Populært lige nu

Sex på scenen med hjælp fra intimcoach

Interview med skuespiller Anne Plauborg

Årets ultimative højdepunkt i TeaterVejle

Det er tid for præsentation af sæsonprogrammer og i Vejle har teaterforeningen TeaterVejle i et par år satset stort på at sende deres trykte...
Annoncespot_imgspot_img

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte ganske alene. Deres arbejdsvilkår, uddannelse og nye spilleregler kalder på organisering. Vi fik en snak med de to initiativtagere til den nye brancheforening. 

Vi finder hinanden på en lille café med en højlydt espressomaskine nær Det Ny Teater, hvor Helle Lindboe Löwén for tiden arbejder på forestillingen Kinky Boots. Hun og Berit Wolsted Jones er initiativtagere og bestyrelsesmedlemmer i Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører (FFRR), der så dagens lys 14. juni 2022. 

Begejstring for at mødes

De to mødte hinanden, da Helle kontaktede Berit i forbindelse med en app, hun havde udviklet. De husker ikke helt, hvordan ideen til foreningen opstod, men da den var der, tog den hurtigt fart. ”Vi hev fat i alle, vi vidste, ville være interesserede, og så var vi meget bevidste om, at det skulle være for hele landet og ikke en københavnerklub. Vi ville have fastansatte, freelancere, aktive og pensionerede, forestillingsledere og rekvisitører,” fortæller Berit Wolsted Jones. 

De har arbejdet med at etablere foreningen i over et år, så først nu starter arbejdet med at skabe aktiviteter for medlemmerne, der ofte er alene ude på de forskellige arbejdspladser. Arbejdet blev sparket i gang af to Meet & Greet-møder i efteråret, hvor de mærkede begejstringen for at mødes. Møderne blev også brugt til at sætte retning for den nye forening. 

Vi skal arbejde med nogle funktionsbeskrivelser, som dækker det grundlæggende, og vi skal tale om løn

”Vi skal arbejde med nogle funktionsbeskrivelser, som dækker det grundlæggende, og vi skal tale om løn,” siger Berit Wolsted Jones. Helle Lindboe Löwén supplerer: ”Vi har ikke de samme udfordringer med lønforskelle mellem kønnene som fx skuespillerne, men der kan være andre udfordringer, og vi snakkede om at lave kurser, der ruster bedre til lønforhandling”. 

Pukkel før premieren

Kurser målrettet foreningens fag er det store fokuspunkt, og de to har især øjnene rettet mod jobbets ledelsesdel. ”Jeg plejer at forklare det med, at vi er kaptajn på et skib, og opstår der en situation, bliver vi indsatsledere og skal krisehåndtere på 30 sekunder. Det er en særlig form for ledelse, vi ikke lærer på skolen,” siger Berit Wolsted Jones, mens Helle Lindboe Löwén peger på, at de gerne vil arbejde med bæredygtig ledelse og skal finde samarbejder, der kan gøre kurserne billigere end gængse lederkurser. 

Først har de i samarbejde med konsulentfirmaet Urban Goods sat gang i en medlemsundersøgelse, der skal gøre dem klogere på, hvem deres medlemmer er, og hvordan de fx skal angribe temaet ”bæredygtig ledelse”. 

Vi er dem, der går forrest og er der hele tiden

”Der er mange ting i det emne. I vores fag er der er der højtryksperioder med en pukkel før premieren, så man er helt smadret bagefter, og hvor der er mange gode mennesker, der har forladt branchen,” sukker Berit Wolsted Jones og peger på, at de selv skal blive bedre til at stille krav og fx sætte rammer for, hvor meget de kan arbejde. 

”Vi er dem, der går forrest og er der hele tiden. Vi forestillingsledere skal også gå ned på det serviceniveau – og ja, acceptere det kontroltab, der er i det. Jeg har svært ved at træde tilbage, så det er lige så meget en opgave for mig som for arbejdsgiveren, så vi må have dialogen om, hvad der giver mening for begge parter,” uddyber Helle Lindboe Löwén én af de vanskelige balanceakter, foreningen skal arbejde med. 

Vi skal have dialogen

Her kan de måske lade sig inspirere af den nye generation, der ikke vil stille op hver dag til sent om aftenen. ”Nogle er som os, men andre går foran – og det handler også om at blive hjemme, når man er syg. Nogle ser lidt skævt til det, men det er jo den rigtige vej,” fortsætter Helle Lindboe Löwén, der ligesom Berit Wolsted Jones er spændt på at se, hvad der kommer ud af Nørrebro Teaters tiltag med fire-dages uge, selvom det i første omgang vist kun indføres på administrationsgangen. 

