Del

Symposion

21. sep-26. okt 2019

Skuespilhuset, Det Kongelige Teater

”Eros er stræben efter helhed”, lyder en af udlægningerne i Det Kongelige Teaters version af Platons Symposion. Jeg kunne ønske, at forestillingen havde haft samme ambition.

Jeg er ikke helt sikker på, om jeg træder ind i Det gamle Grækenland eller havearkitektens mareridt, for scenen er fyldt med den slags hestestatuer, buster, søjler og sågar et kinky springvand, som vi typisk associerer med antikken – og som ofte er på slagtilbud i Silvan. Nå, Antikken er det nu nok denne gang, for de stivnede skikkelser blandt søjlerne er klædt i abstrakte gevandter, men sjældent møder på lørdagsindkøb. En voice-over sætter scenen korrekt i Athen århundreder før vor tidsregning. Et brag af et drikkegilde bryder ud – som muligvis er sjovere at være med til, end det er at se på. Det er i hvert fald langt. Endelig sænker roen sig over de nu tømmermandsplagede grækere, der beslutter at underholde sig – og os – med taler om Eros i stedet for at genoptage drukturen.

De seks svirehoveder suppleres af Sokrates, der ofte fungerer som Platons kritiske talerør. For det er jo hans vittigt argumenterende Symposion, det handler om. En tekst saftspændt af indhold og sprogligt overskud, en intellektuel battle-rap, men altså også en tekst med mange ord og et par tusind år på bagen.

Symposion Det Kongelige Teater
Symposion, Det Kongelige Teater. Foto: Emilia Therese

Instruktør Anja Behrens og scenograf Nathalie Mellbye lavede i 2018 en scenisk version af Michel Houellebecqs Underkastelse på Betty Nansen Teatret, hvor de med et ret minimalistisk univers og et tavst kvindekor lykkedes godt med at give et litterært, intellektuelt forlæg kød, blod og sanselighed. I Symposion vil de skabe et rituelt, erotisk univers, men denne gang lykkes transformationen ikke rigtig. De mange ord lægger sig i perioder som en dyne over forestillingens øvrige elementer. Det er svært ikke at sammenligne med Elisa Kragerups Metamorfoser (Det Kongelige Teater, 2014-16), der ekvilibristisk brugte lignende sanseligt-æstetiske greb til at aktualisere en tekst fra Antikken, og den sammenligning falder ikke ud til Symposions fordel. 

Nøgne kroppe er ok!

Der er mange forskellige ideer på spil, ikke mindst i instruktionen, der vipper mellem overtydelig børneteater-mimik, svidende smerte, satanisk sarkasme, sjaskede substanser, publikumshenvendelser og tongue in cheek-momenter. ”Eros er stræben efter helhed”, lyder en af karakterernes definition af det heterogene begreb. Jeg kunne ønske, at forestillingen havde haft samme ambition. Nu bliver det et uegalt mix af mere eller mindre sanselige billeder og mere eller mindre godt bearbejdede monologer med et par enkelte gåsehudsfremkaldende, musikalske stjerneskud på toppen.

Symposion Det Kongelige Teater
Symposion, Det Kongelige Teater. Foto: Emilia Therese

Jeg forstår ikke, hvad Anja Behrens vil fortælle med sin Platon. Det handler lidt om køn, lidt om moral, lidt om kærlighed, lidt om myter, lidt om filosofi og retorik. Hvilket Symposion jo sådan set også handler om. Så vidt så godt, men hvad er nødvendigheden i dag? Skal vi tage ansvaret på os og ”manifestere kærlighedens princip i verden”, som Anja Behrens siger i forestillingens program? Jeg kan høre det budskab i teksten, men det er svært at sælge i så ordrig form i en tid, der er mere fuld af individuelle køns-identitære agendaer – som også kan læses ind i teksten – end af individets ansvar for fællesskabet.

Jeg bliver derfor også helt træt, når jeg på teatrets hjemmeside bliver oplyst om, at der ud over stroboskoplys også forekommer nøgenhed i forestillingen. Undskyld, lever vi i 1950’erne? Hvor mange nøgne mennesker har vi ikke set i et utal af forestillinger og andre kunstarter både før og siden da? Nøgne kroppe er ok, og de er i særdeleshed ok, når de bruges kunstnerisk begavet og humoristisk, hvilket de gør i Symposion. At advare mod nøgenhed er både at skubbe på bornerthedens vogn, og at indoptage krænkelsesparadigmer, der i forvejen fylder alt for meget og flytter fokus fra vigtigere problemer, fx hvordan vi manifesterer kærlighed i verden.

Symposion Det Kongelige Teater
Symposion, Det Kongelige Teater. Foto: Emilia Therese

Skuespillerniveauet er højt

Fanny Bernth og Peter Christoffersen bruger nøgenhed i deres bedårende skabelsesberetning som hhv. Uranus/Himlen og Gaia/Jorden, der er uendeligt forenet, men dog må skilles, da Gaia skal føde. Siden da har Eros/kærligheden stræbt efter helhed. En charmant steppende Ernesto Piga Carbone supplerer med den måske mest kendte sekvens i Symposion om det oprindelige menneske, der både var kvinde og mand med fire arme og ben og to hoveder, men som blev skilt af Zeus, da det truede guderne. Patrick Gaurichter priser i en fint neddæmpet scene Eros for det skønne og det skabende princip. Stine Schrøder Jensen og Mille Hoffmeyer Lehfeldt kæmper bravt, men er udstyret med lange og ikke voldsomt spændende tekststykker, der trods garnering med diskokugle og blodige læber ikke rigtig løfter sig. Karen-Lise Mynster er tvetydigt mørk og understreger dermed subtilt sin karakter, Sokrates, påstand om, at Eros er en daimon – altså hverken gud eller menneske, men noget imellem. Sokrates peger frem mod menneskets frie vilje, Karen-Lise Mynster er en vibrerende statuette af guddommeligt skuespil.

Symposion Det Kongelige Teater
Symposion, Det Kongelige Teater. Foto: Emilia Therese

Niveauet er højt, men skuespillerne kan ikke helt redde en forestilling, hvis forskellige elementer ikke kommer i den harmoni, som vi ifølge Platon begærer og stræber efter med vores Eros.

Bliv klogere på teksten inden forestillingen med teatrets glimrende ekstramateriale

Se forestillingstrailer her

Forfatter: Platon

Oversættelse: Rasmus Sevelsted og Christian Gorm Tortzen

Bearbejdning: Anja Behrens og Miriam Frandsen

Iscenesættelse: Anja Behrens

Komponist/lydkunstner: SØS Gunver Ryberg

Scenografi og kostumer: Nathalie Mellbye

Lysdesign: Mårten K. Axelsson

Medvirkende: Fanny Bernth, Peter Christoffersen, Stine Schrøder Jensen, Ernesto Piga Carbone, Patrick Baurichter, Mille Hoffmeyer Lehfeldt og Karen-Lise Mynster