”Jeg vil forgyldes, når jeg som her skal se en genbrugs-revy i delux klassen. Nu bliver jeg højst forsølvet”, lyder det fra anmelderen af Revyperler, som også har mange rosende ord og et skarpt analytisk bud på hvorfor ikke alle teksterne fungerer.
Der er tradition for, at man ikke genbruger gamle revytekster året efter eller på noget andet tidspunkt. Ligegyldig om teksten er nok så god. Hvert år sine tekster. Men der er undtagelser. Revyperler hedder undtagelsen, der i år også bærer overskriften Rødvig Revyen ’19.
Til forskel fra alle andre revyer på landsplan består denne revy ene og alene af genbrugstekster. De bedste af slagsen, der så til lejligheden og i enkelte tilfælde så omskrives en lille smule, så de fremstår i et nyt og moderne skær. Det, der så adskiller de gamle og oprindelige fremførelser og så de ny, er tolkningen og vinklingen og så dét, at det selvfølgelig er en anden revyskuespiller. Der er aldrig middelmåde tekster i Revyperler. For teksterne er jo / bør også kun være de allermest anderkendte, der i forvejen er forgyldte.
Frit valg på alle hylder i Revyperler
Der er frit valg på alle revytekst-hylder, fra 1930’erne og frem, så med Revyperler kan og må man forvente, at alle tekster er super gode.
Det betyder omvendt, at instruktøren – som også er den der udvælger teksterne og vælger hvilken rækkefølge teksterne skal fremføres i – har et stort ansvar og pligt til at kende sin revyhistorie til bunds, for derved at kunne udvælge det bedste, som ikke må blive et historisk spejlbillede. Når de som her får en genfødsel, skal udgangspunktet være, at de fremstår som nyfortolkede uden nogen form for revystøv på kanterne.
Et spadestik dybere
I år gentager Revyperler denne cyklus, bare ikke helt så gennemført og flot som sidste år. Der lægges der op til, at dette er revyernes svar på en Michelin restaurant, så hvorfor blive spist af med noget godt tekst-foder, når man nu ved, at luxsus maden i form af top numre, ligger og gemmer sig skufferne.
Fra brillant til fejlcastet
Revyholdet består i år af Ann Hjort, Charlotte Amalie Kehlet, Jacob Weble og Christian Damsgaard, hvor sidstnævnte giver den mest vidunderlige og moderne version af Poul Sørensen og Aage Stentoft nummeret “Det hjerte er I fare” Andreasen (1936). Vinklingen er ikke så vemodig-morsom som i Osvald Helmuths udgave. Her er den ren og skær morskab i så træfsikker en udgave, at man må overgive sig. Og hvor kan Christian Damsgaard i det hele taget give den fuld skrue på stort set næsten alle måder. Når det få steder alligevel svipser, er det ikke hans skyld, men instruktørens. Fx går tolkningen og fremførelsen lidt skæv i Poeten og Sven Gyldmarks “Det må jeg ikke for moar” (1953). For i denne fremførelse fremstår Damsgaard så kernesund og helt uden hæmninger, at man ikke et øjeblik tror på, at denne handlingens mand i visen ligger under for sin edderkoppemor. Dermed mister nummeret sin morskab og berettigelse i denne sammenhæng, selvom teksten jo er vidunderlig.
Morsom og original er til gengæld Jacob Weble i sin egen omskrivning af Dirch Passer og Kjeld Pedersen klassikeren “Tømmerflåden” hvor Charlotte Amalie Kehlet agerer den irriterende ”benspænder”, der ødelægger sketchen med sine irrelevante spørgsmål. I denne version er det de fire mænd på tømmerflåden, som er problemet. For i ligestillingens navn spørges der ind til hvorfor der ikke er nogle kvinder blandt de fire tømmerflådepassagerer og for den sags skyld hvorfor der er heller ingen farvede eller homoseksuelle. En rationalitet der ødelægger alt, hvad der er meget godt set af Weble, der her indlæser en modernitet i teksten, hvad der absolut virker forfriskende. Sød er Charlotte Amalie Kehlet også i Anker Hansen og Leo Svenstrup nummeret, hvor der er altid noget i vejen “Når familien skal I skoven” (1948). Til gengæld er hun fejl-casted i Trine Appels “Mandehvisken” (2013), hvor hun skal dressere mandetyper. Den går slet ikke.
Jacob Weble er til gengæld skøn I “Pouls Pølser” (2011), en dobbeltydig tekst af Thomas Mørk, her i en fremførelse der sidder lige som den skal.
Sidst men ikke mindst er Ann Hjort vidunderlig i Helge Kjærulff-Schmidt og Henrik Blachmans “Ved Kajen” (1940), der midt i al sin poetiske sødme reelt handler om et engangsknald, hvor kvinden finder det pirrende at gå med en navnløs gut, hvorpå hun efter den store tur bliver smidt på porten, og han smutter ombord på sit skib igen. En rovdyrs-tur passer hende udemærket. Her er det tolkningen der giver dette billede, for ikke et ord er ændret i den originale tekst. I den oprindelige lå vægtningen på det sanselige og det florlette og næsten kærlighedsagtige. I denne version er det svensken på disken, hvor begge parter ved hvad de vil have. Virkelig en sjov og original drejning. Til gengæld forfalder Ann Hjort til overspil i Vase og Fuglsang teksten “Single Sommermad” (2016), der er endnu et eksempel på fejlcasting. For her passer revyspiller og tekst heller ikke sammen.
LÆS OGSÅ: Flot show i Cirkusrevyen
Revyperler er forsølvet, ikke forgyldt
Revyperler er i år en blandet omgang bolcher. Teksterne er alle brillante eller gode. Det er fremførelserne, tolkningsdrejningerne eller besætningen i nogle af de enkelte numre, det er galt med. Alle knokler og indtogsmarchen er både morsomst og originalt, men man savner de suveræne tekster, som virkelig kan løfte revyen.
Instruktøren Kristian Holm Joensen har absolut gjort et stort arbejde, men det kan gøres tekst-bedre. Jeg vil forgyldes, når jeg som her skal se en genbrugs-revy i delux klassen. Nu bliver jeg højst forsølvet og det kaster kun fire små stjerner af sig.
Læs mere her
