Populært lige nu

Sex på scenen med hjælp fra intimcoach

Interview med skuespiller Anne Plauborg

Årets ultimative højdepunkt i TeaterVejle

Det er tid for præsentation af sæsonprogrammer og i Vejle har teaterforeningen TeaterVejle i et par år satset stort på at sende deres trykte...
Annoncespot_imgspot_img

Horsens Teaterfestival 2019 bød på sikre valg

Der var masser af gode teaterforestillinger til børn og unge i alle aldre under Horsens Teaterfestival i år. Men programmet var også præget af en række sikre valg, som står i kontrast til sidste års mere nytænkende festival.

Den 34. udgave af Horsens Teaterfestival er netop slut. I løbet af tre dage fra fredag den 20. til og med søndag den 22. september har Horsens midtby været et sandt mekka for teaterelskende børn, unge og deres voksne. 

36 forskellige forestillinger til aldersgrupperne 0-99 år var programsat til årets festival. Der var altså teater nok at vælge imellem for alle interesserede i og omkring Horsens. Også langt mere end nogen ville kunne nå at se på kun en enkelt weekend. Alligevel virkede programmet en anelse mere konservativt end sidste års. 

Teater i traditionel form

Horsens Teaterfestival 2018 bød både på totaloplevelser med inkluderende MP3-eksperimenter, der udbredte sig i byens rum, samt sanselige og forunderlige teaterinstallationer som Carte Blanches Møder i mørket og Luna Park Scenekunsts Tidsrummet. I år var der i langt højere grad satset på teater i mere traditionel form.

Men dermed ikke sagt, at programmet til Horsens Teaterfestival 2019 ikke bød på god scenekunst. Det gjorde det bestemt. Der var masser af turnerende forestillinger forbi Horsens i weekenden og også masser af god kvalitet til alle aldre.

Horsens Teaterfestival. Foto: Hanne Nielsen

De unge havde blandt andet mulighed for at opleve Hils din mor og Folketeatrets samproduktion, Den sommer far blev homo, der bygger på Endre Lund Eriksens roman af samme navn dramatiseret af Julie Maj Jakobsen og iscenesat af Mia Lipschitz. 

Den sommer far blev homo er en lækkert indpakket, velspillet og underholdende forestilling, der – som det er kendetegnede for alle Hils din mors LGBTI+ forestillinger – tager emnet seksualitet op til behandling med masser af humor, et gran af seriøsitet og uden løftede pegefingre. 

LÆS OGSÅ:LGBT+-teater modtager Horsens Børneteaterpris 2019

Svære emner og fine fortællinger

For den store gruppe af børn i ind- og mellemskolen var der også scenekunst af høj kvalitet. Teatergrad, der kan noget ganske unikt, når det kommer til at sætte ord på svære emner og følelser, bidrog til Horsens Teaterfestival med Fællesskab i børnehøjde, udviklet i samarbejde med Dansk Røde Kors. 

Fællesskab i børnehøjde for de 6-9-årige kræver en del af sit publikum. De voksne skal holde sig tavse i baggrunden og børnene får ordet, mens de i fællesskab skal hjælpe fortælleren med en redningsaktion. Det er rørende at observere børnenes reaktioner, og der er ingen tvivl om, at det er en teateroplevelse, der kan sætte gang i såvel store tanker som store følelser inden i små kroppe.

Også den finurlige, Reumertvindende fortælleforestilling Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon, for alle fra 8 år og op, bliver i Hans Rønnes enkle men virkningsfulde iscenesættelse en stor oplevelse for både børn og voksne. 

Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon på Teatret Gruppe 38. Foto: Søren Hasselgaard Skaanning

Bodil Alling står bag teksten til Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon, der er produceret i samarbejde mellem Teatret Gruppe 38, Teatret Møllen, Teater2tusind og Carte Blanche. En fin lille fortælling, der trækker tråde til alt fra Babettes Gæstebud til Spørge Jørgen, hvor det er op til den enkelte blandt publikum selv at visualisere de ord, der på så rolig vis strømmer fra de tre fortællere på scenen.

