Det der skal redde Rasmus og Gitte fra medierne, er en medieskabt forestilling om kærlighed, en uovervejet og uholdbar ‘mediesproget’ kliché – deres skæbne er allerede forseglet, selv deres ‘udbrydertendenser’ antager jeg, er ‘medierede’, #breakfree4life. Det er meget godt tænkt. Men desværre er skuespillet i Teatret Svalegangens BREAKING NEWS kun på det jævne og plottet for fjernt fra min virkelighed til at skræmme mig. Jeg mangler at blive overbevist om alvoren – at se vejen fra situationen i dag til situationen i satiren.
Nyheder skal mærkes, ikke tænkes
Der er en dør i hver side, et vindue med lameller trukket for i midten og tre kontorstole i plastik foran, alt i hvidt. Med opsat hår, en ‘smart’ gråternet nederdel – kort, stram og med frynser for neden -, en matchende overdel, hvid skjorte og kække overknee boots gør den nye nyhedschef (Martine Levinsen) entré. Fra nu af er det “farvel til Cavling”. Redaktionens nyheder skal ikke længere være oplysende, nuancerende og perspektiverende: “nyheder skal mærkes, ikke tænkes”, siger hun til de to mere eller mindre klassisk jakkesætsklædte journalister (Matias Hedegaard Andersen og Anne Ur Konoy). Som mediebilledet ser ud i dag, er der ikke plads til noble idealer. Journalisterne må tilpasse sig tiden og forsikre deres nye chef om, at fra i dag har de kun “ét fokus”, og det er “følelser” – “sig det igen: følelser”.
Fra producentens maskinrum til brugerens stue
Efter episoden på redaktionen drejer scenen en halv omgang, og vi går fra producentens maskinrum til brugerens stue: Vi er hjemme hos Rasmus (Anders Vølpert Momme), Gitte (Anna Ur Konoy) og deres lille baby. Næsten alt er holdt i grålige og beigefarvede nuancer – det er bløde overgange, et udramatisk farvespektrum uden clash’ende kontraster. I stuen er der fratrukne gardiner i stedet for hvide lameller, en klassisk toer med et blødt tæppe på armlænet i stedet for tre kontorstole, en grøn stueplante og en gulvlampe. Gitte er ved at putte den umulige unge, og imens forbereder Rasmus sig nervøst på at fortælle Gitte om sin nye plan. Sjovt er det for alvor, når han beder hende sætte sig ned, til trods for hun allerede sidder – på grund af nerver gennemspiller Rasmus sødt sit indøvede manus uden blik for situationen -, og da han fortæller hende, at han synes, de skal stoppe med at bruge deres skærme – “vi er blevet gidsler” -, bliver han mødt af modstand. Gitte synes, det er uoverskueligt. Hvordan skal hun kunne holde kontakten med omverdenen og besvare mails uden netadgang?
Rasmus’ to nyindkøbte Nokia 3310’er gør alting mere besværligt. Skal de virkelig blive en del af “Break Free For Life”-bevægelsen? Stå af mediemøllen og erstatte “synkroniseringskalenderen” med en gammeldags kridttavle? Også Rasmus synes, det er svært. Men samtidig tror han på, at “kærlighed kan overvinde alt”. Det var jo også det, Gitte skrev på sin datingprofil dengang, og grunden til, han swipede til højre.
Denne form for ironi kaster grin af sig i salen: det der skal redde Rasmus og Gitte fra medierne, er en medieskabt forestilling om kærlighed, en uovervejet og uholdbar ‘mediesproget’ kliché – deres skæbne er allerede forseglet, selv deres ‘udbrydertendenser’ antager jeg, er ‘medierede’, #breakfree4life. Det er meget godt tænkt. Men desværre er skuespillet kun på det jævne og plottet for fjernt fra min virkelighed til at skræmme mig. Jeg mangler at blive overbevist om alvoren – at se vejen fra situationen i dag til situationen i satiren.
LÆS OGSÅ: Svalegangen iscenesætter kæmpeprojekt inspireret af FN’s klimamål
Overdreven satire
De to handlingsstrenge forbindes kun få gange – en nyhed cirkuleret af redaktionen dukker op på skærmen hjemme hos Gitte og Rasmus, og senere er der en direkte henvendelse til dem fra ‘den nye nyhedschef’, der nu er blevet whistleblower. Det hele er en smule forvirrende, fordi det stritter i så mange retninger, men alt eskalerer: Folk skyder en såkaldt Smart Chip ind i tindingen på dem selv, så de hele tiden er online og har alt tilgængeligt via deres ‘indre blik’ (de behøver bare lukke øjnene); den magtsyge medieledelse finansieres af Det Nye Parti og manipulerer folks dopamin-mekanismer, bl.a. vinder de folkets sympati ved at kære sig om en landmands drab på en stakkels elefant for så i samme vending – i ly for kritiske røster – at omlægge samfundet med en “fælleslov” og sende de “utilpasningsdygtige” på ø-lejr.
Igennem forestillingen Breaking News er der flere fascinerende og effektfulde scener, men desværre drukner det meste i uimponerende skuespil – kun Anna Ur Konoy virker ivrigt oplagt -, nazireferencer, en gag-ball og andre ‘larmende’, men også temmelig vilkårlige gimmicks. Dog vil jeg rose holdet bag for at turde indlægge mere associative elementer som supplement til de rent handlingsintegrerede. I starten dukker personer op med et øje/en hjelm på hovedet, de bevæger sig som astronauter, og i højtalerne lyder fremmedgørende musik og vejrtrækning a la den fra rummet. Senere citeres Neil Armstrongs berømte ord i forbindelse med ‘lanceringen’ af Smart Chip’en (“One small step for man .. “), og til tider forlader skuespillerne deres roller og går til mikrofoner i siden for bl.a. at fortælle om dét at lægge kinden mod græsset.
Det er alt sammen vanskeligt at forholde sig til, men også modigt og stemningsskabende.
Læs mere og se alle de Se alle medvirkende HER
