Et betydningsfuldt menneske i dansk teater, den forhenværende teaterleder Erling Larsen, er gået bort. Her skriver fire af hans kolleger og venner hvert deres mindeord for ham.
Erling Larsen, kære ven Erling
Af: Hanne Mørup, Kostumier
Mødte dig i starten af 90’erne via Mammutteatret, som du, også, var administrator for. Og derfor fik jeg min gang på det skønneste CafeTeatret, hvor jeg blev i 15 år!
Vi blev hurtigt gode venner, mere end kolleger. Du var det mest rummelige, fineste og klogeste menneske. Både som chef og som ven.
Du har givet utallige unge projekter og grupper en platform, en legeplads uden filter og uden begrænsninger.
Du var alles mentor i så mange år. Min trofaste ven og meget savnet…
Et menneske med enorm indflydelse
Af: Mikkel Harder Munck-Hansen, Leder af Udviklingsplatformen for Scenekunst
For flere generationer af scenekunstnere var CaféTeatret i København et helt centralt omdrejningspunkt. Det var der, man mødte hinanden, og det var dér, man kunne opleve nye tekster, nye scenekunstnere, skøre kabareter, perverse syngespil og gamle garvede spillere og instruktører i skøn forening. Det var der, vi festede til langt ud på natten. Det var der, vi fejrede hinanden.
Mange af os havde også i perioder vores gang på etagen over caféen, hvor personalet holdt til. Nogle stærke og meget forskellige personligheder som på kollektiv manér fik lagt repertoire, solgt billetter og holdt styr på økonomien. Og både der på kontoret, i baren, til forestillingerne og til forbløffende mange andre forestillinger mødte man næsten altid Erling. Han var altid utroligt venlig og hjælpsom og vidste så helt ufatteligt meget, uden på nogen måde at være bedrevidende eller belærende.
Havde det ikke været for Erling og CaféTeatret, var der mange af os, der måske aldrig havde været der, hvor vi er i dag eller var blevet en del af det danske scenekunstmiljø.
Selv har jeg kun kendt Erling i de sidste ca. 30 år, men han har været en rollemodel, en mentor og rådgiver i utallige sammenhænge, ikke bare for mig men for virkelig mange af os. Han delte ud af sin viden og kunne lide at hjælpe med et regnskab, en ansøgning, i en bestyrelse, i en fagpolitisk kamp og var god at diskutere med. Vi har i de senere år siddet i flere bestyrelser sammen, og Erling har også rakt ud, når noget var helt galt og skreg på forandring. Fx da en masse selvproducerende scenekunstnere for et par år siden fik ballade med Told og Skat, fordi de pludselig ændrede praksis, så kunstnerne skulle betale arbejdsmarkedsbidrag af deres produktionstilskud fra Statens Kunstfond, måske endda personskat af produktionsstøtten, som de havde brugt til at lave teater for – i de værste tilfælde uden selv at have fået løn. Erling var rasende og talte kunstnernes sag indtil ”systemet” havde fundet ud af, at den var helt gal. For Erling førte regnskaberne for utallige grupper gennem sceneprojekt.dk og han ville ikke finde sig i, at kunstnerne skulle straffes, fordi de havde fulgt reglerne – mens Skat havde ændret praksis.
Det med budgetter, regnskaber og bestyrelser, kan måske lyde lidt kedeligt, men Erling var alt andet end tør. Og han havde jo også mange andre passioner end inden for eller bag teatrets mure. Store motorcykler, amerikanerbiler, Frankrig, mad, rødvin og selvfølgelig sin helt egen familie, som ikke var en del af ”teaterfamilien”. Han var engageret i døvesagen og alt muligt andet, jeg sikkert ikke har hørt om. Men ét er sikkert, han vil blive savnet af en hel branche. Erling var måske det mest diskrete overskudsmenneske, jeg har mødt. Et menneske med enorm indflydelse uden et gram magtfuldkommenhed.
Tak Erling. Vi glemmer dig ikke.
Et sjældent ordentligt og empatisk menneske
Af: Laura Ramberg, Administrativ leder af HamletScenen
Den 1. juli 2011 fik jeg en varm, messingfarvet nøgle trykket i hånden af min tidligere underviser fra Statens Teaterskole. Få dage tidligere havde jeg født hele to børn, men det var alligevel stort at overtage netop Erlings personlige nøgle til det livsværk, CaféTeatret var. Derefter gik han ned af trappen til Skindergade og så sig ikke tilbage – men slap mig heller aldrig.
Selvom det var ham, der havde tegnet den, var det ikke fra Erling, man fik høre et eneste pip for at smide klovnen ud af logoet eller noget af det andet nye, vi fandt på, som fik branchefolk til at kalde os historieløse og medierne det, der var værre.
Desværre slap han heller aldrig den dårlige samvittighed over at overlade mig en ”økonomi, der var dårligere end lovet,” som han siden ærligt skrev i sin anbefaling på LinkedIn. Det var i det hele taget karakteristisk for den Erling, jeg kendte, at han ofte underspillede sin egen åbenlyse betydning og de fremgange, han sikrede andre aktører i branchen, for i stedet at ruge over processer, der burde været gået anderledes, løfter, der ikke kunne holdes, og mennesker, der var blevet skuffet. Ting, som ikke kan undgås, når man hjælper, løfter og støtter så ubegribeligt mange produktioner og kunstnere. Erling var et sjældent samvittighedsfuldt, ordentligt og empatisk menneske og dermed også en meget særlig teaterchef for det teater, der aldrig var hans, men altid blev omtalt med “vi” og “vores”.
