Julienne Doko lukker denne sæsons KSelekt på Det Kongelige Teater af med sin kraftfulde danseforestilling W.O.M.B, der er inspireret af hendes egen graviditet, men også inddrager andres perspektiver og et maleri af Michael Kvium. ISCENE mødte hende til en snak om forestillingen, der er endt med også at handle mere universelt om vores forhold til kroppen.
Julienne Doko spiller W.O.M.B på KSelekt fra 29. april sammen med de to øvrige dansere, Naa Ayeley og Meire Santos og musiker Gert Østergaard Pedersen. Forestillingens titel kan oversættes til livmoder, men akronymet står samtidig for Worth of My Body.
Julienne Doko valgte akronymet for livmoder, fordi alt starter der. ”Lyden af womb er varm og samtidig rummelig, den kan indeholde meget. Titlen var ligetil, men betydningen af ordet livmoder er måske lidt klinisk, så derfor kaldte jeg den Worth of My Body, for det er det, vi taler om. Kroppens værdi, at den skaber liv. Det er kraftfuldt. Jeg overvejede Work of My Body, men så foreslog min partner Worth i stedet for Work, og jeg sagde bare yes,” ler hun, da vi en kølig, våd aprilmorgen mødes på Nørrebro for at tale om forestillingen.
Livets ring af citroner
I 2014 var Julienne Doko gravid med tvillinger og på besøg på kunstmuseet AROS, hvor hun pludselig stod over for et maleri af Michael Kvium, som havde en enorm effekt på hende. ”Dette mærkelige, makabre billede af noget, jeg tolkede som en aldrende kvindekrop med et kranie på hovedet og med en ring af citroner om sig. En sær måde at fremstille kroppen på, som var meget dragende. Den gule cirkel af citroner signalerede liv for mig som kontrast til kvindefiguren, så det fik mig virkelig til at reflektere, fordi jeg selv bar på liv,” fortæller hun.
Hun bar maleriet med sig uden at vide, hvad hun skulle bruge det til, bare at det ville blive til noget og senere ræsonerede det ind i hele hendes proces med at være gravid, være angst for at dø, fødslen og alle spørgsmålene bagefter.
Hele det kontinuum mellem fødsel og død og oplevelsen af at blive mor i den store hormonrutsjebane skulle jeg selvfølgelig omsætte til bevægelse
”Jeg havde egentlig ikke planlagt at skabe noget i forbindelse med graviditeten, men hele det kontinuum mellem fødsel og død og oplevelsen af at blive mor i den store hormonrutsjebane skulle jeg selvfølgelig omsætte til bevægelse, som er mit udtryk,” fortæller hun og fortsætter:
”Ingen taler rigtig om smerten ved at føde, og det er for stort til ikke at tale om. Jeg vil ikke skræmme nogen, men dele min undren over, at ingen havde fortalt mig om smerten. Dér kom relationen til Kviums billede, for efter fødslen kunne jeg relatere min erfaring til kvinden på det”.
Hvor langt kan jeg presse min krop?
Julienne viser, hvor dybt man bruger åndedrættet, når man føder, og smiler over den gamle kliche, at en fødende ikke vil skrige, men ender med at gøre det. ”Man er ikke i kontrol, men skubber sig selv over grænsen. Du er nødt til at presse igennem og modsætter dig samtidig kroppens pres,” siger hun og fortsætter:
”Den dynamik ville jeg gerne udforske. Jeg ville vise energien i de kraftfulde bevægelser, som det også kræver at føde. Den styrke og modstandskraften i kroppen, som fx kommer til udtryk i Meire Santos sekvens, hvor hun falder og rejser sig, mister kontrollen og kommer igen”.
Man er ikke i kontrol, men skubber sig selv over grænsen. Du er nødt til at presse igennem og modsætter dig samtidig kroppens pres
W.O.M.B handler om, hvad kroppen kan. Hvor langt kan man presse den, før benene begynder at ryste? Men for Julienne Doko handler den også om at vise kroppen, som den er efter en fødsel: ”Det viser vi i spejlsektionen, som alle kan relatere til, for vi kigger jo i spejlet hver dag og ser, hvordan vi har ændret os”.
Mødrekroppe på scenen
Dette fokus fremhæves også i forestillingen af latexafstøbninger af dansernes kroppe, der viser deres kroppe, som de er med slappe mavemuskler, strækmærker og større bryster. ”Det er den ægte vare. Sådan er vi, sådan ser vi ud, men det er okay, det kan vi godt acceptere. Og det kan alle spejle sig i,” smiler Julienne Doko.
