Efter et fejlslagent forsøg på et friskt pust og en stribe demonstrationer organiseret af vrede borgere vender Volksbühne i Berlin tilbage til fortidens ideologiske ståsted. Den garvede instruktør René Pollesch er netop blevet udnævnt til at lede Tysklands mest kendte teater og demonstrerer hermed tyskernes forkærlighed for eksperimenterende taleteater.
De turde nok ikke andet, Berlins kultursenator og hans slæng. Efter forrige års vedvarende demonstrationer mod den på det tidspunkt nyudnævnte direktør for Theater Volksbühne, belgieren Chris Dercon, har man nu valgt at gå den slagne vej. Siden Dercons afgang i sommeren 2018 har der været hvisken i teaterkrogene om, hvem der nu skulle lede det traditionsrige teater på Rosa Luxemburg-Platz. Og valget af den erfarne og særdeles politisk bevidste instruktør René Pollesch vil næppe udløse protester.
I 2021 tiltræder René Pollesch stillingen som kunstnerisk leder af et teater, der ligger mange berlineres hjerte nært. Oprindeligt etableret som byens “frie scene” i 1890 og siden hjemscene for Erwin Piscator og hans politiske satire og revyer har den sølvgrå, borglignende bygning spillet en vigtig rolle for Tysklands ry som et stærkt scenekunstland. Efter Berlinmurens fald overtog den grænsesøgende instruktør Frank Castorf tjansen som Volksbühnes borgherre, og under hans ledelse udviklede forestillingerne sig stærkt i postmodernistisk retning med dekonstruktion og politisk tæft som de vigtigste kodeord. Siden har teatret været stedet, man opsøger, hvis man er til kløgtig og kulørt teaterkunst og kan klare en langstrakt aften i teatret.
Hvor stor en betydning Volksbühne har for Berlins kreative klasse fik Castorfs oprindelige afløser Chris Dercon, som kom fra en stilling som museumsdrektør på Tate Gallery of Modern Art, at føle, da han blev mødt af massive demonstrationer fra folket og et åbent brev fra teatrets ansatte, der krævede hans øjeblikkelige afståelse. “Valget af Dercon betyder et brud med den yngre teaterhistorie. Vi frygter en nedbrydning af taleteatret til fordel for en neoliberal sæbeboblefabrik, banalitet og kunstnerisk udsælgen”, lød anken mod den hårdt prøvede nyansatte, som efter bare en enkelt spillesæson måtte se sin upopolaritet i øjnene og gå af.
Den vesttyske teaterveteran René Pollesch falder derimod på forrygende – eller fortærsket vil nogle måske mene – vis i tråd med Castorfs vision. Som hædret dramatiker og instruktør ved blandt andet Deutsches Schauspielhaus Hamburg og Deutsches Theater i Berlin har Pollesch skabt sig et navn som intellektuel provokateur, der ikke er bange for at tage eksperimenternde midler i brug i sin kapitalismekritiske kunst. Og René Pollesch er da heller ingen fremmed på Volksbühne. Fra 2001-2007 ledede hen teatrets lille scene “Prater”, som helliger sig performance-teater, og hans stykker har flere gange været sat op under Castorfs regi.
“Don’ mess with tradition”, syntes beskeden fra Dercons modstandere at være, og Castorf-fans kan ikke andet end at være tilfredse med, at Pollesch nu skal føre deres byteater videre. Skeptikere behøver dog ikke at frygte, at René Pollesch blot vil gentage sin forgængers ofte lange, kaotiske og ofte uigenkendelige adaptioner af klassiske stykker, gjorde han klart på et pressemøde i Berlin tidligere på ugen. Volksbühne skal præges af diversitet, være mere kvindeligt og yngre, sagde den 57-årige instruktør, som dog rigtignok af mange anses for at være feministisk i sin tilgang til teaterarbejdet.
LÆS OGSÅ: Tyske anbefalinger: I Amerika med Kafka og gennem Berlin med robot-guide
Om tysk scenekunsts ry for at være fremadskuende og have fingeren på pulsen lever på trods eller på grund af den stærke traditionsbevidsthed, er der nok delte meninger om. Men har man endnu til gode at besøge “Berlins nationalscene”, skal man under Pollesch’s ledelse i hvert fald ikke være bange for at gå glip af den ånd, der har gjort den, til hvad den er i dag.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Goethe-institut Dänemark.
