Det Frie Felts Festival løb i år af stablen for sjette gang, og skulle have udfoldet sig i forskellige scenerum i Aarhus og København. Men som så mange andre events måtte festivalen gå digitalt og det slap den nogenlunde godt fra, selvom det publikumsinddragende element, som ofte spiller en markant rolle i netop Det Frie Felts værker, er svær at få med ud i skyen.
Det Frie Felts Festival måtte omstille til det digitale rum og har i den forløbne uge sendt nogle timer hver dag med mulighed for at gense det hele efterfølgende. Festivalens kunstneriske ledere Erik Pold og Gritt Uldall-Jessen styrede slagets gang, der var bygget op med tre visninger og en efterfølgende artist talk med de involverede kunstnere dagligt, undtagen på åbningsdagen, hvor vi fik fire interviews. Der var også flere sidebegivenheder, så alt i alt var der en del at kaste sig over, hvis man er nysgerrig på, hvad der rører sig i det mangfoldige, frie felt.
Festivalen kommer vidt omkring og det kunstneriske team er lykkedes godt med at vise både bredde og kvalitet på mange forskellige niveauer. En del værker blev noget amputeret af at blive flyttet til digitale formater, hvilket i praksis typisk var dokumentationsformater, videobidder eller trailere kombineret med kunstnerens intro og enkelte gange uddrag spillet på scenen på Teaterøen, hvor festivalen blev transmitteret af et særdeles kompetent afviklercrew, der næsten fik det til at se ud, som om den var tænkt digitalt.
Naturen i og omkring os
Klodens tilstand og menneskehedens deraf følgende sårbarhed er på spil i en del af værkerne, stærkt præsent i Kasper Daugaard, Anna Rosa Hiort-Lorenzen og Kristian Hverrings Levende Landskab? – en æstetisk inciterende smuk installation af hverdagens plastikmaterialer, der er en visualisering af et konkret islandsk bjerg, men jo mest af alt en refleksion af plastikforureningen af blandt andet havet.
Det samme er på spil i LYD PORTs blændende, næsten gudesmukke videoværk Macro Plastic, der monotont, men åh så appetitligt for øje og øre mimer musikvideoens koder til en fremstilling af plastiks cirkulære vej gennem natur og kultur og dualiteten i materialets gode henholdsvis slette effekter på disse, som kunstnerne selv formulerede det.
Pelle Staack, Marie Holm Østerskov og Alexandra Moltke Johansens multidisciplinære værk ÆRA, som vi så de to simultane videodele af, gik mørkt et skridt længere ud af den dystopiske fortælling om civilisationens sammenbrud med sine tyste våde og tørre verdener.
Kulturens billeder
Kulturen har meget på samvittigheden. Ikke bare klimakrisen, men også de internaliserede billeder af krop og køn, som så ofte har været og også stadig er i fokus for den kunstneriske skaben. WunderVerks KvindeLIG og Linn Haldrup Lorenzen: Hide and You Shall Seek tager begge fat i den kvindelige krop med hvert sit groteske univers af masker, overdimensionerede kønsdele og kvindekonnoterende rekvisitter.
Med en anden og mere sofistikeret vinkel, men alligevel i samme boldgade Paolo de Venecia Giles post-pandemiske udgave af sin Mahal. Det dragende danseværk præsenteres som en ”dekolonialistisk genforhandling af erotik, maskulinitet og erindring på baggrund af macho-dancing og kendte kærlighedssange. Macho-dancing er et filippinsk fænomen, hvor mandligt kodede dansere optræder sensuelt for penge”.
Grundet nedlukningen måtte de Venecia Giles streame sekvenser fra sit soveværelse, hvilket forstærkede værkets lag af voyeurisme. de Venecia Giles var i øvrigt en særdeles velreflekteret formidler af sit eget værk, og var dermed et af ugens bedste bud på at række ud til de mindre indviede blandt publikum.
Hvem er jeg?