Selv i vores sidste samtale for få uger siden talte Erling om oprydning, han stadig burde foretage, og regnskaber, han lige skulle ”gøre det sidste på”. Jeg skældte ham ud og fik ham endnu engang til at love, at bruge det vejr, han havde tilbage, på noget andet.
Erling arbejdede freelance indtil sidste år, hvor han endelig tillod sig at give Sceneprojekt-bolden videre. Jeg ville næsten ønske, at han var typen, om hvem man kunne sige, at han nok slet ikke kunne holde ud at holde op med at arbejde. Men enhver, som kendte Erling, ved, at det ikke er sandt. Hvis Erling havde tilladt sig selv at holde op med at arbejde, ville han have haft rigeligt at fylde dagene med. Han var jo også en dedikeret far og farfar og ikke mindst udstyret med en stor skare yngre venner til at holde ham skarp. Og så var han levemand om en hals.
Den seneste tid arbejdede vi på at sætte en mindeplade op for CaféTeatret i Skindergade. Men som en god veninde sagde, da jeg martrede mig selv lidt på Erlingsk vis over at være gået i stå i arbejdet: ”Han har en mindeplade i mit hjerte … og der ligger seks østers på den!”
Erling, teatret og den vide verden
Af: Peter Christensen Teilmann, direktør, Teatermuseet i Hofteatret
Det er skæbnens ironi, at Erling Larsen skulle gå bort lige i de dage, hvor der endnu engang var debat om de små storbyteatre i København. Det CaféTeater, han gennem fire årtier var den administrative drivkraft i, var netop et af de første teatre fra de institutionelle vækstlag, som fik liv og fandt vej fremad som et lille storbyteater.
Da han og jeg forrige vinter sad i mit kontor på det tomme Hofteater og optog den samtale, der blev til en af de første publikationer i Teatermuseet i Hofteatrets nye podcast-serie, Bag Scenen, lå det ham på sinde at tale om, hvordan teatret lever og kan leve videre i stadig nye og forskellige former, indenfor eller udenfor institutionelle rammer.
Sidste fredag, 1. marts tidlig aften, sad jeg helt alene samme sted, da jeg fik beskeden om, at Erling er død. Jeg vil ikke skjule, at hans bortgang har ramt mig, både personligt og fagligt.
Når man som jeg står i vækstpunktet mellem museumsverdenen og teaterverdenen, så er der rigtig mange lidt specielle udfordringer – og endnu flere muligheder. Man skal have et både skarpt og sindigt blik for at få de mest formalistiske, organisatoriske og økonomiske vilkår til at spille sammen med kulturelle og kunstneriske ideer og aktiviteter. Det havde Erling på sin egen diskrete og ubesværede måde. Jeg er ham dybt taknemmelig for alle de målrettede møder og små retningsløse dialoger, vi havde gennem årene.
Det startede tilbage i begyndelsen af 2000-tallet, hvor han blev en vigtig, uegennyttig og generøs bidragsyder til de kurser i praktisk kulturformidling, som Jan Thielke, Anne Middelboe Christensen og jeg afholdt gennem en årrække på Københavns Universitet.
Den respekt og forståelse for de studerende og vilje til at vise dem praksisrefleksion, give dem realiseringssans og involvere dem i alle de forhold i teaterverdenen, der ikke direkte er de kunstneriske vækstpunkter, men som er uløseligt forbundet med dem, kom også fx eleverne på skuespillerskolerne til gode gennem årene – den besad Erling som få.
For ikke at tale om hans enorme indsats for de professionelle teatermiljøer af mange slags, både i regi af CaféTeatret og udenfor.
Mit samarbejde med Erling tog for alvor form i de år, hvor CaféTeatret var på vej mod at lukke, og Hofteatret skulle åbnes på ny. Noget af det første og mest omfangsrige var udstillingen Café Teatret 1971-2011 – og nu!, hvor gamle smalfilm, fotos og alt muligt kunne komme frem fra Erlings gemmer og i brug. Sammen med udstillingen fulgte også et længere essay om CaféTeatrets historie og mål og mening.
Men vigtigst var og er måske alle de samtaler og små møder, der har været gennem tiden. Ikke mindst omkring de historisk set store omvæltninger og fornyelser, som Hofteatret som sted og Teatermuseet i Hofteatret har gennemgået og pt. gennemgår med den største restaurering og modernisering nogensinde i husets mere end kvarte årtusinde.
Erlings måde og hele hans væren følger med os – også når vi åbner Hofteatret igen. Selv tænker jeg på ham dagligt, hver gang jeg er i mit køkken derhjemme. For dér, midt det hele, står den store bowle, han kom med i favnen til min 60 års fødselsdagshavefest på en sydlandsk varm augustdag i 2022. Den var – selvfølgelig – fyldt med alt godt fra Sydfrankrig inkl. champagne. Det var næstsidste gang, jeg så Erling. Indholdet er for længst nydt og fortæret. Nu er bowlen fyldt med søde og salte sager. Af og til tømmes den og fyldes med is og champagneflasker, og det falder let at lade tanken passere Erling, når der skåles.
Sidste gang jeg så Erling var – selvfølgelig – da han og Christine Bibaud besøgte det lukkede Hofteater til endnu en inspirerende snak om det gamle hus’ helt specielle, men enestående muligheder for at rumme og favne nutidens teaterkultur i fremtiden.
Hvad jeg har oplevet med Erling, og hvad jeg har lært af ham, er jeg sikker på, mange andre i og uden for teaterverdenen har gjort også, på andre måder. Æret være hans liv og minde.