LÆS OGSÅ: Ultra-enkelt og ekstremt virkningsfuldt teater om modet til at se det fremmede i øjnene

Følelser og latterfremkaldende kropssprog

De mindre børn på 2-5 år kunne nyde Randers Egnsteaters søde dukkeforestilling Kærlighed, om den lille frø, der får det så mærkværdigt og finder ud af, at følelsen i kroppens kaldes kærlighed. 

Nanni Lorenzen er fortæller og dukkefører, der med et smil på læben og masser af drama i børnehøjde fortæller om den lille frøs følelser. Med hendes smittende engagement og Niels Sechers farverige scenografi har Randers Egnsteater ingen problemer med at fastholde opmærksomheden fra de små poder. 

Randers egnsteaters ‘Kærlighed’. Foto: Martin Gundesen

Budskabet i Kærlighed er, at kærligheden er grænseløs. Og det skal nok nå igennem til de fleste. Men ellers var der også helt ordløst teater på programmet til dem, der foretrækker det.

Hr. Teaters CHICKS er en forrygende demonstration af, hvor meget man kan fortælle helt uden ord.

Ida Kenskov og Camilla Maike Juul er to høns i et lillebitte bur. Lige indtil buret åbnes, og de kan træde ud i verden med alle de muligheder, det giver for at baske med vingerne og skrabe i jorden. De kagler løs og deres mimik, kropssprog og betoning lader ingen tvivl tilbage om den historie, der fortælles.

Ifølge programmet er CHICKS henvendt til de 4-10-årige, men ikke desto mindre bobler latteren frem i maven og må ud hos både børn og voksne. Det er ganske enkelt virkelig morsomt.

Sanseteater for de allermindste på Horsens Teaterfestival

Der var naturligvis også teater til familiens alleryngste på Horsens Teaterfestival. Blandt andet Teater Kriskats B-Bumm skabt i samarbejde med Thy Teater. Her er sanseligheden i fokus. Et hjerteslag banker rytmisk som blid, beroligende baggrundsmusik mens de to skuespillere Heidi Katzenelson og Katharina Kamber roligt bevæger sig rundt i Annika Nielssons scenografi. 

De har sjove, mønstrede, stofbeklædte skumrør, som de placerer rundt om i scenografien, der leder tankerne hen på indersiden af en menneskekrop. 

Med B-Bumm opmuntrer instruktør Merete Byrial børnene til nysgerrighed. De kan røre, føle, lytte, se og i det hele taget bruge deres sanser. Og naturligvis får de små også lov at kravle ind i scenografien og mærke lidt ekstra på det hele efter forestillingen er slut. 

Overordnet set bød Horsens Teaterfestival 2019 på en række velproducerede teateroplevelser til alle aldre, som bliver til gavn for både nye og garvede teatergængere i lokalområdet. Alligevel savnes der blot en snert af sidste års nytænkning og mod på at eksperimentere. Hvis ikke det skal findes på Danmarks største kuraterede festival med scenekunst til børn og unge, som er delvist finansieret af Kulturministeriet, så er der ikke mange andre muligheder tilbage for den alternative og eksperimenterende scenekunst.

Læs mere om festivalen her

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

★★★★☆☆ Dæmningen – klimateater fra Lammefjordens muld

Mei Oulunds magisk-realistiske Dæmningen snor sig gennem tid og...

Er kulturjournalistikken blevet for doven?

På Fyn er de store kulturinstitutioner gået sammen med...

Årets Reumert indfører kønsneutrale priser

Fra og med i år vil der ikke længere...
Annonce
Trine Wøldiche
Trine Wøldiche
Redaktionssekretær, journalist og kritiker på ISCENE. Arbejder som freelance kulturjournalist, er medlem af Reumert-juryen og har Kulturmor.dk. Tidligere teaterkritiker for Jyllands-Posten og Dagbladet Information. Uddannet cand.mag i Moderne Kultur ved Københavns Universitet og bachelor i Dramaturgi ved Aarhus Universitet.
Annonce

★★★★☆☆ Dæmningen – klimateater fra Lammefjordens muld

Mei Oulunds magisk-realistiske Dæmningen snor sig gennem tid og rum i en verden af mudder, vand, urjordiske norner, fallerede fiskere og entreprenante politikertyper. Den...