Skuespiller Ferdinand Falsen Hiis står på scenen som hovedrollen Raskolnikov, i Dostojevskijs Forbrydelse og Straf på Aalborg Teater. Her fortæller han om tankerne bag karakteren – et menneske drevet af radikalisering, had og kærlighed og en rolle, skuespilleren selv beskriver som ”den vildeste rolle at få lov at spille.”
Ferdinand Falsen Hiis er opvokset i Norge og uddannet fra Den Danske Scenekunstskole. Han søgte både ind i Oslo og København, og da han, langt før man får svar om optagelse i Norge, fik at vide, at han var optaget i København, besluttede han at flytte til Danmark. Han blev uddannet i 2017 og fik kort efter et opkald fra Hans Henriksen, der siden august 2015 har været Teaterdirektør for Aalborg Teater. Hans Henriksen spurgte, om Ferdinand ville være en del af det faste skuespillerteam på Aalborg Teater, og det endte med en 2-årig kontrakt, som nu netop er blevet fornyet.
Rollen som Raskolnikov i Forbrydelse og Straf er Ferdinands anden hovedrolle på Aalborg Teater, hvor den første var i Figaros bryllup. Udover disse roller har han spillet en lang række biroller på teatrets større opsætninger. ”Raskolnikov er den vildeste rolle at få lov at spille. Det er en af litteraturhistoriens største roller. En institution. Det er med total ærefrygt, jeg er gået til det. Og nu efter premieren er der forløsning. Det er en fantastisk karakter”, fortæller Ferdinand Falsen Hiis.
Kan et menneske tage hele ansvaret på sig?
Raskolnikov er hovedpersonen i Fjodor Dostojevskijs Forbrydelse og Straf – den unge jurastuderende, som er sin families håb. Han skal redde sin søster og mor ud af fattigdom, men Raskolnikov drives mere og mere af at ville gøre oprør mod de uretfærdige økonomiske kræfter, og hans tiltagende tanker om at slå den lokale pantelåner ihjel, ender til sidst ud i netop det.
Han slår ved samme lejlighed også pantelånerens søster ihjel og forklarer sin voldelige handling med en større tanke for det fælles bedste.
Men hvad er det Raskolnikov ser som det onde? Ferdinand Falsen Hiis forklarer, at ”dem, der er villige til, at deres egen velstand er på direkte bekostning af nogle andre, er de onde i Raskolnikovs optik”.
”Det kan være på grund af en eller anden god økonomisk aftale, der kræver, at en anden taber. Pantelåneren tager imod folks sidste minder og er derfor et meget konkret og personificeret mål for hans had. Dostojevskij udgav Forbrydelse og Straf i 1866, hvilket vil sige næsten 20 år før Nietzsche skrev, at Gud er død. Kunsten har derfor langt tidligere diagnosticeret disse store samfundsmæssige spørgsmål og temaer i forhold til uligheder og desperation”, fortæller Ferdinand Falsen Hiis om Dostojevskij, der blandt andet med dette værk blev foregangsmand for eksistentialismen.
”Et menneske, der tager til sig, at Gud er død, har jo ingen udsigt, der er givet på forhånd og må i stedet tage ansvaret på sig selv, og spørgsmålet er, om det rent faktisk er muligt. Forbrydelse og Straf er, da den udkommer, en ny genistreg, der peger frem mod de store ismer, som senere overtager fra Gud. Dostojevskij var derfor meget forud for sin tid.”, slår Ferdinand fast og peger på kunsten som et langt tidligere oplysende element end filosofien, der først understregede de samme pointer mange år efter. Om de åbenlyse økonomiske uretfærdigheder, fremhæver Ferdinand en af Raskolnikovs replikker: ‘Den, der vover mest, har mest ret – den, der fnyser af det meste, bliver deres lovgiver’.
”Det er jo en tendens, vi stadig oplever. At det handler om at vove. Vi ser stadig mange eksempler på, at den, der råber højest, ender med at få ret og magt. Bare se på præsidenten af USA, for eksempel”, siger Ferdinand Falsen Hiis.
Anger og straf
Udover at straf skal fjerne en potentiel farlig person fra gadebilledet og afskære denne fra at begå yderligere forbrydelser, skal straffen i udgangspunktet også føre til anger og refleksion. Men hvorvidt fortryder og angrer Raskolnikov rent faktisk ?
