Sultens vanvid driver en karakter til ekstremer i ULK Productions‘ visuelt og musikalsk foruroligende Hunger, der ikke ligner meget andet på landets scener, men moderniserer forbindelsen til teatrets rod, det rituelle.
I mørke hører vi toner med kinesisk klang. I glimt ser vi en skikkelse sparke og slå omkring sig. Så sænker roen sig i lydbilledet, og de smukke lamper i sære former lyser mat op over skikkelsen, der omgærdet af røg falder til ro og kaster fiskesnøren ud.
Sulten flår i tarmene
Ulk Productions laver sære, næsten ordløse fortællinger, der bæres af visuel prægnans, et fortættet lydbillede og en ekspressiv spillestil af Emil Veber Rasmussen, der også i Hunger er karakteren i midten. Denne gang drevet af sult. Konkret sult, der ikke bare river og flår i mandens tarme, men også får ham til at skrælle et stykke af sin egen hud, da ingen fisk bider på hans krog.
Snart den ene vej, snart den anden i et ekstatisk tempo
Huden bekommer ham ikke, men lyden af et lille dyr sætter fut i en ny dansende jagt, der fører videre til en form for tohovedet, rituel danse macabre med masker på begge sider af hovedet. Snart den ene vej, snart den anden i et ekstatisk tempo med armene som vinger mod et sted mellem kroppens profane fremtrædelse og det guddommelige, der skoggerler horrordystert bag ham.
Æder sig selv og verden op
Bønnen bliver hørt og en fisk så stor som Jonas’ hval materialiserer sig. Farveblinkende og fyldt med store ben, der kan suttes med ømhed og siden arrangeres som overmodets krone. Hans sult stilles og et kort moment af empati indtræder, før egoismen sætter ind i et kvalmende voldsorgie mod den forkrøblede tigger, der kredser omkring festmåltidet.
Derfra bliver det kun mere syret i et ælte af blod, weilske valsende toner, opkast og kastration
Derfra bliver det kun mere syret i et ælte af blod, weilske valsende toner, opkast og kastration, der vrider indersiden ud på det kæmpende menneske, der i et lag af fortælleniveauer åd sig selv og verden op. Tilbage er kun den blide latter og den ildevarslende latter fra åndernes ansigt.
Mesterlige excesser
Hunger er en symfoni af stemninger mere end en fortælling. Det skyldes ikke mindst det dragende lydbillede, de tre musikere, Frederik Bak, August Korsgaard og Kim Mai Tich Nguyen Thordsen, svøber os i fra optaktens spinkle slag til slutningens dunkende trommer med referencer, der trækker vod gennem (film)musikhistorien til et helt eget univers af smerte, der ligesom Emil Veber Rasmussens kropssprog veksler mellem uhyre præcise trin og frygtens og frisættelsens anarkistiske krumspring.
Det skyldes ikke mindst det dragende lydbillede, de tre musikere svøber os i
Hunger er et tidligere værk og fremstår ikke helt så skarp som sidste sæsons Salute Solitude, der også rummede en sart medmenneskelighed, som er svær at finde i dette mere rå værk. Men det er også en kvalitet i sig selv at give sig hen til excessen, og ULK Productions må siges at være mesterlige i den disciplin. Deres værker ligner ikke meget andet på landets scener, men moderniserer forbindelsen til teatrets rod, det rituelle.
LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af Salute Solitude
Iscenesættelse: Emil Veber Rasmussen. Komponist og musiker: Frederik Bak, August Korsgaard og Kim Mai Tich Nguyen Thordsen. Tekniker og afvikler: Emil Hyldeborg. Producent: Ulk Productions.
Medvirkende: Emil Veber Rasmussen og Kim Mai Tich Nguyen Thordsen.
Hunger spillede på Teater Momentum og Aveny-T i april 2024.
