Sandkind er et værk af Tora Balslev og Daily Fiction, der er aktuelt på KSelekt i Skuespilhuset fra den 5.-12. oktober. 55 kilo menneske møder 55 kilo sand og sætter smukke aftryk fulde af omsorg for jord og mennesker. ISCENE tog en snak med Tora Balslev om samhørighed, forgængelighed og klarhed i mødet med sandet som levende organisme.
Sandkind rimer på mankind i kunstnerens seneste favntag med materialer. Tidligere værker har udfoldet sig i byrum (City Matters), i grusgrave (STOFskifte) og om mobiltelefonen (Naturen Kalder). Idéen til det nyeste værk, er derfor opstået som en naturlig fortsættelse i samspil med de foregående værker:
”Den daglige fiktion har hele tiden været vigtig for mig. Det at skabe nye historier om vores hverdag og de ting, vi møder på daglig basis. STOFskifte og City Matters fik mig meget i kontakt med byggematerialer, og det er interessant, hvis jeg kan ændre synet på de ting, vi ser omkring os hele tiden,” siger Tora Balslev.
LÆS OGSÅ: City Matters på turné – de vil aldrig se på asfalt på samme måde igen
Fornemmelse for sand
Idéerne opstår ofte som en fornemmelse for et materiale, fortæller kunstneren:
”Man taler tit om at have en vision, som henviser til noget visuelt, men for mig er det mere en sensation i ordets oprindelige betydning. Et sanseindtryk og en fornemmelse af, at et materiale vil mig noget, og jeg vil noget med det.”
Det er fascinerende at komme ind under huden på noget, der ikke er os
En tur i sommerhuset under pandemien førte til det første møde med sandet, der blev lovet, at det ville komme tilbage på stranden efter en tur i garagen, hvor det blev spredt ud i 6 graders varme:
”Det var koldt, men også virkelig fedt. Jeg opdagede, at når man spreder det tyndt, får det en landskabseffekt. Man kan tegne i det. Det er fascinerende at komme ind under huden på noget, der ikke er os eller snarere komme ud gennem min egen hud for at møde det, der er på den anden side og finde ind i sandets tid.”
Tora Balslev brugte tid på at læse om dyb tid og fandt en bog af Marcia Bjornerud, der hedder Timefulness – How Thinking Like a Geologist Can Help Save the World:
”Jeg observerede og overvejede, hvordan sand opfører sig. Fra at være en varm og delvist smeltet magmakappe rundt om jordens kerne, er det blevet skubbet op gennem jordens skorpe i form af bjerge, der er eroderede og krakelerede over tid og blevet til små sandkorn. Det hjælper mig til at forstå jordens materialer som en levende livsform, der bevæger sig og har varme. Der aktiveres et bevidsthedslag som en øvelse i timefulness, hvor jeg begynder at tænke som en geolog, bare med kroppen,” fortæller Tora Balslev.
LÆS OGSÅ: Naturen kalder – et stort aluminiumskram fra Jordens indre
Eroderende handleplaner
Tora Balslev havde mange idéer til forestillingen, der er bistået af dramaturg Betina Birkjær og koreografisk konsulent Antoinette Helbing:
”Det blev en lang proces om at modstå trangen til at lægge flere og flere ting på forestillingen på samme måde, som vi lægger mere og mere ind i vores dagligdag. Hver gang for at indse, at det ikke var nødvendigt. Ikke engang et kostume gav mening, selvom det er grænseoverskridende at være nøgen på scenen.
Ønsket om at møde et materiale er også et håb om at møde det på en anden måde end i den forbrugsrelation, vi kender. Den økonomiske struktur siger, at vi hele tiden skal have mere og mere. Vi producerer og forandrer formen på værens-formerne omkring os. Jeg syntes fra begyndelsen, det var meget smukt, når jeg bare lå med min krop i sandet og bevægede det. Men var det nok?
Jeg skriver på et tidspunkt i en logbog, at det er, som om alting siver ud af mig. Den her fornemmelse af, at sand siver og løber ud, så alle handlingsplaner eroderer. Det er virkelig en øvelse i at give slip. Også på forestillingen om, hvad en forestilling er og behøver at være,” siger Tora Balslev.
LÆS OGSÅ: STOFskifte – betagende bjerglandskab i byen sætter sanserne i bevægelse
Kalligrafi og forgængelighed
Sandkind er også en øvelse i at være i forandring. Det er en anden af Tora Balslevs store fortællinger om, at vi er en del af jordens mange livsformer. Under et projekt på forsøgsstationen med illustrator Katrine Stewart blev der arbejdet med kropsaftryk. Her opstod idéen til kropskalligrafi inspireret af vandkalligrafi, som er en taoistisk praksis med tegn på sten, der efterfølgende fordamper:
”Jeg opdagede, at det blev ret fedt, når man spreder sand ud på et hårdt underlag. Publikum kommer derfor til at opleve Sandkind som et møde mellem sandet og mennesket. Den ene nærmer sig den anden og skaber et billede, en sandkalligrafi, der forandrer sig undervejs gennem langsomme, meditative bevægelser mellem sandkroppen og menneskekroppen.”