Mahal forhandler identitet, og det tema blev selvfølgelig også vendt i andre af festivalens værker. Denise Lims soloperformance Barely There reflekterede hendes forhold til dans og dermed hendes identitet som danser, mens Jules Fischer nok ganske præcist kaldte sin koreografi VANITAS for ”a tiny coming-of-age story”. Tre dansere var på scenen, og som det fremgik, kunne der være flere og andre. Fischer har skabt konceptet, men danserne udfylder det med deres eget bevægemønster og energi. Et meget enkelt og fint eksempel på den fælles skaben, som gik igen i mange af festivalens værker.
Annika B. Lewis/Kassandra Productions The Soul Catcher handler på sin vis også om identitet, for jeg’et slås itu i et skadeligt forhold. Værket blev præsenteret i en række småklip, som ikke helt ydede dets barske emne og catchy form retfærdighed.
Poetisk politik
I den mere realpolitiske ende af spektret finder vi Helle Fuglsang/WilmaVersion, der i Bag Hegnet forener poesi med civil ulydighed, da Fuglsang måtte omgå myndighederne for at skaffe sig adgang til Sjælsmark, hvor hendes videoværk er optaget med børn, der i leg, trin og mime tematiserer de grænser, der er definerende for deres liv, geopolitisk som helt konkret. Man kan vel efterhånden godt tillade sig at kalde Helle Fuglsang en grand old woman udi disciplinen at kombinere det kropsligt lyriske med en nysgerrighed på det menneskelige og en insisteren på det humanistiske.
Lidt yngre, og måske derfor også noget mere in-your-face-forurettede er de ovre i Departementet, hvor Christian A. Rossil giver gas som skiftevis raketrasende og blød mand-desillusioneret i Homo Økonomikus, der via bankerne udstiller kapitalismen i os selv på ganske begavet vis. Performancen skulle have været en vandring rundt om Danske Banks hovedsæde med kun tre tilskuere ad gangen, men blev nu til en videoudgave med os bag skærmen som tilskuere. Ærgerligt, for også denne performance kan – uanset om man sympatiserer med dens budskab eller ej – spilles for og med de fleste.
Det sanselige
Trods den kolde skærms filter kommer vi ikke uden om det sanselige, der spiller en rolle i al levende kunst, og som oftest i særdeleshed i Det Frie Felts genrer. Antoinette Helbings The Laughing Game minder i sin afsøgende og ganske monomane tilgang om Denise Lims performance, men er især karakteriseret ved latterens kropslighed. Pakket ind i hus, skov og mark, med eller uden stemningsskabende underlægningsmusik får Helbings projekt rørt de nuancer af latteren, der går over i gråd eller vrede.
Emilie Gregersens soloperformance Touch er også såre enkel i sin tilgang – at røre. Hun udpeger i sin intro relationen mellem hænder og blik som velfungerende i videoversionen, men ligeså forført bliver man af lyden af hænder, mod gulv, mod ansigt, mod krop.
Peter Scherrebeck, Katrine Staub og Snorre Elvin rører også en del i deres på en gang klassiske og dog så spøjst nytænkende performance Porous Nests. Det fabulerende rum, den gentagne, nærmest rituelle omgang med materialer, de skiftende positioner som ledende danser, flirten med seler og den umådelige oplevelse af kærlighed, de formår at fylde deres reder med, var en uventet fin oplevelse.
I samme liga var Sofie Birch og My Lambertsens lydperformance Whisper Fold Brush, der med ASMR audiofile lydstimuleringer (der er en form for hjernemassage, der simulerer lyde og angiveligt er beroligende) kreerer de et helt unikt univers. Kostumer og de genstande, de laver lydene med, er skabt af genbrugsmaterialer, og lydene transformeres til billeder. En helt magisk DJ-performance, der også vil gøre sig langt uden for felt-reservatet.
Hvad sker der hos de unge?
I festivalens sideprogram kørte The Living Manifesto arrangeret af og med afgangselever fra Master-uddannelsen på Den Danske Scenekunstskole (DDSKS). Programmet, der bandt de forskellige dele sammen med spørgsmålet “Why does art matter – NOW?”, bød på researchpræsentationer, værker, talks og et dyk ned i det fælles manifest, der, som titlen antyder, er et levende dokument.
