★★★★★☆ Betty Blue – original, opkørt og aldeles rørende adaption

Teater Nordkraft har kastet sig over en sceneversion af 80’er-filmhittet Betty Blue. Teatret er den perfekte scene til formålet og teaterdirektør Minna Johannessons Betty Blue er fræk, opkørt og underholdende, men også sødmefyldt skamløs og sitrende sorgfuld. Det er med andre ord en fremragende adaption, der eksisterer helt i sin egen ret.

Jeg har med vilje ikke genset filmatiseringen af Philippe Djians 37°2 le matin, Betty Blue, før jeg skulle se Teater Nordkrafts udgave. Filmen får lov at stå uberørt i min erindring i al sin sitrende, postmoderne 80’erhed.

“Bogen er ikke så god egentlig,” som Zorc i Anders Manleys skikkelse slår fast, men filmen om at elske betingelsesløst ramte (da)tidsånden og et romantisk, ungt sind rent.

Lurendrejerisk metatwist

Lad det være sagt med det samme: Minna Johannessons iscenesættelse rammer med blotlagt nerve den rebelske følelse fra dengang, men formår samtidig med et lurendrejerisk metatwist at skrive historien ind i et mere nutidigt refleksionslag.

Zorc er en mand, der ikke forventer så meget. Han lever i henslængt spleen livet i en strandstol med lejlighedsvise handymand-tjenester for sin udlejer, da han møder den viltre Betty. Hun gestaltes i Aalborg på skift og sammen af Laura Kold, Thomas Nielsen og musiker Nanna-Karina Schleimann, mens de også varetager andre småroller undervejs.

Af og til må udvalgte tilskuere også på scenen, ligesom Zorc løbende spørger os til råds, fodrer os med trøstecroissanter og konsulterer romanen, når han skal navigere i den balance mellem liv og død, som kærligheden til Betty er. Først i en hvirvel af forelskelsens legende overmod, så stadigt mere grænseoverskridende og (selv)destruktivt. Først forfriskende oprørsk, siden mørkere og mørkere, som Bettys sind forvitrer.

Magisk musikalsk univers

“Skulle jeg være gået der?,” spørger Zorc os efter en af Bettys excesser. Men nej, han må følge med til den ende, der i originalen ender med overspændt død, men i Aalborg får lov at svæve uafgjort i et omsorgsfuldt håb, der måske trods sin prosaiskhed udtrykker en mere stilfærdig, men mindst lige så stærk kærlighed.

Men vi er i Betty Blues univers, hvor alt er stærke farver, voldsomme gesti og uforudsigelighed – også i mindre skala for publikum. Teater Nordkraft er den perfekte scene for Zorcs fortælling, for her fedter man ikke med udtrykket, men giver max gas på karakterer og effekter. Det bliver blændende, fordi fortællesnoren samtidig holdes stram i Anders Manleys venskabelige småsludren med os, og fordi ensemblet formår at skabe dybt rørende øjeblikke midt inde i den orgastiske, sensuelle storm af kærlighedsvanvid og latter.

Øjeblikkene opstår i musikken, når Thomas Nielsen og Nanna-Karina Schleimann blidt akkompagnerer Betty og Zorcs dans under den mørkeblå nattehimmel. Når Anders Manley og Nanna-Karina Schleimann slipper afsted med et hjertegribende mashup af kærlighedsballaderne Shallow, Total Eclipse of the Heart og I Will Always Love You. Det musikalske univers jonglerer magisk mellem 80’er-hits og franske chansons i originale fortolkninger, til Zorc stille forlader os til den hjerteskærende smukke slutnings sidste vemodige toner af The Best.

At turde elske

Nanna-Karina Schleimann er det musikalske powerhouse, men gør også god fyldest som den ene af de tre Bettyer. Thomas Nielsen er suverænt morsom i de supplerende roller som husvært, svoger og litterær politibetjent, men har også en fin, melankolsk sødme som Betty. Laura Kold inkarnerer vanviddet i sin Betty, der spiser livet i saftige bidder, men farer vild i sig selv. Hendes blodige hænder og skrigende øjne i bilruden er sindets gru og afmagt i ét.

Betty Blue er måske fortællingen om at elske for meget, men den er mest af alt fortællingen om at turde elske. Om at være voldsom i sine følelsers vold. Om at risikere og give los. Den er også noget værre 80’er-romantik, men bliver i Aalborg reaktualiseret uden at miste sin herligt patetiske fascinationskraft.

“Jeg er ikke færdig med at græde,” lød det i toiletkøen efter forestillingen, og også jeg sad med en tåre i øjet mod slut. Minna Johannessons Betty Blue er fræk, opkørt og underholdende, men også sødmefyldt skamløs og sitrende sorgfuld. Det er en fremragende adaption, der eksisterer helt i sin egen ret.