgæsterne

Hvordan har I arbejder med karaktererne?

“Figurerne har fået to lag, en eksistentiel og en tør hverdagsagtig. De pendler mellem krise og hverdagsrutine, hvor holdningen til de replikker, der er skrevet med store bogstaver i manuskriptet, skal findes i et eksistentielt lag for karakteren, og de replikker, der er skrevet med småt, skal søges i et hverdagsleje. Skuespillerne arbejder hele tiden i de to lag sammen med deres kropslige særbevægelser, hvor hver enkelt har nogle områder af kroppen, der så at sige stikker af. Det kan være armene, hænderne eller øjnene, der kendetegner karakterens særbevægelser.

En anden ting er, at vi har arbejdet med jeget i et aldersperspektiv. De forskellige sider optræder i alderen tre til 75 år, så vi får fra barnets nej-fase til den pensionerede intellektuelle protestflipper.

Jeg har prøvet at samle det mest diverse cast ud fra vores ensemble af højde, drøjde, etnicitet og alder for at skabe en række forskellig jeger, som flest mulige af publikum kan identificere sig med.”

Fællesskabets kraft

Hvad er forestillingens vigtigste tematikker?

“For mig er det tanken om gruppens kraft, der har været kernen i arbejdet. En kærlighedserklæring til gruppearbejde. Stykket handler for mig meget om, hvor lidt vi kan selv, og hvor meget vi potentielt kan, når vi samarbejder. Det er i min optik tidens største udfordring, at vi glemmer fællesskabets kraft, hvis vi ikke kan samarbejde og ikke kan lytte.

Derudover har det været udfordrende at finde løsninger på nogle af de tematikker, der – selvom vi kun er få år længere fremme i tiden – er blevet overhalet. I Betty Nansen Teatrets udgave var der fx referencer til Gaza, men den situation er jo helt forandret nu, så der har vi måtte træffe nogle andre valg i forhold til, hvordan det tematiseres. I tysk kontekst endda endnu mere heftigt, fordi der er stor berøringsangst med emnet pga. 2. verdenskrig. Der har vi ændret geografien til Mellemøsten frem for Gaza. Til gengæld har vi beholdt, at jeget gerne vil lægge 2. verdenskrig væk, når det nu skal til at leve i nuet. Det er væsentligt mere provokerende her end i Danmark.”

Den ekstra hjerne

Hvordan adskiller forestillingen sig på scenen i forhold til den danske?

“Vi har væsentligt mere plads på vores scene, og det, at vi har valgt, at være syv karakterer på scenen frem for seks, skaber også en stor ændring. Vi har ikke nogle reelle rekvisitter, men derimod temmelig vilde parykker på, der er meget definerende for spillerne som gruppe. Det ligner en slags telefonrør eller ekstra hjerne, hvilket jeg synes er meget passende, og når de får nyt hår, så er det over hele kroppen. Jeg har altså trukket de absurde elementer så langt frem jeg kunne. Derudover arbejder vi med filmreferencer i musikken, så vi får fælles populærkulturelle elementer trukket ind som et billede på vores fælles univers.”

LÆS mere om forestillingen hos Bühne Halle