Kun dele af festivalen var omskabt til det digitale rum, mens resten vil komme i en live udgave til sommer. The Living Manifesto åbnede modigt dørene for work-in-progress og afsøgende kunstnerisk praksis og levede dermed op til deres eget erklærede ønske om at være transparente ved at invitere publikum indenfor i et erklæret nysgerrigt fællesskab, der trods deres varierede udtryk og arbejdsprocesser alle havde en blid alvorlighed i sig. Det er fortsat muligt at se dele af programmet på festivalens site.
Efter uddannelsen kan de unge kunstnere fx arbejde videre i regi af HAUT, der er scene, værksted og producent for netop nye generationer af scenekunstnere. Kunstnerisk leder Naja Lee Jensen præsenterede scenens arbejde med kunstnernes udvikling og research, som hun sammenlignede med begrebet fri forskning, idet begge handler om fordybelse, der ikke nødvendigvis resulterer i et produkt, men nogle gange i et fravalg. Den frie forskning fungerer også fint som metafor for The Living Manifestos program og i fx Denise Lims og Antoinette Helbings projekter. HAUTs metode er centreret i organiseret feedback fra publikum, der ifølge Lee Jensen ud over at åbne rummet for kunstnerne også giver publikum en større empati med det kunstneriske, fordi de kommer med i maskinrummet.
Men kom de så, de der publikummer?
Hovedfestivalen havde knap 1000 unikke seere i løbet af ugen. De fleste dog i tidspunkter efter livestreamen, hvor gennemsnitligt 60-70 kiggede med og benyttede sig af lejligheden til at stille spørgsmål under de artist talks, der rundede hver dag af. Det gik mere trægt nogle dage end andre, og værterne havde klogelig medbragt en hat fuld af spørgsmål selv.
Festivalen har blandt andet som formål at styrke kendskabet til Det Frie Felt, og publikum kom da også op som emne i flere artist talks. ”Alle kan jo se det her”, blev der sagt i forskellige variationer. Mange er nok et lidt mere realistisk mål end alle – det er jo heller ikke alle, der går til pokalfodbold. Langt de fleste værker var bestemt åbne for de fleste – ligesom en del samtaler var meget lukkede om feltets egne agendaer og referencepunkter.
Lukket fagfest
Det Frie Felt bruger utroligt mange ord til at tale om sine værker, hvilket kan være med til at fastholde feltet i den kasse, der er mærket elitær. Samtidig bidrager introduktioner og artist talks ikke altid med noget, som man ikke selv kan opleve i værkerne – og så stod de sig måske bedre i egen ret?
Artist talks er helt berettigede som en kilde til refleksion og fælles læring for de særligt interesserede, men for de mange tilskuere, der ikke er en del af feltet eller i det mindste branchen, vil introduktionerne være alt rigeligt. Resten er mestendels en lukket fagfest, hvilket åbningsdagens to tæt på intetsigende interviews med de ellers superinteressante kunstnere Ivo Dimchev og Florentina Holzinger var et af de bedste, dvs. dårlige og fordomsforstærkende eksempler på. Nogle gange er kunsten bare det fedeste – ikke den (pseudo)intellektuelle dissekering af den. Drop derfor interviewet med Holzinger og tag en smagsprøve på hendes værk Tanz i stedet.
Det var som sagt ikke lige gunstigt for alle værker at blive hugget op i bidder eller fremstå i dokumentationsform, for andre gik det bedre. En af styrkerne i Det Frie Felt er, som også nævnt, jo netop publikumsinddragelsen – den er svær at få med, når man sidder der bag skærmen. Men hvorom alting er, var det en kraftpræstation at få transformeret festivalen og digitalformidlet værker, talks og researchpræsentationer, der alle stadig er tilgængelige på festivalkanalen.
Der er også mulighed for at deltage i festivalens sidste indslag, webinaret COVID-19 restriktioner som kunstnerisk benspænd? co-produceret med Performing Arts Platform og Udviklingsplatformen for Scenekunst, torsdag d. 28. januar kl. 15-18. Tilmelding her.
