Instruktør Ina-Miriam Rosenbaum fortæller om konceptet, konsekvenserne og tankerne bag Scenekunstfilmen – En retfærdig krig.
Med udgangspunkt i teaterforestillingen Den retfærdige kriger har Ina-Miriam Rosenbaum i samarbejde med Teater Grob og filmproducent Torben Skjødt Jensen skabt det, de selv kalder en scenekunstfilm.
”Formatet stiller de samme spørgsmål, som vi undersøger i vores teaterforestilling, men i et miks af filmet satire, rapmusik, spoken word, videolag og dramatik, der er koblet sammen med et dokumentarisk spor – en dialog mellem en journalist og en tidligere udsendt i Irak,” fortæller instruktør på forestillingen, Ina-Miriam Rosenbaum.
Spillestil – film kontra teater
Der er mange overvejelser i forlængelse af at flytte fra scene til filmformat. Ina-Miriam Rosenbaum fortæller: ”Vi har talt meget om spillestil – forestilling kontra film. Skal man nedtone sit udtryk? Skal man tænke mere naturalistisk? Forestillingen er satirisk og båret frem af de tre skuespillere, Anna ur Konoy, Sofia Mehlum og Karin Bang Heinemeier. De spiller alle karaktererne også mændene, fx Bush, Blair, Fogh, Per Stig Møller, Colin Powell. De er embedsmænd og politikere og suppleres af kludedukker. Det i sig selv giver en spillestil, der rummer karikaturer og ikke er specielt naturalistisk.”.
“Vi har i forbindelse med optagelserne lavet den pagt at stå ved forestillingens univers, når vi filmer. Det er det, der er øvelsen og eksperimentet. Det er klart, skuespillerne tilpasser deres udtryk, når de skal spille til kamera frem for til teatrets scene. Men karaktererne er lige så skarpt tegnet i filmen som i forestillingen. Skulle vi have skabt en ny spillestil til filmen, ville det være et andet værk og fjerne sig markant fra de oprindelige intentioner”.
”I filmen forsøger vi at mikse fiktionen og virkeligheden. De tre kvinder har mere karakter af fortællere. Vi følger ikke deres udvikling, som vi gør det i teaterforestillingen, men mere Anders Fogh Rasmussens og den demokratiske proces op til Folketingets beslutning om at gå med i krigen mod Irak,” forklarer Ina-Miriam Rosenbaum og tilføjer: “Som en perspektivering hører vi så om, hvordan disse hændelser i virkelighedens verden påvirkede den soldat, der blev udsendt i Irak gennem journalist Christoffer Emil Bruuns samtale med Sara La Cour, forkvinde for kvindelige danske veteraner.”
Afgiver suverænitet til kameraet
”Da vi optog, afgav jeg en stor del suverænitet til kameraet og til dem, der stod bag. Jeg har måttet stole på, at klipperen kunne få de ingredienser, som vi gennem flere måneder har skabt til scenen til at leve på en egen måde i den kontekst, som vi har valgt til scenekunstfilmen,” siger Ina-Miriam Rosenbaum.
“Jeg er selv med i klippefasen, og der er opstået et andet udtryk i klipperummet, så materialet tager sig anderledes ud end i teaterforestillingen. Det har også været målet og eksperimentet. Men det at flytte forestillingen over i et andet format har også betydet en masse fravalg. Der er så mange skønne scener og musikalske elementer i forestillingen. Men vi har valgt at lave et format på lige under en time,” fortæller Ina-Miriam Rosenbaum.
“Jeg tror, det er svært at fastholde folk længere i det digitale rum. Og så skærper det historien. Jeg har også opdaget, hvor bundet man er af at skabe til et levende publikum. En forestilling som Den retfærdige kriger henvender sig ofte direkte til sit publikum. Der spilles til salen. Det er også det Signe Kroghs scenografi og videolag er skabt til. Udfordringen er, at filmoptagelserne skaber nye ’rum i rummet’. Man er ikke på samme måde afhængig af ’geografien’ som man er på en scene. Så udfordringen ved at filme, er at bryde scenografien op i andre og mindre ’rum’.”
Mange nye spørgsmål
“Der er mange nye spørgsmål, når vi producerer en scenekunstfilm, der skal tages stilling til og som vi arbejder for at løse. Ét er fx, hvor lang tid vores film skal være tilgængelig? Skal den koste noget? Kan vi sende scenekunstfilmen på turné til landets teaterforeninger? Kan vi skabe et online premiere-event – eller flere? Og hvilken mediepartner eller platform vi skal have med på at distribuere?,” fortæller Ina-Miriam Rosenbaum om overvejelserne omkring projektet.
“Vi er godt i gang med at svare på det hele. Samtidig har vi skulle afklare de rettighedsmæssige forhold for alle medvirkende og medskabere. Vi har været i dialog med alle de involveredes fagforbund. Men selvom der er stort tryk på det digitale landskab lige nu, er der endnu ikke lavet nogle skabeloner for kontrakter. Derfor har vi måtte forhandle med hver enkelt om vilkårene for visning.”
Digitalt teater skal tænkes ind fra begyndelsen
“I forhold til de digitale forestillinger, så tror jeg, at det er de forestillinger, der også fra starten tænkes ind i et digitalt format, der har den største chance for at skabe nærvær gennem skærmen. Måske forestillinger, der med input fra seeren forandres og tilpasses ved hver eneste streaming”.
“For min egen del må jeg sige, at provokationen i at være nedlukket og skulle tænke digitalt har den direkte konsekvens, at jeg i min næste forestilling i Projekt Glemmebogen; Det Fortrolige Rum om offentlighedsloven, som har premiere på Svalegangen i januar 2022, vil tænke en scenekunstfilm ind fra start. En scenekunstfilm, der kan nå ud til de uddannelsesinstitutioner og fakulteter, jeg fra starten havde tænkt som en vigtig målgruppe for lige netop denne forestilling” siger Ina-Miriam Rosenbaum og konkluderer: “Så Scenekunstfilmen – En retfærdig krig er en start på et ny format, som jeg helt sikkert kommer til at arbejde videre med at udvikle de næste år”.
Scenekunstfilmen – En retfærdig krig kan ses den 22. marts 2021 her.
