Populært lige nu

Hvad nu, hvis Romeo og Julie ikke døde? Ny forestilling giver svaret

I den kommende uge har Københavns Shakespeare Kompagni verdenspremiere på en fortsættelse af William Shakespeares Romeo og Julie, der udspiller sig i en alternativ...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★★☆ Waiting Places – svidende skarpe skæbneportrætter

Amerikanske Bobbi Jene er en verdenskendt koreograf og spillevende danselegende, der næsten får scenegulvet til at ryge med sin bare tilstedeværelse. På den intime Edison-scene har Betty Nansen Teatrets initiativ ”Betty udvikler” i Waiting Places sat store talenter i stævne, som skildrer menneskers ensomhed og samvær helt ind til benet. 

Kroppenes intense udtryk og skarpe bevægelser kommunikerer stemninger og ord som et svidende skarpt, nonverbalt sprog. Koreograferne Bobbi Jene og Or Schraiber har begge en baggrund fra Ohad Naharins Batsheva Kompany i Israel, som er kendt for den intuitive dansestil, gaga. Titlen Waiting Places er dog på ingen måde en sovepude, men oser selv i de rolige sekvenser af en tango- eller flamencodansers temperament.

Annonce

Koreograferne optræder sammen med de kongelige solodansere Astrid Elbo og Alexander Bozinoff samt Kizzy Matiakis, som nu er pensioneret solodanser. De klassisk trænede kroppe, der er skolet til præcision, leverer det ene dragende portræt efter det andet uden et bærende narrativ. Intentionen er, at vi skal kunne relatere til karakterernes ensomhed og fællesskab, mens de venter på kærligheden. 

Waiting Places på Edison. Foto: Christian Friedländer
Waiting Places på Edison. Foto: Christian Friedländer

Drivende begær og selvkontrol

Følelser som passion og vrede siver ud af hver en pore med en karatemesters stålsatte intention. Der er sensuelle, smertefulde og tempofyldte soli og dialoger, som udvides og raffineres i mange lag. Stilen er levende dansehistorie med fx Martha Grahams kontrastfulde udtryk som fremstrakte arme og svaj i ryggen, Pina Bauschs socialrealistiske rammer og Naharins introspektive følelsessprog.

Følelser som passion og vrede siver ud af hver en pore med en karatemesters stålsatte intention

Der er slag på egen krop og korrigering af egne bevægelser som at fjerne den hånd, der holder sig for munden eller rækker ud. Manierede forsøg på selvkontrol mellem nydelse og smerte. Trippende ventepositioner og gentagelser, vist ved streger på væggen og koreografiske mønstre, der gentages. Alle ventepositioner mellem ensomhed og forhold. Kærlighed og smerte i et ufrivilligt jerngreb.

Astrid Elbo er den selvbevidste femme fatale, der ikke alene ejer rollen som lidenskabelig forfører, men leverer et mesterligt nærvær, der er karvet ind i hendes fænomenale teknik. Øjnene oplyser hele scenen af begær og stålsat længsel efter at leve livet til sidste fiber. Alexander Bozinoff og Or Schraiber synes at have fordoblet deres imponerende spændvidde ved at skabe bro mellem hver deres danseteknikker og udtryk.

Waiting Places på Edison. Foto: Christian Friedländer
Waiting Places på Edison. Foto: Christian Friedländer

Tidsboble med åben fjerde væg

Christian Friedländers scenografi er som et minimalistisk cafe Müller-lignende Pina Bausch univers. Tre nøgne træborde med stole, der vender i hver sin retning. En dør i den ene side og et bord med telefon og stol i den anden. Her sidder Bobbi Jene, måske i egne fortidsminder, og venter på et opkald, som et sammenbindende ventesymbol gennem forestillingen.

Friedländers høje, buede palævinduer langs hele scenens bagvæg afslører et andet rum, hvor pianisten sidder ved sit opretstående klaver og spiller. Komponist og musiker Yonatan Daskal skaber et genialt tonemaleri med både klassiske Debussy-klingende toner såvel som mellemøstlige udtryk. Han fremstår som deres fælles hukommelse. Den, der trækker i trådene og beskuer galskaben.

Yonatan Daskal skaber et genialt tonemaleri

Christian Vest Berntsen har skabt et lysdesign af 12 lysstofrør i loftet. Intentionen om, at publikum skal suges ind i værket, understreges ved, at stolerækkerne kun er mørklagt i perioder. Scenografi og kostumer er holdt i brunt, sort og hvidt, næsten som et lærred af hverdag og venten. Kærligheden males ovenpå med store penselstrøg, når Astrid Elbos røde, lange kjole tænder for lidenskaben. 

Waiting Places på Edison. Foto: Christian Friedländer
Waiting Places på Edison. Foto: Christian Friedländer

Artefakter af levet liv

Reallyden fra klaveret og publikum som synlig fjerde væg i det sociale rum er alle greb, der understøtter vores involvering i værket. Vi er der, men får heldigvis også indimellem lov til at glide i baggrunden og blive revet med af magien, absurditeten og længslen. Hæsblæsende kamplignende arenaer i realtid afbrudt af møder uden tid og sted, som især Bobbi Jene og Kizzi Matiakis mestrer.

Hæsblæsende kamplignende arenaer i realtid afbrudt af møder uden tid og sted

Hvad siger serier af bevægelser uden et fortløbende narrativ? Bevægelser, der er langt fra de klassiske danseres mimetradition, men i stedet bliver som Debussys tonemalerier i bevægelse. Rendyrket krop, tempo og passion overfører scenografiens store vinduer til vinduer ind i sjælelivet. Vi kan se Waiting Places på mange plan og i mange lag, der alle transformerer artefakter af liv til vores egne meningsfulde helheder.

Seneste

Vi skal tale håbet op gennem kunsten

SWOP festivalens seminar for professionelle blev i år afholdt...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Dorte Grannov Balslev
Dorte Grannov Balslev
Cand.mag. i musik- og dansevidenskab. Mange års erfaring med udvikling af scenekunstprojekter i inkluderende formater. Forfatter til undervisningsmaterialer om scenekunst på Forlaget Alinea. Arbejder for tiden som selvstændig konsulent og underviser indenfor scenekunst og arkitektur.
Annonce

Vi skal tale håbet op gennem kunsten

SWOP festivalens seminar for professionelle blev i år afholdt under overskriften The Regenerative Power of Art. Med en dyster keynote af Mikkel Krause Frantzen...