★★★★☆☆ Koreorama nr. 01 – unge koreografer træder tåspidsen ind i et sanseligt nu 

Den Kongelige Ballet har premiere på et nyt initiativ, Koreorama. Koreografspirene Tara Schaufuss, Lorenzo Di Loreto og Tobias Praetorius præsenterer hver deres personlige og rørende værk. Stafetten er givet videre, og man mærker dansernes passion og ydmyghed over at medskabe og få indsigt i kollegaers tanker og idéer.

Nuet og menneskets mulighed for at favne livet, der hvor det er i live, er et gennemgående tema hos koreograferne. Ikke i fortiden og ikke i fremtiden, men i det sekund, der gør levende kunstarter så fascinerende. Om det er mindernes faste greb, universets enestående kræfter eller penselstrøg af musikalsk-dansede malerier, er det en gave at opleve deres talent, og hvad de har på hjerte.

Koreorama er sat i verden for at uddanne unge koreografer og forbinde fortiden med nutiden. Som en over 400 år gammel kunstart skal den udvikle sig med de kroppe, der danser den. Magien skal give genklang i sin samtids æstetik og tidsånd. I introducerende videoer hører vi koreografernes tanker om danseres oplevelser i det fælles skabende rum med egne kollegaer.

I mindernes vold

I Passenger of Passing Moments undersøger Tara Schaufuss vores minder, der ofte hjemsøger os og forhindrer os i at være til stede i vores nutidige liv. Vi bliver passagerer, som livet drøner forbi. Farver og mønstre projiceret på lærred udgør scenografien til alle tre værker. Tara Schaufuss udnytter skyggevirkningerne, mens lysdesigner Thomas Bek Jensen tryller med lys og farver gennem scenarier af minder.

Danserne er i bløde sko og kvinderne i farverige, lange kjoler, der i sig selv fortæller dansens historie. Fra moderne dans’ moder, Isadora Dunkins hvirvlende, store armbevægelser til John Neumeier-inspiration med fleksede fødder og distinkt håndgestik. I minderne bor også fællesskabet i varierede formationer af smukke pas de deuxer, gruppedanse og rækker, hvor hænder og arme forbindes. 

Musikken er komponeret af Josefine Opsahl, der akkompagnerer fænomenalt på forstærket cello siddende på scenen. Numrene er inspireret af Bachs cellosuiter, så fortid møder nutid i mere end én forstand. Danserne er udtryksfulde og levende fortællere gennem Tara Schaufuss’ unikke kropsgestik, der nyfortolker mimetraditionen og samler ballettens minder i en smuk nutidig, personlig fortolkning.

De højere magter

Don’t be Scared er næsten som en antidot til første stykke. Farver og lys erstattes af mørke og spotlys. Hvad findes uden for lyset i universet? Tør du være i en oplyst nutid, eller lever du på overfladen? Lorenzo Di Loreto er optaget af de uforklarlige højere magter, som fx månen og dens tiltrækningskraft. Kvinderne er på tå, og kostumerne er enkle grå shorts og kortærmede bluser, som lyset kan spille på. 

Koreografien har en skarphed og præcision, som ville den spidde hvert nu ned i gulvet. Store, brede arme og piruetter, løft i spagat i par eller grupper. Med forførende, næsten rituel fællesskabsfølelse understreges teksten af Oriah Mountain Dreamer som fx: ”There is no waiting for something to happen, no point in the future to go to. What you are looking for is right here”.

Musikkens digitale vibrationer med strygere og metallyde af Pascal Schumacher tilføjer en universel følelse af at være på en lille planet i et stort, mørkt rum. Det ukendte kommer uhyggeligt og grotesk til syne gennem lærredet på bagscenen, ansigter der presser sig ind, trænger sig på. De koreografiske idéer er interessante og nytænkende, og danserne forløser værket, som blev det følt lige dér i hvert nu.

Nattens malerier

Trois Nocturnes er inspireret af den amerikanske impressionist James Abbott McNeill Whistler, som har malet en serie kaldet Nocturner. Claude Debussy har skrevet musik til billederne af tre skumringstider ved nattetide, der fascinerer koreograf Tobias Praetorius. Der er nattehimmel på projektionen og to flygler på scenen, hvis toner og dynamikker, danserne drømmende visualiserer. 

Den perlende lethed i musikken afspejles af serier af svævende dansere i ubesværede løft, elegante drej og bløde, lange arme. En hurtig distinkt skala, afspejles i dansernes fødder, mens musikkens stemningsskift ændrer dansens udtryk og karakter. Lækkert sprudlende klaverspil væves sammen med lyde fra dansernes bevægelser som penselstrøg på lærred.

Kostumedesigner Maja Ziskas florlette, lange kjoler er farvet som nattehimlen og bidrager til de maleriske optrin i samspil med haze, blåt lys og smukke projektioner. Endnu en ballet, der væver ballethistorien sammen, her med romantisk æstetik og nyklassisk materiale i smuk forening. En smuk og rørende aften i selskab med talentfulde, autentiske koreografer og en spændende fremtid for dansk ballet.

Fototekst: Koreorama nr. 01. Foto: Fotograf: Henrik Stenberg

Se konceptvideo her.