★★★☆☆☆ Ariadne på Naxos – fortænkt meta-opera strander på en øde ø

Det Kongelige Teater leverer endnu en gang en flot, international opsætning med Strauss og Hofmannsthals Ariadne på Naxos. Tomheden lurer dog i Katie Mitchells smarte, men uforløste modernisering.

Lovordene trænger sig på, når jeg skal beskrive Det Kongelige Teaters opsætning af Strauss-operaen Ariadne på Naxos. Den er fiffig, flot, veloplagt og udfordrende for intellektet. Katie Mitchell, instruktøren bag, har tydeligt villet sætte sit aftryk på værket.

Problemet er bare, at lige så mange misbilligende tillægsord trænger sig på. For hendes Ariadne på Naxos er også fortænkt, distanceret og rodet. Det, der allerede var en forvirrende opera, har Mitchell gjort endnu vanskeligere at følge med i – og, vigtigst af alt, sværere at engagere sig i følelsesmæssigt.

Alt er kaos

Man kan ikke bebrejde den engelske instruktør, at hun har villet dekonstruere Ariadne på Naxos. Det inviterer operaen selv til med sin indviklede historie om en rig mæcen, der vil have opført to forskellige værker – en let komedie og en græsk tragedie – oven i hinanden for at spare tid.

På scenen udfolder det sig som en kamp mellem tragediens stramt klædte komponist og komedietruppens koreograf, klædt i pink hættetrøje. Første akt er ét stort kaos, hvor mæcenen – der i Mitchells opsætning er blevet til et par – får omdannet en spisesal til teaterkulisse.

Overalt foregår der noget. Ombygning, opvarmning, studehandler om, hvilke roller der må beskæres, når to værker skal blive til ét. Men langsomt får akten form. Elisabeth Jansson, komponisten, synger med glød om sin vision for Ariadnes tragiske skæbne, og pludselig forsvinder uroen. Et øjeblik har vi faktisk en opera.

Mæcener crasher scenen

Så falder tæppet imidlertid, og efter pausen følger så opførelsen af værket i værket. Her bliver det desværre tydeligt, at Katie Mitchell ikke har den styring over dramaturgien, som det ellers kortvarigt så ud til. I stedet tager fiffigheden og distancen over.

Ariadne, der synges med dyr patina af Ann Petersen, er i højre side af scenen efterladt gravid på en øde ø – eller, i dette tilfælde, ved et aflangt spisebord. Tre nymfer drager omsorg, men komikerne bryder ind med balloner og klovnenæser, og til sidst stjæler deres frontkvinde, Zerbinetta, helt showet.

I venstre side står en nu lydløs Elisabeth Jansson og dirigerer sin tragedie, men forfærdes over de komiske indslag. Det mønster gentager sig akten ud, og monotonien spejler meget fint opsætningens mangel på dramatisk udvikling.

Mæcenparret tager selfies med de medvirkende og crasher gang på gang opførelsen. Denne leg med den fjerde væg forstyrrer dog, mere end den gavner. For resultatet er en distance, der ender med at sabotere både komikken og tragikken.

Overlæsset excentricitet

Det er mildt sagt svært at følge med i Ariadne-historien. De danske overtekster er unødigt abstrakte, og Mitchell føjer både en fødselsdepression og et antipatriarkalsk budskab til den græske mytologi. Der er alt for meget information og alt for lidt plads til indlevelse.

Da Ann Petersen til sidst har en storladen duet med Jamez McCorkle i rollen som Bacchus, må jeg konstatere, at det ikke rigtig rører mig. Selv Serena Sáenz’ virtuose parti som Zerbinetta i pink paryk og led-kjole tynges af, at hendes drilske, flirtende og ømme solostykke ikke har en større dramatisk effekt end at ligne endnu et af mange excentriske indfald i opsætningen.

I stedet virker det, som om det for Mitchell har været vigtigere at vise, at det kunstfjendske mæcenpar langsomt overgiver sig til værket i værket. Men deres oplevelse ender med at være stand-in for vores egen. Det er alt sammen vældig kløgtigt, men de store følelser udebliver, og spørgsmålet melder sig: Hvad skal vi egentlig tage med os fra Ariadne på Naxos? Jeg kan ikke komme på noget.