Dansk Danseteater har efter en lang lockdown endelig fået mulighed for at vise deres internationalt roste værk Sirene inspireret af mytologiske kvindeskikkelser, der med sang lokker sømænd i havet. Der er noget på spil, når døden er begærets pris og mennesket er i opløsning mellem dyr og menneske. Det er bare svært helt at mærke det, og i stedet er forestillingen en visuel smuk helhedsoplevelse af lys, musik og generøs koreografi.
Black out! Sådan begynder forestillingen, og det er ret behageligt. Dels nulstiller det publikums sind og blik, dels får sirenen mulighed for at dykke ned under havets overflade. Det store gennemsigtige kar indeholder det mystiske væsen iført lang, grøn kjole i strålende spotlys. Med et ryk dukker hun op af vandet og indleder sin forføreriske dans på gulvet med stort scenisk nærvær. Det første mandlige vidne er iført lyseblå bukser og tydeligt draget af det fascinerende væsen.
De øvrige fem mænd i castet, iført sorte jakkesæt med bar overkrop under, ruller på gulvet som bølger på et stille, mørkt hav. De følger hende uimodståeligt som hviskende glemsler fra underbevidstheden. Der er noget sfærisk og flygtigt over personernes tilsynekomst gennem de klassisk moderne linjer glidende mellem impulser og reaktioner. Et stort sejl danses ind og etablerer skibets sejl, hvorefter det hurtigt forsvinder igen og kortvarigt omslutter sirenen til toner af Franz Schubert.
Overgangsriter søsat på et følelseshav
Værket er fra 2018, samme år som koreograf, Pontus Lidberg, blev kunstnerisk leder for Dansk Danseteater. Det er første del af en trilogi om netop de flygtige, liminale væsener i græsk mytologi, der til alle tider har været forbundet med overgangsriter i bred forstand, hvorfor de er ustabile i form. I romantikken optræder væsenerne typisk i 2. akt af Bournonvilles balletter om identitet i udvikling.
Det stærke cast præsenteres en efter en i hver deres karakteristiske solo, og den udtryksfulde sirene er tilbage på scenen med bar overkrop under et lyseblåt jakkesæt. Sejlet bruges også til Jason Carpenters sort-hvide effektfulde projektioner fra blitzende streger til dyrehoveder, vand, søjler og himmel, der medfortolker de indre, psykologiske tematikker. Sirenens påvirkning af mændende gør dem gradvist mere blottede, og gennem længslerne ryger formerne.
Antistruktur kendetegner denne følelsesstorm, der måske også kan forklare den lige så flygtige blå, komiske scene, koreograf Pontus Lidberg har indlagt. Den opstår fra intet og opløses igen af de mørkere kræfter. Danserne ifører sig hundemasker på skift og får tiltagende dyriske udtryk med tunge armbevægelser og fodtramp. Kroppene pulserer intenst fra brystet ledsaget af medfortolkende lyssætning og Stefan Levins lag af elektronisk musik, der klinger rigtig godt i salen.
Mandlige længsler ramt af søsyge
Et øjeblik ser det ud som om, de skal kaste op, men søsyge er næppe det, de unge mænd fejler. De er grebet af en pulserende længsel, som kun den manipulerende sirene kan lægge en dæmper på igen. Hun samler den splittede gruppe og fører dem mod hinanden, så drifterne finder sit leje ledsaget af Schuberts blide toner. Gradvist vender hun tilbage til sit grønne univers i grønt lys og grøn kjole. Projektionerne stopper, og mændende ruller bølgende hen over gulvet igen.
Transformationen er tydelig. De omfavner, holder i hånd, danser i par og kysser hinanden på munden. Mændene løfter sirenen op bag karet med vand i en smuk formation, som afslutter det tranformerende møde med havets mystiske kvindeskikkelse. Spørgsmålet er, om en sådan alliance alligevel kræver et offer?
Kunsten at turde udfylde sit eget skind og rumme relationen
”Sømændende” skal håndtere at være i deres eget indre, ukontrollerede følelseshav og tæmme livsvilkår som kreativitet og passion. Forestillingen står dog stærkest på den ydre, pæne fremstilling hvor bag- og sidebelysning, haze og filtre skaber en æstetisk mystik sammen med de to vidt forskellige musikalske stemningsknapper.
De fire grundelementer som vand på scenen er effektfulde i teater, men får mest symbolsk værdi her. Den enkle scenografi og Karen Youngs skarpe kostumer giver det psykologiske drama den plads, det fortjener med så dygtige dansere. Dem ville vi gerne have haft en rolleliste på.
Der leveres et substantielt, højt niveau af smuk, klassisk og moderne teknik, men det er svært at mærke, hvad der er på spil i de dybere psykologiske lag af fortællingen. Under pandemien fungerede forestillingen rigtig godt i en filmversionering, og det er bestemt værd at sætte alle sejl til og løfte den sceniske version helt ud over scenekanten til det veloplagte, live-hungrende publikum.
Koreografi: Pontus Lidberg. Dramaturg: Adrian Guo Silver. Kostumer: Karen Young. Musik: Stefan Levin, Franz Schubert. Lysdesign: Raphael Frisenvænge Solholm. Videodesigner: Jason Carpenter.
Medvirkende: Dansere fra Dansk Danseteater.
Co-produktion fra 2018 med Festival Oriente-Occidente og the Stavros Niarchos Foundation Cultural Center. De første to dele af trilogien Sirene (2018), Kentaur (2020) handler om liminale væsner, som er født som halvt menneske, halvt dyr. Ikaros, trilogiens tredje del, med premiere til oktober, er derimod inspireret af en ung mand, som ikke er født som et liminal-væsen, men som døde som et.
Spiller på Rebublique 19. – 26. marts 2022.
