Rottefælde revyen 2019 løfter sig stærkt ved at turde ironisere over sig selv og være modig nok til ikke at have politiker-parodier med – her er sprudlende spilleglæde og et fængende hold som løfter en god revy.
Rottefælde Revyen 2019 i Svendborg tager delvist fusen på sig selv og revygenren ved bevidst at overspille i udvalgte optrin.
Selvironi løber nærmest ned af væggene i denne 136. sæson af Rottefælde revyen, der i år tilmed kan bryste sig af at være verdens ældste, idet den har spillet hvert år uden undtagelser siden 1883.
Den morsomme drejning af ironi – og det at gøre grin med sig selv – går ikke mindst igen i filmsekvenserne samt i nummeret Blomsten og bien, hvor revyens ubetingede stjerne, Jan Schou, i videoklip og på de mest upassende tidspunkter forstyrrer sine kollegaer. Samme Jan Schou leverer en grovkornet, men yderst morsom udlevering af katolske præsters misbrug af børn, her i rollen som selveste Paven i Morten Holm-Nielsens tekst For den rene er alting rent, hvor der også vanker en finte til publikums egen beskidte fantasi.
Rottefælde Revyen 2019 udleverer ikke kun, den retter også elegant angrebet mod publikum selv, hvor bedste bud er Leif Maiboms raffinerede nummer Bag masken.
Der er til gengæld ingen udleveringer eller karikaturer af diverse politikere. Politik er i denne revy blevet et tabu – og det er modigt. Til gengæld langes der spydigt, men kærligt ud efter Kongehuset, ikke mindst i Leif Maibom-teksten, hvor Jan Schou giver den som HM Dronningen, der i år skal skrive en sang til Prins Joachims 50-års fødselsdag. Det kommer der mange svirpende og morsomme sidestik ud af uden at det bliver plat.
Mikkel Schrøder gør det godt, specielt i de mere cabaret-nedtonede tekster, bl.a. hans egen Og så gør vi sådan, hvor en flot skyggevideo, følger en mand fra vugge til grav, mens bankgebyrerne langsomt men sikkert suger livet ud af både ham og pengekassen i hvidvaskningens hellige navn. Stort kompliment til Mikkel Schrøder også for hans udgave af visen Jens Vejmand her i en Vase & Fuglsang-tekst, fremført som diverse danske kunstnere.
Det er som om, at årets Rottefælde Revyen 2019 forstår at holde sig selv ud i strakt arm og dermed også ironisere over sig selv. Et flot greb, for man skal også som revy have mod til at gøre grin med sig selv på en offentlig måde. Det ironiske greb går igen hos Christine Astrid Nielsen, bland andet i et ældre genbrugsnummer, hvor hun agerer multi-taskende telefonpasser for fire forskellige firmaer. Læg hertil “Krænkelsen”, hvor den i en tekst af Jeannette Killerich, heller ikke får for lidt.
Sidst men ikke mindst formår Kiki Brandt at charme sig ind, selvom hun ikke har fået de bedste tekster. Men hun er uimodståelig dejlig i indslaget Operadivaen og skøn er hun også i rollen som prinsesse Marie.
LÆS OGSÅ: ”Hvad griner vi af på scenen – og særligt i revy?
Der er meget at glæde af over i årets Rottefælde Revyen 2019. Ikke mindst spilleglæden, der langt hen ad vejen løfter flere af teksterne op over det niveau, de ellers har, og godt hjulpet på vej af Carsten Friis’ smidige instruktion garneret med Jens Krøyers glimrende musikledsagelse – får man rigtig meget med sig hjem.
