Del

Adressaten Ubekendt
23. sep - 26. okt 2019
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset Store Scene
Dernæst turné

Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen er som skabt for hinanden i den aktuelle og hjertegribende tragiske enakter Adressaten Ubekendt, men den pakkes desværre ind i halvlunken skolemester-publikumsinddragelse.

Emigranterne Max (Søren Sætter-Lassen) og Martin (Lars Mikkelsen) er venner og partnere i en succesrig kunsthandel i San Francisco. Martin længes mod Das Vaterland og i 1932 flytter ham med sin store familie tilbage til Tyskland og lader den jødiske Max alene tilbage, idet de dog vil føre forretningen videre sammen på tværs af kontinenter. Varme breve udveksles, men i takt med Hitlers dominans og Martins assimilering ind i nazismen kølnes tonen og de bliver begge konfronteret med deres værste side. Så enkel og dog så hjerteskærende er fablen i amerikanske Kathrine Kressmann Taylors brevroman Adressaten Ubekendt

Søren Sætter-Lassen
Adressaten ubekendt, Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo

Den krystalklare, gribende tekst er skrevet i USA i 1938, hvilket i sig selv er rystende og minder os om, at kendskabet til nazismens betydning for jøder var udbredt længe før krigen brød ud. Den indsigt vender vi tilbage til, men først forestillingen – eller nærmere første akt, som er den dramatiserede roman. 

Et enormt brevpapir udgør bagtæppe og lærred for Max og Martins breve og drømme i form af legende og dystre videomalerier, der sammen med tidens upbeat swing-hits kontrapunktisk viser spektret i de tidlige 30’ere – diskrepansen mellem lystfuld og nysgerrig kunst og den fascistiske fremmarch, der understreger Max – og vores – forundrede værgen ved at tro vores egne øjne ved Martins svigt. Ord betyder pludselig noget helt andet for den ven, vi troede at kende. Tekstens clou er, at den viser, at vi alle kan falde i mørket. 

Søren Sætter-Lassen
Adressaten ubekendt, Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo

Det er en fremragende romantekst – og hvor er vi heldige, at den er faldet i hånd og mund på Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen og ikke mindst instruktør Thomas Bendixen, der har iscenesat eminent dansant fra indledningens let-fjollede cha-cha-cha til klimaksets konfronterende paso doble. Herrerne sætter ikke en fod forkert, intonerer ikke en replik falsk, men formår samtidig at række ind i vores hjerter med en rørende tvivl, der knækker deres professionalisme til stor kunst. Adressaten Ubekendt er et minimalspil, der vel egentlig ikke hører hjemme på Store Scene, men alligevel gør fyldest med sit store emne og de i særklasse brillante skuespillerpræstationer, så glæd jer ude i landet, hvor forestillingen kommer på turné. 

I anden akt tager to historikere – Bo Lidegaard eller Christoffer Emil Bruun – over med en parallel fortælling om 30’ernes Danmark, hvor nazismen og relaterede tankemønstre blev holdt i ave af utraditionelle parlamentariske aftaler. Der gives altså et modbillede til den tilsyneladende uundgåelige malstrøm, som tyskere som Martin blev draget af, hvilket absolut er interessant og næppe en viden, der sidder ret dybt i de fleste af os. Men fortællingen følges op af en påklistret refleksion med publikum – komplet med gimmick-mikrofon, der kastes rundt i salen. Det fungerer ikke.

Søren Sætter-Lassen
Adressaten ubekendt, Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo

Publikum vil gerne bidrage, men dialogen bliver overfladisk og den dag, jeg så forestillingen, blev indlæggene over en kam affærdiget af moderator – hvilket ikke er så sært, når der tales i ubalance mellem historikere og menigmand. Forudsigelige spørgsmål om ligheder mellem Hitler, Trump og Brexit fik forudsigelige – og i de fleste tilfælde belærende – svar fra scenen. Det kan man godt kalde refleksion, men man kunne også droppe publikumsinddragelsen. En formidabel enakter og en efterfølgende historisk perspektivering er alt rigeligt. Det er beundringsværdigt, at Det Kongelige Teater insisterer på den demokratiske samtale, men netop her kunne kunsten stå alene – og så lad den dog det.

De 5 stjerner går derfor til første akt, som er alt nok. Man kan sagtens gå i pausen og stadig have fået essensen med.

LÆS OGSÅ: Årets Reumert 2019: Her er vinderne!

Spiller 23. september -26. oktober i Skuespilhuset, men kan også opleves på turné rundt om i landet (se spilleplanen her) 

Forfatter: Kathrine Kressmann Taylor
Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Scenografi og kostumer: Jonas Fly
Lysdesign/videoredigering: Frederik Heitmann
Videodesign: Jakob Thorbek
Fortæller: Bo Lidegaard
Fortæller: Christoffer Emil Bruun
Oversættelse: Per Vadmand