”Raskolnikov fortryder ikke sin forbrydelse – ikke før lang tid efter, hvor han er sat i straffelejr. Der er en epilog sidst i bogen, som Sonja (spillet af Nanna Skaarup Voss) laver i stykket. Den beskriver straffelejren og handler om, at Raskolnikov går ind og melder sig selv. Han har taget et valg og kan ikke blive ved. Han har erkendt, at han ikke er nogen Napoleon.”, fortæller Ferdinand.
”Det interessante er, at han udfører mordene med den ideologiske overbevisning, hvor der vil være nogle tab, for “you can’t make an omelet, without cracking some eggs”. Det er ligesom den ene side, den ideologiske, for på den anden side er der hele historien om hans søster, der er blevet udsat for et overgreb og blevet vildt udskammet. Og der er moren, som sidder tilbage i den lille landsby, og de sender begge alle deres penge til ham, fordi han skal læse jura og hive dem ud af fattigdommen. Søsteren har lånt nogle penge i det hus, hun bor i, som hun har sendt til Raskolnikov, så hun er fanget i en udnyttende arbejdssituation og det hele er hans ansvar. Han står derfor også med alt det pres, som ligger i den familiære situation”, fortæller Ferdinand om Raskolnikovs vrede.
Pantelåneren bliver et meget rent billede på de ting, han er imod, og hans inderlige had mod den person kommer også frem i forestillingen.
”Da Raskolnikov kommer til Skt. Petersborg, er det som at komme til Paris i 1960’erne. Der er studenteroprør og nye tanker og ikke længe til Den Russiske Revolution, så der er enorme strømninger i samfundet. Han møder en kæmpe kraft af tanker og ideer, og så har han en helt personlig historie, der også motiverer ham”, fortæller Ferdinand og fortsætter:
”I forhold til anger, opfatter man i løbet af historien, at den side af ham, der handler om båndet til søsteren og moren, ikke kan bære, at han har slået to gamle damer ihjel med en økse. For så kan han ikke forholde sig til dem. De kan ikke eksistere i den verden, som er en verden, hvor han har slået to ældre kvinder ihjel. Det går ikke. Derfor kan han kun forsvare forbrydelsen rent intellektuelt-ideologisk. Så angeren er der jo, fordi den kommer op og han derfor bliver nødt til at bryde med familien. Men jeg oplever ikke, og det kan man helt sikkert diskutere, at han fortryder selve idéen. Den giver han ikke op på, før langt senere, hvor han er kommet i straffearbejde. Om han finder Gud, eller om Gud finder ham, det er lidt spændende, for også i bogen er det lidt uvist”, understreger Ferdinand Falsen Hiis.
At åbne sig for kærligheden
Raskolnikov gennemgår løbende en udvikling i sin bevidsthed, og er til sidst åben over for kærligheden.
”Forfatteren var ret religiøs, og der er en sætning til sidst i bogen i epilogen, hvor Sonja siger: “Og han kastede sig for mine knæ, og så forstod jeg, at han elskede mig. At han kunne føle”. Det interessante med dette udbrud er, at i den russiske version, har man et andet verbum. For hvor man på dansk og norsk siger “han kastede sig for mine knæ”, så er der på russisk et verbum, som er mere præcist, selvom det er samme bevægelse, som beskrives. På russisk beskriver verbet i stedet en kraft udefra, som er årsag til bevægelsen, hvor han knæler, så det er som om, det er noget udefra, noget større, som får ham kastet på jorden. Det er spændende, hvorvidt det er Gud eller ham selv”, fortæller Ferdinand om lagene i fortællingen.
Idéen om skæbnen fylder også i fortællingen, da det kan lette byrden, når ansvaret ikke kun påhviler den enkelte. Her kan religionen måske noget lignenden – At man som individ faktisk fratages noget ansvar, og som Raskolnikov måske netop får løftet noget af ansvaret til sidst.
Ferdinand fortæller i den forbindelse om instruktør Hans Henriksens skarpe analyse og greb om fortællingen. ”Han kan sit shit, den mand”, udbryder Ferdinand, og det er tydeligt, hvor spændende en proces hele holdet har haft i arbejdet med Henriksen og med historiens utroligt mange elementer.
”Dét faktum, at han er åben for kærlighed igen, og at kærligheden til Sonja faktisk er en kærlighed, der kan eksistere i den verden, hvor han har slået to mennesker ihjel, regner vi jo ikke med, fordi det står i kontrast til den kærlighed til moren og søsteren, han ikke længere kunne rumme.”
