På en af de mest afsides øer i Danmark, Bornholm, har producent Susanne Danig travlt i disse sommerdage. Hun sørger for at 42 dansere og performere med 17 forskellige nationale baggrunde har plads til at udfolde sig. Hun er en af landets mest erfarne internationale producenter, så hvad betyder det egentlig for den danske scenekunst, at der arbejdes internationalt? 

Man mødes og laver en bevægelse

”De danser i pauserne overalt. Også ude i gården,” fortæller producent Susanne Danig via et videomøde fra kontoret ude på landet i Bækkelund på Bornholm. Der har hun for 2,5 år siden købt et stort hus, hvor laden har to prøvesale, og hvor scenekunstnere fra hele verden i sommerhalvåret kan komme og få arbejdsro og møde andre performancekunstnere. Normalt er der plads til 14 mennesker, men lige nu, er der næsten fire gange så mange på BIRCA, som stedet hedder: Bækkelund International Recidency Center for Artists. De deltager i en ugelang kontakt-improvisations-workshop. Sidst i juli kommer der flere omrejsende kunstnere til, når den EU-støttede festival Contact Zones, som før har gæstet Tyskland og Italien, denne gang afvikles for første gang i Danmark i Gudhjem.

Men det er ikke kun knappenåle på verdenskortet, der betyder noget for den danske recidency-stifter, det er også kunstarter, der mikses på kryds og tværs. 

workshop på BIRCA. Foto: Susanne Danig

Her bliver det for småt

Hun startede i Kanonhallen (nu Republique), arbejdede for Trevor Davies og fik adgang til hans verdensomspændende netværk. I 1996 blev København Kulturby, og fra da af var Susanne Danig blevet `inficeret´, som hun kalder det: ”Der kom en lind strøm af internationale gæstespil. Og så er det svært ikke at blive ved med det. Det er simpelthen for fedt!” Smilet på læben er stort: ”Det er mangfoldigheden og udsynet, som ligger i at arbejde med international inspiration.” Men hvorfor er det basale perspektiv nødvendigt?

Mission International scenekunst

”I Danmark – selv indenfor scenekunsten – bliver det lidt småt, fordi vi alle sammen kender hinanden, og tænker måske for ens.” Og hun mener udvekslingen skal gå begge veje for at virke. 

Så hvad skal vi holde øje med fra det store udland?

Svaret er overraskende: ”Det, der er mest interessant lige nu er, at det er diffust. Der er ingen tendens, ingen strømninger mere. Den store fortælling om, hvad der er på mode, eksisterer ikke længere. Det er jo en europæisk forestilling, at der er noget, der er trendy lige nu. Men der er ikke længere den dér med, at der er ét center. Eller det Nye Store Kompagni. Man ved godt, at der foregår rigtig mange ting. Og det internationale foregår ud over Europa.”

Det er ligesom at verden er blevet mindre 

Susanne Danig nævner samarbejder med Asien, som selv har rakt hånden ud og insisteret på fagfæller fra andre kontinenter. Danig tager mig med på en lynintro af brobygning kloden rundt, hvor visse afrikanske lande samarbejder med Frankrig og hvor Sydamerika pga. sproget naturligt samarbejder med Spanien og Portugal. ”Verden er blevet mindre.” 

BIRCA, 2019. Foto: Susanne Danig

Nye stemmer er en gnist 

”Det betyder, at der foregår en større diversitetsdiskussion internationalt, som vi nogle steder misser, hvis vi i Danmark ikke er med. Der er selvfølgelig folk, der er opmærksomme, men ikke på alle de store institutionsteatre på samme måde som det foregår internationalt,” fortæller Danig. Hun har i årevis været medlem af IETM (International network for contemporary performing arts)med over 450 medlemmer fra 50 lande, 88% af dem er europæiske. Derfor ved hun at inklusion og diversitet er højt på dagsordenen i f.eks. Storbritannien. Det mener hun kommer scenekunsten til gode, fordi: ”Det er kreativt spændende med de mangfoldige stemmer.” 

