Populært lige nu

Annonce

Flere unge går i Det Kongelige Teater – interview med Kasper Holten

Den seneste årsrapport fra Det Kongelige Teater viser både et højt billetsalg og flere turneaktiviteter, men det tal, der særligt springer i øjnene, er, at hver femte billet går til unge under 25 år. ISCENE har talt med teaterchef Kasper Holten om teatrets strategier for at tiltrække de unge målgrupper.

Annonce

Det er en gentagen fortælling, at unge ikke går i teatret. At der nærmere er tale om en myte, peger Det Kongelige Teaters seneste årsrapport på. 124.423 billetter blev solgt til unge under 25 år, et antal, der er steget 41% på 6 år, og altså svarer til, at næsten hver femte af teatrets billetter i sæson 2022/2023 gik til unge under 25 år.

Nøddeknækkeren var den næstmest sete i sæson 2022/2023 på Det Kongelige Teater. Foto Henrik Stenberg.

Unge vil tages alvorligt

Unge under 25 år er ikke én gruppe, og mange af billetterne går til børn under 12 år, der følges med deres familie eller institution. De kommer typisk til de populære familieforestillinger som juleballetten Nøddeknækkeren og den store udendørs forestilling Ragnarok. Men dykker man ned i tallene, udgør unge mellem 12-24 totredjedele af den samlede gruppe, ligesom teatret også har godt fat i målgruppen op til 29 år.

Mens Kasper Holten peger på, at teatret har målrettede indsatser med skolesamarbejder og Pixi-forestillinger, som er korte versioner af klassikere, til de yngste, hvor det er de voksne, der bestemmer, afviser han, at teatret målretter repertoire til de unge, der selv beslutter, hvad de skal se.

Unge vil tages alvorligt som mennesker og de er sultne på det samme som de voksne

“Unge vil tages alvorligt som mennesker, og de er sultne på det samme som de voksne. Vores kernerepertoire handler om at blive voksen og kæmpe med de store følelser. Kærlighedshistorien i La Boheme og Hamlets tvivl rammer alle. Ungdomsforestillinger kan være skønne, men unge er ikke en særlig afart af menneskeheden. De er lige så facetterede som andre aldersgrupper, og vi oplever, at de gerne vil se det samme som os ældre,” fortæller han og peger derefter på, at det handler om at gøre det nemt at gå i teatret.

Annonce
Flere unge går i Det kongelige Teater
Kasper Holten. Foto Camilla Winther

Skærmen er ikke en trussel

Teatret har derfor skabt særlige ordninger for de unge, som med Kasper Holtens ord “gør det nemt at tage chancen og få udvidet sin horisont”. Han er særlig stolt af abonnementsordningen Sceneskift, der kan købes på månedsbasis og giver adgang til alle teatrets forestillinger, men fremhæver også konceptet Ung i Operaen, hvor man kun kan komme ind, hvis man er under 30 år.

Jeg tror på, at jo mere tid, vi bruger på det digitale, jo mere attraktivt bliver det at opleve noget i en sal sammen med andre mennesker

“Som ældre er vi mere satte, mens de unge har mere appetit på at opleve det hele. Opera har en helt anden fysikalitet end en skærm, man kan mærke opera i mellemgulvet, ligesom dansen rækker ud over det rationelle. Jeg tror på, at jo mere tid, vi bruger på det digitale, jo mere attraktivt bliver det at opleve noget i en sal sammen med andre mennesker,” siger han og fortsætter:

Skærmen er ikke en trussel, men en gave, fordi den giver lyst til at opleve det modsatte. Den er måske en trussel for flow-tv, men ikke for live oplevelser. Det, der ikke er tilgængeligt hele tiden, men hvor man skal gøre sig lidt umage med at slukke mobilen og komme samtidig med alle andre, det står i højere og højere kurs”.

Som i himlen, Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther
Musicalen Som i himlen var blandt de fem mest sete forestillinger på Det Kongelige Teater i 2023. Foto: Camilla Winther

Frugterne af en lang indsats

Kasper Holten kalder det “frugterne af en lang indsats,” at unge udgør så stor en del af publikum. Teatret har arbejdet med tiltag for børn gennem en årrække og de indsatser fortsætter og bliver udvidet, når det omrejsende børneunivers Postyrium også tager fast ophold i den gamle Stærekassebygning.

Det giver da også teatret en følelse af selvværd, at de unge også har brug for os og for klassikerne

“Vi tror på, at menneskers liv bliver rigere af kunst, og det giver da også teatret en følelse af selvværd, at de unge også har brug for os og for klassikerne. Kunstnere laver det, vi laver, fordi vi tror, andre bliver beriget af det, og det giver os lyst til at stå op om morgenen og lave gode forestillinger med noget på hjerte,” slår han atter fast og peger på, at det nu handler om, at flere forskellige unge kan komme til at opleve kunst:

“Vi skal fortsætte med de strategier, vi allerede har, men vi må også erkende, at det er lettest for os at ramme velfungerende unge. Jeg er meget spændt på ministerens tanker om at nå socialt udsatte unge med et kulturpas, og vi vil gerne medvirke til at finde ud af, hvordan vi kan bidrage til at trække dem ind i fællesskaber, der kan tilføre glæde og modvirke mistrivsel. Vi har i år samarbejdet med specialskoler om gode rammer for deres elever, når de kommer i teatret, og det er enormt meningsfuldt arbejde,” runder han snakken af.

Se hele Det Kongelige Teaters årsrapport her.  

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Niels Erling: ”Hvis vi havde løst kampen mellem fornuft og følelse, så var der ikke mere suppe at koge på den pind”

Dramatiker Marie Bjørns Lov mig aldrig at glemme handler om en...

Tre scenekunstnere udvalgt til Den Unge Kunstneriske Elite

Statens Kunstfond har netop udvalgt 13 kunstnere til det...

Borgen bliver til musical på Slagelse Teater 

I samarbejde med Lion Musicals forvandler Sjællands Teater DR’s prisbelønnede...
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

Niels Erling: ”Hvis vi havde løst kampen mellem fornuft og følelse, så var der ikke mere suppe at koge på den pind”

Dramatiker Marie Bjørns Lov mig aldrig at glemme handler om en umage kærlighedshistorie, om længslen efter at kunne leve autentisk sammen med den, man elsker, samtidig...