Vi taler om, at dem der netop sidder og rendyrker ideologiske tanker og handler med vold, for det i deres øjne fælles bedste, kan være svære at forestille sig som mennesker, der har meget nærhed og kærlighed tæt på sig.
En ny undersøgelse lavet af CERTA Intelligence and Security i samarbejde med Trygfonden viser, at styrkelse af gensidig tillid mellem myndigheder og borgere fortsat er den vigtigste indsats for at bekæmpe radikalisering. Undersøgelsen er en opfølgning på Modstandskraft mod radikalisering og voldelig ekstremisme, som er en rapport fra 2016, der slog fast, at en årsag til radikalisering og voldelig ekstremisme kan være ensomhed og frustration. En anden årsag kan være oplevelsen af ikke at have de samme muligheder i samfundet som andre, og en tredje komponent er en uretfærdighedsfølelse rent politisk.
Hvad der kommer først for hovedpersonen i Forbrydelse og Straf kan vi ikke vide, men et bud kan være, at han får plads til kærlighed, fordi kan opgiver det store ansvar om ideologisk at redde verden. Et andet bud kan være, at han, fordi han lukker kærligheden ind og ensomheden brydes, får givet slip på sine mange frustrationer. Forbrydelse og Straf sætter mange tanker i gang og temaerne folder sig ud i en grad, der trækker aktuelle tråde til nutidens samfund.
”Hele slutningen siger også noget om Sonja, som jo har denne her tro, han netop selv latterliggør. “Du kan ikke gemme dig bag det der for evigt – du bliver nødt til at gøre noget”, siger han til hende tidligere, og på en eller anden underlig symbiotisk måde, så ender de to jo med, i deres forfærdelige skæbner, at hjælpe hinanden. Og det sker på en sådan måde, hvor vi både vises, hvordan modsætninger kan møde hinanden, og hvordan vi kan udvikle os. Man tænker, hvordan i alverden har du formået at se det her (henvist til forfatteren)”, siger Ferdinand Falsen Hiis om Dostojevskijs blik.
Visuelle abstraktioner
Bogens omfang er på cirka 800 sider, men hvordan fortæller man så meget på en enkelt forestilling?
”Enten skal man lade det vare i 9 timer eller også skal man, som vi forsøger at gøre det, gå en visuel, abstrakt og metaforisk vej”, fortæller Ferdinand. I den forbindelse bliver der blandt andet brugt en hest løbende gennem forestillingen: ”Der er en sekvens i bogen med hesten, som er ret vigtig. Inden mordet får Raskolnikov et syn fra sin barndom, hvor han er sammen med sin far, og de ser folk plage og piske en hest, indtil den dør, mens hestens ejer råber “Jeg ejer dig”. Vi har valgt at bruge hesten som et lag for at binde Raskolnikovs rejse sammen. Den bruges i nedslagspunkter i forhold til hans overbevisninger, og hesten, som også er maleren i forestillingen, tilstår også for ham. Der er tale om en kæmpe abstraktion, hvor intet er tilfældigt,” forklarer Ferdinand.
Forståelse for mennesket bag
”Sådan som vi møder Raskolnikov i stykket, er det som en meget vred og radikaliseret ung mand. Men helt til sidst i fortællingen får vi at vide, at han, inden han blev sådan, blandt andet har løbet ind i en brændende bygning for at redde nogle børn og har brugt sine sidste penge på at hjælpe en perifer vens far, der skulle på hospitalet. Vi får en forståelse for, at han har været rigtig god og et menneske, der går op i retfærdighed. I stykket giver han jo også de få penge, han har, væk. Det vigtigste for ham er, at have sin familie, og han elsker dem ekstremt højt. Han er simpelthen blevet radikaliseret, og vi ser, at det kan ske. Det er mennesker og omstændigheder, der gør det.”
LÆS OGSÅ: Lisa Nilsson: “Jeg kan ikke spilde mere tid”
På den måde tages vi med ind bag avisoverskrifterne om drabsmænd så at sige, og i udførelsen af rollen som Raskolnikov påpeger Ferdinand vigtigheden af at forstå det ødelagte i hovedpersonens indre: ”For mig har det været vigtigt for at forstå karakteren at få den side med, så jeg kunne forstå hans kerne – forstå at den er rystet i stykker, og hvordan det er sket. Historien viser også, hvordan et narrativ er et narrativ, og at det ikke er sort-hvidt. Stoffet i bogen stopper ikke med at folde sig ud. Det er genialt og bliver bare ved med at give,” afslutter Ferdinand Falsen Hiis begejstret.
Læs mere om forestillingen her
