Vildvejen i teatret Østre Gasværks foyer er en sanseflad, digital bagatel, der lover mere end den holder.
”Totaloplevelse for alle seks sanser”, lokker teksten på Gasværkets hjemmeside og frister videre med at ”Det lange græs kilder vådt mellem dine tæer, og der er en duft af blod”.
Det lyder fedt, men er desværre en sandhed med modifikationer, for der er hverken vådt græs eller duft af blod i den ultrakorte 3D-tur på Vildvejen.
Oplevelsen er ikke en del af forestillingen Vildheks, men en separat forlystelse, der kan købes billet til før og efter forestillingen.
Med et par VR-briller, et sæt hovedtelefoner og på strømpesokker, påbegynder publikum den få meter korte 3D-tur ind på Vildvejen.
Herinde mødes publikum af et digitalt forsimplet univers, der udover lidt klippeland, skov og et vandfald ikke byder på mange detaljer. En ramponeret træbro forbinder vildvejen over en dyb kløft, og da publikum passerer broen, falder der pludselig et bræt i afgrunden.
Lider man af højdeskræk giver det nok et sug i maven, men ellers er det en noget sanse-fattig tur. Vel over broen går turen tilbage igen – med samme effekt, og udover en flaksende sort engel og lidt fygende fuglefjer er det, hvad der tilbydes på ”rejsen”.
Strukturerne i underlagets gulvbrædder kan mærkes gennem strømperne, og understøtter helhedsoplevelsen med fin sanselig effekt, men der er langt op til ”en totaloplevelse og stimulering af alle seks sanser”.
3D-turen tilfører ikke fortællingen noget nyt, og det er ren utopi at børn ned til ni-årsalderen skal nå at ”føle sig som hovedpersonen” i forestillingen i de få minutter, man har 3D-masken på. Den endimensionelle sanseoplevelse af højdeskræk, er ikke specifikt knyttet til fortællingens Vildveje og kunne være en effekt i et hvilket som helst fantasy-univers, her føles det helt malplaceret.