Jeg har manglet noget konflikthåndtering på mine seneste produktioner

Den unge generation finder sig heller ikke i de ældres jargon, der kan opleves grænseoverskridende. Det har både Berit og Helle erfaret de sidste par år. ”Der er nogle clash mellem de gamle og de nye, hvor de gamle bliver bitre, og det er ærgerligt,” siger Helle Lindboe Löwén. Berit Wolsted Jones er enig: ”Vi, der er gamle i gårde, lader det glide forbi eller svarer igen, men de unge vil ikke finde sig i det. Vi skal have dialogen, men også lære at skelne mellem værkstedstonen og krænkelser. Det skal være ok at sige fra, ligesom jeg gerne giver en krammer, hvis det betyder noget for den andens dag, og så lægger jeg ikke mere i det”.

Det handler i høj grad om ledelsesværktøjer, når man som foreningens medlemmer ofte står med en fod i begge lejre. ”Jeg har manglet noget konflikthåndtering på mine seneste produktioner, og det er igen noget med generationer. Vi har noget viden, vi kan dele med de nye, så vi kan ruste dem til en jargon fra gamle dage, som de ikke skal tage på sig. Jeg kunne godt tænke mig, at vi blev bedre til at håndtere det på holdet, at der er tillid til, at man kan sige det til hinanden, så vi ikke starter med at rapportere krænkelser til ledelse eller andre indsatser, men i stedet snakker med den, der optræder krænkende og siger: ”Det er ikke ok det der!”,” siger Helle Lindboe Löwén. 

Fingeren på pulsen

Foreningen skal ikke kun arbejde med work/life-balance, men vil også mere lavpraktisk sætte fokus på fx kemihåndtering og værkstedsfaciliteter for rekvisitører. ”Vi skal repræsentere begge faggrupper. Uddannelserne er korte, så man er meget afhængig af en god elevplads, NEXT-uddannelsen og rigtige kurser på Den Danske Skole for Scenekunst,” pointerer Helle Lindboe Löwén, mens Berit Wolsted Jones atter peger på, at man ikke kan læse sig til at håndtere mennesker i skiftende konstellationer eller med forskellige kulturelle baggrunde.  

”Jeg skulle engang overlevere en forestilling til et andet teater, hvor jeg over en øl gennemgik skuespillerne og gav råd til at håndtere dem. Nogle dage efter kom de og sagde ”Det er den bedste overlevering, vi nogensinde har fået”. Det vigtige var ikke det tekniske, men hvad det var for nogle mennesker,” fortæller Helle Lindboe Löwén. 

Man skal se os som en force, for vi er talerør for en vigtig del af branchen

De to drømmer om, at foreningen bliver inviteret med, når der skal diskuteres nyt, fx i regi af Dansk Teater. ”Man skal se os som en force, for vi er talerør for en vigtig del af branchen. Vores medlemmer samler, hører og ser ting, som man ikke lige ser på scenen,” siger Helle Lindboe Löwén. Berit Wolsted Jones nikker: ”Vi har fingeren på pulsen i alle kroge af en produktion”. 

De drømmer også om at kunne levere både sociale og faglige kurser, og de håber på at kunne rejse penge til at tiltrække store aktører fra udlandet. ”Det er også noget med en fyraftensøl. Vi skal op og sige hej i Nordjylland, hvor der er gode teatre med flere ansatte,” smiler Helle Lindboe Löwén til slut, før de iler tilbage til arbejdet på henholdsvis Det Ny Teater og Det Kongelige Teater. 

Foreningens hjemmeside åbner i april her www.ffrr.dk.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

★★★★☆☆ Dæmningen – klimateater fra Lammefjordens muld

Mei Oulunds magisk-realistiske Dæmningen snor sig gennem tid og...

Er kulturjournalistikken blevet for doven?

På Fyn er de store kulturinstitutioner gået sammen med...

Årets Reumert indfører kønsneutrale priser

Fra og med i år vil der ikke længere...
Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

★★★★☆☆ Dæmningen – klimateater fra Lammefjordens muld

Mei Oulunds magisk-realistiske Dæmningen snor sig gennem tid og rum i en verden af mudder, vand, urjordiske norner, fallerede fiskere og entreprenante politikertyper. Den...