Teaterleder, instruktør og performer Kristján Ingimarsson har eksperimenteret i årtier med at udvikle forestillinger inden for de frie felt, og er en af de få kunstnere, som også har produceret på de etablerede teaterhuse. Her giver han en kommentar til, hvad de frie scenekunstnere mangler, og hvorfor pengene burde omdirigeres.
Giv pengene til kunstnerne
Det er efterhånden svært for de frie scenekunstnere at få lov til at vise sine forestillinger på teatrene.
Langt de fleste penge går til de store huse hvor teaterledere, bestyrelsesformænd og dramaturger bestemmer, hvad folket skal have lov til at se. Produktionsapparatet er tungt og dyrt og præget af store omkostningsrige huse, traditioner og regler.
Det vil sige, at kunstnerne sidder derhjemme og håber på at blive ringet op og få en opgave. På den måde bliver mange af produktionerne bestillingsopgaver. Kunsten kommer desværre tit ikke fra kunstnernes inderste lyst til at udtrykke sig. Det bliver for topstyret og indelukket.
Det er vigtigt at husene løsner op og byder det frie felt indenfor. Teatret skal konstant være i udvikling og på udkik efter nye formater og nye måder at nærme sig sit publikum.
Jeg synes pengene skal gå direkte til kunstnerne. Teaterhuse er netop huse som er bindeled mellem kunstnerne og publikum.
Jeg synes vi skal stole mere på publikums kreative tilgang til kunsten
Når det kommer til teater, er det som om, at man altid skal kunne retfærdiggøre sin forestilling og de valg man træffer som kunstner. Der behøver ikke altid være en hensigt med stykket. Det gør det vanskeligt at arbejde intuitivt, hvis alt skal pakkes ind inden servering til publikum. Scenekunst må gerne være uforudsigelig og overraskende.
Derfor følger der nærmest altid en forklaring med i programmet, som redegør for forestillinger. Jeg synes, vi må stole mere på publikum og deres kreative selvstændige tilgang til kunsten. Jeg så gerne flere abstrakte og surrealistiske teaterforestillinger, mere mod og flere eksperimenter.
Vi skal søge mod nye udtryk
Dans, billedkunst, musik og arkitektur er konstant i søgen efter nye udtryk. Teatret skulle lade sig inspirere af disse kunstarter og søge nye veje. Teatret er en visuel kunstart, men i alt for lang tid har det teksttunge samtaleteater stået som et urokkeligt tårn i scenekunstlandskabet. Den moderne dans og nycirkus har ikke haft ordentlige forhold i lang tid.
Det fysiske teater styrker forståelsen af kulturer på tværs af landegrænser
Fysisk teater er ikke rigtig en genre for sig selv, men indebærer flere retninger og er en del af det, som man kan kalde det internationale teater. Det gode ved det internationale teater er, at de gode forestillinger kan få lang levetid, fordi markedet er uendelig stort. Forestillingerne er med til at skabe forståelse og relation mellem forskellige lande og kulturer, netop fordi det fysiske sprog er internationalt. Det internationale teater har det udmærket, men der må gerne komme mere af det til Danmark.
Ny scene for den frie scenekunst
Jeg foreslår at Stærekassen kan blive en fremtidig scene for det den frie scenekunst.
Efter at Kanonhallen (tidlige Lille storbyteater, med en åben scene) stoppede i 2006 har der manglet et sted for international scenekunst. Danske tilskuere går glip af fantastiske forestillinger og scenekunstmiljøet går glip af inspiration.
Mit ønske og forslag er, at Stærekassen (tidligere scene for Det Kongelige Teater) kommer i brug som stedet for eksperimenterende og international scenekunst i København.
LÆS OGSÅ: ROOM 4.1 LIVE – web og fysisk teater går op i en højere enhed
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
Udviklingsplatformen for Scenekunst sætter i et samarbejde med iscenedev.wpengine.com fokus på den frie scenekunst – hvor den står og er på vej hen.
Læs mere om Udviklingsplatformens projekter her
