Kirsten Olesen i en af sine bedste præstationer længe som nazi-sekretæren Hilde, der ser tilbage på den tid, hvor hun lukkede øjne for alt andet end sin egen karriere.
”Der er så meget, jeg har glemt”, siger den aldrende (Bryn)hilde Pomsel, da hun let sammensunken kanter sig ind på de sirlige stolerækker og planter sig forrest. Det er blot det første af de narrativer, Hilde bruger til at distancere sig fra sin egen involvering i og erindring om nazismen. Det sidste er slutreplikken ”Jeg kommer nok sovende til det”, som her handler om døden, men også i overført betydning peger på hendes lukkede øjne. De øjne, der ikke så eller nok nærmere ikke ville se de grusomheder, der foregik for næsen af hende som ansat i Propagandaministeriet under Joseph Goebbels.
Et liv med lukkede øjne
Nu gibber minderne i hende. Nu lades pauserne med skamfuld betydning. Nu glider blikket beskæmmet til siden. Men dengang var hendes øjne låst på karrieren, og måtte man ofre en ven eller kollega på vejen, så var det sådan, det var. Christopher Hamptons manus lader os på intet tidspunkt i tvivl om, at Hilde vidste en del, men at hun, såvel dengang som nu, finder strategier for at undgå at forholde sig til sin viden. Var hun oprigtigt forfærdet over effekten af Joseph Goebbels Wollt ihr den totalen Krieg?-tale, eller er det en efterrationalisering?
Manus bygger på dokumentaren A German Life, hvor den virkelige Hilde Pomsel fortæller om sit liv, der begyndte i 1911 i en helt almindelig, tysk familie, førte til arbejde som sekretær for både jøder og nazister, siden over statsradioen til Propagandaministeriet. Radioen vendte hun tilbage til, da fem års internering efter krigen var slut. Teksten følger således livsløbet som beskrevet i dokumentaren, men bliver måske en smule for fermt i sin gentagne udpegning af forklaringsnarrativer. Måske ikke? Måske har vi i en tid, hvor empatien med andre overbevisninger end ens egne er lav, brug for at blive mindet om, hvad der kan ske, hvis man blot glider med og ikke tager stilling til det, der foregår omkring en?
SE OGSÅ: Trailer for dokumentaren A German Life
Hilde var opdraget til lydighed, hun var så ung, hun var så forelsket, hun havde så travlt, hun vidste det jo ikke, hun troede selv på propagandaen, forhåbentlig er ungdommen klogere i dag. Forklaringerne er mange, men sandheden er vel, som hun selv formulerer det, at ”vi ønskede ikke at vide noget”. Dertil var livet under nazismen i første omgang så tiltrækkende, siden så skamfuldt, at det i begge faser var fristende at ”komme sovende til det”.
Dilemmaet mellem personlig vinding og etisk reaktion
Teksten er irriterende med sine fine sløjfer og brikker, der går sømløst op, men den tilbyder dog samtidig en særdeles fin udfordring til den skuespiller, der forstår at samle den op. Det gør Kirsten Olesen i en af de absolut bedste præstationer, jeg længe har set hende i. Sagtmodig, skamfuld, eftertænksom, men også med glimt af den unge kvindes frivolitet og livsappetit. Liv Helm viser igen sit i særklasse lydhøre talent for personinstruktion, her i et dynamisk flow på et tæppe af mol.
HØR OGSÅ: ISCENEs podcast med instruktør Liv Helm
For det skurrer jo rædsomt i fundamentet af denne fortælling, sprækkerne i teksten suppleres med det snigende kaos bag de snorlige stolerækker, og med de mørke, melankolske musikbidder. De er komponeret af jøder fra kz-lejrene, oplyser programmet, men det behøver man nu ikke at vide for at mærke deres underliggende smerte og rædsel.
Et tysk liv er en nedtonet beretning, der rummer store dybder og stiller os alle over for det dilemma mellem personlig vinding og etisk reaktion, som er dets dramaturgiske krumtap. Hildes historie bringer ikke noget nyt til emnet, der er behandlet i snart sagt alle genrer. Heldigvis landede den i Kirsten Olesens og Liv Helms kyndige hænder og fik dermed det sceniske nærvær og nerve, der holder interessen vågen. Om vi så kan lære af historien, er som altid et åbent spørgsmål.
Læs mere om forestillingen her.
