Husets Teater åbner sæsonen med en splatterforestilling om at føde og blive mor. Det er en både morsom, knugende og temmelig ulækker forestilling, der sanseligt flænser moderskabets dybe, sorte huller op og krænger dem ud til verden.
Hver generation har sine beretninger om fødsler, og vor tids fødedygtige generation har spejlet sig i Olga Ravns prisvindende roman Mit arbejde, der følger forfatteren Anna, fødslen af hendes søn, hendes fødselsdepression og hendes angst for adskillelse fra sønnen, der afspejles i rivalisering med faren om mødrerollen. Det sidste er et nyt perspektiv, som gjorde fortællingen relevant for mig, selvom jeg ikke lige stod og manglede endnu en roman om fødsler.
En splatterforestilling om fødsler er til gengæld en helt anden sag. For mens barselslitteraturen er omfattende – også med horror-twist – er det virkelig sjældent at se en gravid krop eller fødsler på scenen. Liv Helms version af Mit arbejde ramte mig da også langt dybere end romanen selv. Selvironisk. Klam. Uhyggelig. Sårbar. ”Jeg skriver fra et hjernedødt sted,” messer Anna. Og nej, man behøver ikke have haft en fødselsdepression for at genkende de dunkle afkroge, moderskabet kan afføde.
Blodpølens rødhed
Scenen er bar og hvid, men fyldes undervejs op af hverdagens objekter som en visualisering af moderens arbejde. Der er mange blodplettede lagner, der skal vaskes. Der er frikadeller, der skal steges. Der er juletræer, der skal saves op. Der er kaffe, der skal brygges. Hjemmets kendte lyde, blander sig med nerveridsende susen fra lysstofrørene over scenen, der efterhånden pilles ned og indgår i slutbilledets symbolik.
Men først er der bart. Christine Sønderris, der udgør den ene del af Anna, gør det varme fodbad klar. Dypper fødderne akkompagneret af suk, støn, lyde, der tilhører fødslen. Marie-Lydie Melono Nokouda, der er den anden del af Anna, ligger omtåget i blodpølens rødhed og leder efter barnet. ”Jeg fandt ingen lykke i det værelse, hvor de havde bedt mig lede efter den,” lyder åbningen og afslutningens mantra, idet der dog gives plads til fødende med andre oplevelser, end den sorte eksistenskrise, der rammer Anna.
Som et knivstik
Krise i forholdet til det arbejde, hun gjorde før som forfatter. Krise i forhold til kæresten Aksel, der også vil være mor for sønnen – fordi han vel vil bryde de heteronormative forældreroller og ikke har andre rollemodeller at læne sig op ad. Og bare helt grundlæggende krise med tanker om knive, vand og fald fra store højder.
Romanfigurens spaltethed materialiseres i de to skuespillere på scenen, der på skift og nogle gange samtidig er Anna. Det fungerer særdeles godt, særligt i de bidske og selvironiske scener, og måske allerbedst i den lattertøvende scene, hvor de/hun undres over, at de/hun engang – før fødslen – har skrevet en tekst, som de/hun nu kun genkender håndskriften på. Liv Helms personinstruktion er som vanligt knivskarp og får det bedste frem i begge skuespillere. Der vrænges, rases, drømmes og tvivles med dyb nuance og overlegen selvironi. Rummet destabiliseres af de skiftende stemninger og det hjemlige bliver ildevarslende. Nogle gange hurtigt som et knivstik. Andre gange udpenslet ulækkert, som når babymosen siver ned over Christine Sønderris’ ansigt eller moderkagen slasker om Marie-Lydie Melono Nokoudas ben.
Mit arbejde er måske lige det længste og knap så skarp i de langsomme, tågede sekvenser – hvilket jo kan være en pointe i sig selv. Overordnet er det en uventet sjov – og skræmmende – forestilling, der lægger sig fint i forlængelse af Liv Helm og scenograf Freya Sif Hestnes’ Lille Eyolf som en lidt løsere, men ikke mindre foruroligende fremstilling af hverdagslivets gru.
SE OGSÅ: Lysdesigner Nanna-Karina Schleimann fortæller om Mit arbejde