Publikum kommer derfor til at opleve Sandkind som et møde mellem sandet og mennesket
Værket udfolder sig overordnet gennem tre sandbilleder: En sandbunke, som publikum er med til at skabe. Et landskab skabt af kroppens aftryk – og afslutningsvist en ny organisk form. Martin Danielsens lysdesign fremhæver sandets kvaliteter og arbejder især med lys- og skyggeeffekter. Tin Soheilis musik til forestillingen består af optagelser fra NASA af planeter, der rejser i rummet sammen med frekvenser inspireret af sandmolekylernes strukturer.
Sandets klarhed og ro
”Selvom det har taget fem år at skabe forestillingen, er fem år ingenting i et sandkorns perspektiv. Det er endt med en virkelig enkel forestilling, hvor der ikke sker ret meget efter traditionelle opfattelser, men rigtig meget på et mere subtilt plan,” forklarer Tora Balslev.
Selvom det har taget fem år at skabe forestillingen, er fem år ingenting i et sandkorns perspektiv
Sandets karakter spejles i selve den koreografiske metode, der fx er inspireret af Butohdansens arbejde med indre billeder og med tråde til shamanisme og animisme. Så hvad foregår der egentlig i performerens hoved under en langsom dans med sand på sandets præmisser?
”Faktisk bliver hovedet tomt, når jeg er sammen med sandet. Jeg oplever en form for klarhed eller et fravær af tanker. Jeg får virkelig ro af sandet, og det er fascinerende. Da jeg researchede til forestillingen, læste jeg også om krystallernes kraft. Sand er 95% kvarts, altså bjergkrystaller. De beskrives med egenskaber som visdom, klarhed og ro. Det er præcis det, jeg oplever,” fortæller Tora Balslev.
Kunstneren læste også, at sand bruges som terapi til at berolige sindet, fx på plejehjem:
”Det fik mig til at tænke på, at måske er det bare det, den her forestilling er. Vi befinder os normalt i de høje gear, og jeg har bare lyst til at ligge i sandet og håber, at min ro smitter af på omgivelserne.”
Mærk, hvad du har kært
Udover billederne i sandet, er forestillingen ifølge Tora Balslev også et ritual og en omsorgshandling. Publikum er nemlig med til at skabe billedet ved at hælde sand fra spande i en nærmere defineret bunke på gulvet. Det opleves som performative omsorgshandlinger, fordi sandet skal håndteres på en bestemt måde i en følelse af at blive en kraftfuld del af noget større:
”Jeg er overrasket over effekten, fordi jeg ofte har en ydre bevidsthed om, at en opgave i en performance tager en bestemt tid, og at det er mig, der har fokus. Men her forsvinder den bevidsthed, og på den måde bliver det i stedet til et fælles ritual,” siger Tora Balslev.
Der har været mange positive tilkendegivelser på værket og den måde, kunstneren giver sandet omsorg på, men sandet giver også tilbage:
”I virkeligheden føler jeg, at det er mig, der får omsorg, når jeg tager mig tid til at være sammen med materialerne. Det er en del af drivkraften bag dancing-matter-værkerne og den her form for performancekunst. Jeg føler, jeg har brug for det.”
Tora Balslev nævner også bogen Notat om den nye økologiske klasse af Bruno Latour og Nicolaj Schultz, der udkom i 2022 og beskrev den politiske stagnation trods klimakrisen:
”Forfatterne sagde, at vi skal finde ud af, hvad vi kæmper for, og det kan forbundethed bidrage til. Der gik en prås op for mig, da de sagde det så klart. De taler i desperation, fordi der ikke sker nok, og vi kunstnere har altid kritiseret systemet. Så jeg håber, at Sandkind kan hjælpe os med at mærke, hvad vi skal kæmpe for, og hvordan vi gerne vil møde vores fysiske omverden.”
Materialer åbner sårbare rum
Tora Balslev fortæller, at hun øver sig i at være sig selv og sige tingene, som de er og ikke være for mystisk. Det er vigtigt at gøre publikum trygge i de grænse- og normbrydende rum, performancekunst ofte udspiller sig i. Hun kommer ud i foyeren, fortæller om stykket og inviterer med ind på scenen.
Efter forestillingen kommer publikum ofte hen og tilkendegiver, at det rørte dem meget, hvordan hun interagerede med sandet:
”Publikum bliver lidt forklarede som efter en fælles meditation. Jeg ved ikke helt, hvordan nærværet bliver skabt. Måske i kontrasten til det, man kommer fra. Det er lidt det samme, der sker i kontakten med andre råstoffer, jeg har arbejdet med. De åbner for de helt sårbare og nære rum. Med Sandkind sker det indendørs i et lidt mere destilleret rum, hvor man kan få lov at lande, inden der kommer en gravko, og man skal videre.”
Tora Balslev og Daily Fiction lancerer også publikationen Dancing Matter i forbindelse med den nye premiere.