Vi er sorte mødre. Vi er mødre over 40. De kroppe vil jeg gerne sætte på scenen
Koreografien har hun skabt i samarbejde med danserne Naa Ayeley og Meire Santos. ”Jeg kender dem begge rigtig godt, og selvom vi kommer fra forskellige traditioner, har vi også danset meget sammen. Jeg ville gerne skabe et blandet udtryk mellem det moderne og det afrikanske og brasilianske, som ikke er så stærkt repræsenteret på den danske scene,” fortæller hun om de kunstneriske intentioner med forestillingen, idet hun straks efter fremhæver, at de tre først og fremmest er på scenen som mødre med vores nye kroppe:
”Vi er sorte mødre. Vi er mødre over 40. De kroppe vil jeg gerne sætte på scenen i et udtryk, der rækker bredere ud. Fødsel og moderskab er individuelt, så de to andre har også skabt egne soloer, som jeg ikke har ændret på, for det er deres perspektiver, og publikum danner også deres egne historier”.
Nedetid i det diverse, rytmiske lydbillede
Julienne Doko har arbejdet sammen med komponist og musiker Gert Østergaard Pedersen gennem længere tid og fortæller om deres kunstneriske valg på W.O.M.B:
”Gert forstår detaljerne og strukturen i bevægelserne og kan gribe mine ideer og omsætte dem i rytmik, som er virkelig kraftfuldt at have live på scenen. Til Naa bruger han mest vestafrikansk trommespil, til Meire har han skabt en meget karakteristisk brasiliansk lyd, og i sekvenserne med elektronisk musik ville jeg gerne have en funky lyd med trommer henover, så det ikke er så glat. Til slut var jeg inspireret af filmen Dunes stærke billeder og soundscape, og det skabte han, så jeg fik gåsehud”.
Jeg kan bedst lide at arbejde med kraft og tempo hele tiden og zoner nemt ud, hvis det går langsomt
W.O.M.B. er Julienne Dokos første fuldlængde forestilling, og hun er glad for, at musikken således spiller ind i bevægelserne med forskellige teksturer og udtryk. ”Jeg kan bedst lide at arbejde med kraft og tempo hele tiden og zoner nemt ud, hvis det går langsomt. Her har jeg måttet lære at lægge nedetid ind også, for vi kan ikke holde det høje tempo i en hel time,” reflekterer hun og peger også på udfordringen med at skabe en klar fortælling og sortere i sine mange ideer:
”Min mentor Marylise Tanvet har været øjet udefra, der har været god til at få mig til at reflektere over mine valg, fx det med rytme og tempo, hvor hun bad mig huske på, at publikum også skal kunne følge med. Hun fik mig i den retning, hvor jeg mere væver bevægelserne sammen som et åndedræt,” forklarer hun.
Samtidig er det også netop det rytmiske aspekt, Julienne Doko fremhæver, når jeg spørger, hvad hun tilfører den danske scene: ”Vi kan lide at danse til en rytme, og det gør man ikke nødvendigvis i moderne dans. Vores dansetraditioner skiller ikke musikken fra bevægelserne, kan man også sige”.
Danset hele livet
Det er første gang, Julienne har søgt og fået penge til en produktion i Danmark, så hun har ud over det kunstneriske også måttet lære at skrive ansøgninger og at lede en produktion. ”Det er udfordrende, men det er det også at være freelance danser i andres produktioner. Jeg har suppleret min egen økonomi som deltids fransklærer i de sidste syv år, men siden februar har fokuseret på dansen,” fortæller hun, der har vidst, at hun ville danse og skabe egne værker fra hun var seks år gammel.
Måske havde det været klogere at blive på et sted og bygge mit navn op, men jeg fortryder ikke noget
”Jeg tog en universitetsuddannelse, men vendte derefter helt tilbage til dansen, som hele tiden var der. Jeg har haft en meget international karriere, hvor jeg har rejst mellem Frankrig, USA, Danmark, Canada og Brasilien som student og som danser. Måske havde det været klogere at blive på et sted og bygge mit navn op, men jeg fortryder ikke noget,” siger hun eftertænksomt.
Håb om at komme rundt i hele landet
Efter KSelekt skal Julienne Doko til London og danse i en forestilling, mens hun også arbejder på et nyt projekt selv, der har været undervejs nogle år og udspringer af en video. ”Så jeg skal i gang med ansøgningerne igen,” smiler hun, der også ser frem til at møde nyt publikum på KSelekt:
Jeg tror, det bliver et godt mix af Det Kongelige Teaters publikum og dem, der kender mig fra tidligere
”Jeg tror, det bliver et godt mix af Det Kongelige Teaters publikum og dem, der kender mig fra tidligere. W.O.M.B minder ikke om som meget andet på den danske scene, men vi har fået virkelig gode reaktioner på den,” fortæller hun og uddyber:
”Folk er vilde med, at den er så kraftfuld, og så er der mange, der kan se sig selv i kropstemaet. Det handler ikke bare om moderskab, men mere generelt om at lytte til kroppen og hvilket forhold, man har til den. Det taler også til mænd i publikum,” slår hun fast, inden hun til slut afrunder med et håb om, at opmærksomheden fra KSelekt vil række ud over København, så forestillingen kan komme rundt i hele landet.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med KSelekt med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
