Populært lige nu

Den underfundige sønderjyske humor skal stadig mærkes i Sønderborg Sommer Revy Show

I dag overtager Jeff og Kim Ace Schjerlund officielt ledelsen af Sønderborg Sommer Revy Show. Jeff Ace Schjerlund fortæller derfor her i ISCENEs serie...

Ny undersøgelse dokumenterer, at teateroplevelser fremmer trivsel blandt børn og unge 

Børn og unge kan få bedre trivsel gennem teateroplevelser. Det dokumenteres i en ny undersøgelse, som Teatercentrum og Sjællands Teater har lavet i samarbejde...
Annonce

#MeToo på scenen

Initiativet Stop Stilheden har gennem den seneste måned samlet metoo-beretninger fra danske kvinder i film, tv- og teaterbranchen. I søndags blev et udpluk af fortællingerne præsenteret som en reading for en stopfyldt sal på Edison.

Annonce

“Man kommer ikke ind på skolen ved at sige nej.” Sådan lyder det i et af de mange vidnesbyrd, initiativet Stop Stilheden har indsamlet i en lukket facebook-gruppe. Udsagnet opsummerer en af de gennemgående tråde i beretningerne: angsten for at miste job eller uddannelse eller simpelthen bare ryge ud af det gode selskab, hvis man som kvinde afviser uønskede tilnærmelser fra magtfulde mænd – og i nogle tilfælde kvinder – i branchen. Uhyggeligt mange udsagn drejer sig om hændelser på landets scenekunstuddannelser, der ved readingen er anonymiseret til ”Teaterskolen”. Man får et indtryk af, at visse undervisere systematisk og med stiltiende samtykke fra kollegaer og ledere udøver overgreb mod de studerende, der befinder sig i en både følsom og afhængig situation, der gør det særdeles svært at sige fra.

#metoo peger på strukturelle problemer

Det stiltiende samtykke, der ligger implicit i initiativets navn, går også igen i mange af fortællingerne og adresserer direkte, at #metoo peger på strukturelle problemer, ikke enkeltstående overgrebsmænd.
Skuespiller Dorte Rømer og instruktør Lærke Reddersen, der står bag initiativet, pointerer således også, at det ikke handler om et hævntogt mod navngivne syndebukke, men om at få nogle spilleregler, der kan skabe lige arbejdsvilkår for mænd og kvinder. Initiativtagerne har ud over selve gruppen og readingen derfor også oprettet en underskriftindsamling med netop det formål.

Lærke Reddersen åbner reading-arrangementet på Edisonscenen med en hilsen fra ligestillingsminister Karen Ellemann, hvilket jo kunne tyde på, at budskabet er hørt og vil blive båret videre på politisk niveau.
I salen handler det om historierne som middel til at bevidstgøre de strukturer, som både mænd og kvinder er underlagt og som lader de verbale og fysiske overgreb passere som en del af hverdagen. ”Sådan er han bare”, hedder det symptomatisk om en underviser, der atter og atter bruger sin magt seksuelt mod sine kvindelige studerende.

Læs mere om #MeToo her

Annonce

Kvinderne spiller i langt de fleste tilfælde også med. De bilder sig selv ind, at overgrebsmanden ser noget særligt i dem. De vil ikke fremstå som snerpede, knibske og sippede, men ”være en af drengene”. De spiller med på credoet om, at kunsten er vigtigere end den enkeltes ubehagelige oplevelse, for de vil ikke ”være besværlige at arbejde med”. De ”downsizer” deres egen intelligens. De fniser og ”tillærer sig at smile og lægge status lige under..” deres mandlige kollegaer.

I løbet af en måned voksede facebook-gruppen til næsten 1.700 medlemmer og i beretningerne var der stof til 5-6 timers reading, fortæller Lærke Reddersen. Hun har skåret materialet ned til 1,5 timer, hvilket også er rigeligt til at illustrere den altomfattende betydning, køn også har i teater- og filmverdenen. Beretningerne er iscenesat som en nøgtern ophobning af fortællinger, nænsomt arrangeret omkring gennemgående temaer som Teaterskolen, jobinterviews, overgreb på scenen og deciderede voldtægter.
#metoo-bevægelsen bliver jævnligt kritiseret for at sidestille kække bemærkninger og voldtægter, hvorved bevægelsen nivellerer sit eget budskab. Hertil kan man jo indvende, at det er den krænkede, der definerer, om vedkommende er krænket, men også at netop ophobningen af udsagn tydeliggør den struktur, der tillader et køn at udøve magt over et andet. Dermed fremføres det synspunkt, at det er så indgroet i vores kultur, at kvinders kroppe er tilgængelige, at vi tillader en hverdagssexisme, hvor verbale som fysiske overgreb måske opfattes som forkerte, men hvor vi ikke griber ind.

Den ene horrible historie følger den næste

Oplevelsen af at stå alene formidles meget, meget mærkbart i salen på Edison, mens den ene horrible historie følger den næste. Her er meget lidt fra ”småtingsafdelingen”, men derimod mange grove overfald og især en overbevisende fremvisning af den dehumanisering, kvinder udsættes for i branchen. Det er det psykiske pres, de langstrakte forløb og gentagelserne, der udhuler stenen og får kvinderne til at opleve sig selv som objekter og godtage den sexistiske forskelsbehandling.
På scenen står medarrangør Dorte Rømer, skuespillerne Linnea Voss, Gaia Rosberg, Marina Bouras og teaterdirektør Kitte Wagner. De mange vidnesbyrd gør også indtryk på de 5 oplæsere. Mod slutningen bliver stemmerne brudte og både på scenen og i salen løber stille tårer. De mange tilråb fra salen vidner om, at tilskuerne fra branchen genkender sig selv, situationer og mønstre i de mange fortællinger.

Oplevelsen af at stå alene, som går igen i mange af fortællingerne, modsvares af den stærke og varme fællesskabsfølelse, der spreder sig i rummet. ”Måske er der nu en ægte ligestilling på vej for første gang nogensinde”, lød et af de sidste indlæg, før lange klapsalver afrundede den intense, stilfærdige og sobre reading.

Seneste

★★★★★☆ POW POW POW – en nådesløs fuldtræffer fra et marginaliseret helvede

Christina Hagens pistoldigte POW POW POW skyder med ord-projektiler...

★★★★☆☆ OR – charmerende rap Shakespeare-pastiche

Det lille Københavns Shakespeare Kompagni formår med små midler...

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

★★★★★☆ POW POW POW – en nådesløs fuldtræffer fra et marginaliseret helvede

Christina Hagens pistoldigte POW POW POW skyder med ord-projektiler af stærkeste kaliber på Revolverscenen på Teater Republique. Skuespiller Ida Cæcilie Rasmussen spiller svidende nådesløst...

★★★★☆☆ OR – charmerende rap Shakespeare-pastiche

Det lille Københavns Shakespeare Kompagni formår med små midler at give traditionen moderne kant i deres sprudlende udgave af intrigekomedien OR, der med afsæt...