Så hvad får kunsten ud af de internationale dagsordener?

”Det mødested mellem forskellige tankegange er altid spændende. med forskellige cross-over-felter. Faren ved det ens-tænkende er at, så får vi ikke den gnist, der får os til at tænke anderledes. Det er i sig selv kulturmøderne, der skaber en energi, der er interessant, ”hun tilføjer igen erfaringer fra England: ”Det ser vi ret meget i UK. Jeg tror den kæmpemobilitet er den anden trend. Kulturmøder er ikke kun i samfundet.”

Mobilitet er en trend

”Mobilitet er den nye trend, hvis der overhovedet er nogen,” sammenfatter Susanne Danig, og nævner den meget aktuelle unge Manon Siv Duquesnay, som tog initiativet til workshoppen hun kan se fra sit vindue, `TOCIF´. Den 27årige performer er opvokset på Bornholm og på Christiania, uddannet i Stockholm og Barcelona, har lige været i Sydamerika og bor haldelen af tiden i Sverige og halvdelen i Madrid. Hun deltager i `Contact Zones’ festivalen 28. Juli med sin performance, `Groundless grounds´ med en fra Rusland, Frankrig, en fra Spanien, Ungarn og en fra Brasilien. ”Så man tænker, det nationale stempel bliver ligegyldigt. De bor nogle andre steder end hvor de kommer fra. Det er en stor smeltedigel,” mener Susanne Danig, og det har betydning for hvor vi sætter og opløser vores grænser. 

Vi lever i den samme verden

”Den nationale identitet bliver næsten opløst, og den mentalitet – at vi lever i en verden som er den samme, som japanernes, russernes osv. – kan godt smitte af på os. Herovre (på Bornholm) bliver sproget mere end nationalitet. Det er ikke betydningsløst, hvor vi kommer fra, tværtimod har det mere betydning end nationaliteten,” fortæller producenten, og tilføjer: ”Men det er måske mere det lokale, der giver identitet. Manon ville måske sige det sådan. Og jeg ser flere og flere unge, som hende.” 

Manon Siv Duquesnay og hendes mobile kollegaer lover muligvis en ny bredere kunstnerisk bevidsthed, der har direkte indflydelse på andre områder end de scenekunstneriske aktiviteter. For Susanne Danig hænger det sammen, når en performer som hende så også står bag Gender-festivalen `Project V´ der fik premiere på Warehouse 9 i Kødbyen i København, og som fortsat opsættes. 

Når det nationale bliver flydende, og de kunstneriske søjler krydses, så har det også indflydelse på den kunstneriske behandling af hele kønsaspektet.   

”Vi som publikum bliver udfordret på egen identitet. Hvad er vi præget af? Ja, jeg er dansker, men også så mange andre ting. Behøver vi overhovedet de labels? Det her betyder, at vi ikke stiller den der Dem kontra Os, når der f.eks. kommer nye til Danmark.” 

Culturemakers skaber kunst

Susanne Danig opererer både samfundsmæssigt og kunstnerisk ligeså flydende med landeafgrænsninger som bølgerne på havet omkring hende. Kunstgenrerne deles ikke op i hver sin kasse. Der er måske en sammenhæng? Det er ikke til at sige, hvad der kommer først, kun at Susanne Danig bruger det britiske udtryk: ”CultureMaker” om de mennesker, hun inviterer til samarbejder og festivaler. Det er deres lokale identiteter, som tilsammen bliver små identitetsmarkører, der udvider både deres egen og publikums verdensbillede. Det er nu kunstnernes individuelle planer, at forandringen kommer fra,” fortæller hun. ”Jeg gider ikke tage de politiske kampe længere. Systemet må selv finde ud af følge med. Det er så afsindigt vigtigt med faglige udvalg, men systemerne skal følge med.” Det mener hun gælder alle bidragsydere, der vil være med til at ændre det føromtalte verdensbillede. 

Susanne Danig. Foto: privat

Fonde er ikke proaktive

Men hvem skal finansiere forandringen? 

”Vi på det producerende niveau må også blive ved med at udfordre fondene. Fondene vil ofte have sikkerhed og tager ikke så mange chancer De deler ofte kun ud til dem, der allerede har driftsstøtte eller penge fra Kunstfonden – altså har statslige/kommunale penge i ryggen. Men så er man jo ikke proaktiv og nytænkende!” konstaterer hun nagelfast.

Vi mister jo penge, når de ikke bliver søgt 

Det gør Danig desillusioneret når de europæiske midler ikke bliver søgt fordi puljerne bliver mindre og læringen udebliver. ”Der er færre, der gør det i dag. Der er de gamle garvede, som KIT og Odin Teatret, og så er der heldigvis også nogle nye unge, som f.eks. Teater Grob. ”Vi mister jo penge, når de ikke bliver søgt, som f.eks. puljen `Creative Europa´.”  Italienerne er rigtig gode til at være med i og skabe EU projekter. Da de er garanteret co-funding nationalt, hvis de får støtte fra Creative Europe. ”Der får vi ikke meget hjælp i Danmark, og det gør det mere usikkert at kaste sig ud i de europæiske ansøgninger. Det er ærgerligt for det uafhængige felt. Folk orker ikke at lave EU-ansøgninger, selvom de ville kunne.”

UP-grade og kunstnernes egen smag

Det har taget Susanne Danig årevis at opnå den indsigt hen har i feltet, men, som hun siger: ”Jeg er specialist i dialoger, arrangerer mødesteder og gadeteater – det ved jeg noget om. Men vi, der er i det her felt, har forskellige kompetencer. Nogle kan de europæiske festivaler. Nogle publikumsudvikling. Det betyder, at vi har forskellige netværk, som det tager tid at opbygge. Men det skal jo ikke stoppe andre nye i at starte på det.”

”En af tendenserne er at flere og flere ting bliver Artist-made, kunstnerbårne. De laver deres egne små festivaler. Det er enormt spændende. De har hver deres egen smag.” Og det udvikler sig. Fx har danseren Julie Rasmussen, en lille festival, `Ravnedans´ i Kristiansand, som hun har fået støtte til i Norge. ”Så kommer hun her på Bornholm, og tænker, hvorfor ikke gøre det her også? Og så tager de til København, hvor der kommer nogle fra Fillippinerne. Nå ja, man kan også gøre det der. Så gjorde de det også der, i det Sydkinesiske øhav. Den slags kan alle sådan set gøre. Sætte en bevægelse i gang,” fortæller Susanne Danig. I princippet er det det samme med hendes næste levende billede `Island Connect´.

Fem partnere på hver sin ø i Europa er i gang med at søge EU-midler. ”Så bliver det meget større end ens eget udgangspunkt. Så det man selv brænder for udvikler sig.” Hun tager en tænkepause, og afslutter: ”Man mødes og laver en bevægelse.” Susanne Danig og griner: ”Skip resten. Det er dét her, det handler om.”

BIRCA er et refugie for kunstnerne. Der kan laves workshops, prøveforløb – eller kunstnere kan få et sted til at researche i fred og ro. Læs mere om BIRCA her

Festivalen CONTACT ZONES er en 'en-dags festival', med bornholmske, danske og internationale scenekunstnere under 35 år, hvis forestillinger er skabt af unge under 35 år

 Forestillingerne er primært for unge og voksne, men de åbne forestillinger kan ses af alle. Der bliver vist 8 forestillinger i alt, heraf er 3 internationale og 4 af dem har bornholmsk tilknytning.

Dato: 28. juli 2019 Sted: Gudhjem på Bornholm