En intim version af DRs Kender du typen møder barsk socialrealisme med et hint af barndommens Du er hovedperson i-bøger i Fix & Foxys nye, digitale forestilling Avatar Me.
“Luk dine øjne. Jeg tæller ned fra fem, og når jeg er færdig, er du ikke længere Trine men Lillian”. Denne besked er noget af det første, min avatar-guide siger til mig, da jeg mandag eftermiddag skal opleve Fix & Foxys nye, digitale forestilling, Avatar Me, som havde urpremiere samme dag under Re:Locations festivalen.
Helt personlig teateroplevelse
I Avatar Me får publikum en 1:1 teateroplevelse, hvor hver enkelt bliver sendt ind i et Zoom-møde alene med sin avatar: En performer, der befinder sig et eller andet sted i verden, som kan være Brasilien, Moldova, Malaysia, Indien eller – som i mit tilfælde – Sydafrika.
Men det er ikke en samtale og en rundvisning, publikum skal forvente i Avatar Me. Min avatar, som er den 30-årige Lillian Tshabalala, insisterer på, at jeg nu er hende. Jeg ser det, hun ser, og jeg træffer valg, der påvirker hendes handlinger. “Dette er dine fødder”, siger hun til mig og jeg ser ned på hendes fødder, som nu er mine. “Kan du lide dem?” spørger hun, og da jeg bekræfter, at det kan jeg, vil hun vide hvorfor. Hun supplerer, at jeg især holder af mine hænder og fødder, fordi de ligner min mors. Og jeg elsker min mor.
Således bevæger samtalen sig hele tiden videre til nye emner. Min familie, mine venner, mit job, min kæreste. Det er meget personligt, og jeg føler mig en smule som en voyeur, der snager i en vildt fremmeds liv. Jeg kigger i skuffer og skabe. Jeg ser på billeder af mig selv som lille, familiefotos og billeder af mig selv og min kæreste.
Fra idyl til barsk virkelighed
I begyndelsen er det hele ren idyl, men i løbet af de 45 minutter, Avatar Me varer, skifter stemningen markant. Det hele starter ud med harmoni, duftlys med positive statements påtrykt på etiketterne og glæden ved at drikke rooibos-te. Men langsomt begynder min avatar at dryppe malurt i bægeret. Hun viser mig en bil, der er parkeret foran hendes lejlighedskompleks. En bil, hvor et par bor med alle deres ejendele, fordi de har mistet deres hjem under pandemien.
Jeg får valget, om jeg vil gå til fods hen for at købe kaffe, og dermed risikere at blive voldtaget, fordi jeg går som enlig kvinde på gaden, eller om jeg vil tage bilen med stor risiko for at blive highjacked. Den positive stemning smuldrer effektivt, og pludselig skal jeg forholde mig til skræmmende fakta om livet i Johannesburg. “Vidste du, at kvinder i Sydafrika har større chance for at blive voldtaget end for at lære at læse?” spørger hun mig. Pludselig virker en tur hen til supermarkedet uanset om det er til fods eller i bil slet ikke som nogen god ide.
Der er en klar fortælling og effektiv dramatisk opbygning i Tue Bierings iscenesættelse. Selvom jeg hele tiden får lov at træffe et valg og dermed påvirker handlingen, så ligger der en strategi bag, som jeg ikke kan rokke ved. En plan, som sikrer fortællingen og kvaliteten.
Avatar Me skaber akut FOMO
Selvom jeg så afgjort bliver påvirket af oplysningen om, at der myrdes en kvinde hver tredje time i Sydafrika, føler jeg mig her tryg ved, at kvinden Lillian, hvis krop jeg midlertidigt får lov at styre, er fuldt ud klar over, hvad der skal ske – uanset hvilken af de to givne valgmuligheder, jeg vælger.
På forhånd var jeg unægteligt lidt usikker på, hvad jeg ville synes om denne intime 1:1-oplevelse. For har jeg overhovedet lyst til at træffe beslutninger på vegne af et andet menneske? Gør det en forskel, at vedkommende er performer, der får betaling for at vise mig rundt? Men jeg blev fuldstændig opslugt af fortællingen og formatet.
Godt halvvejs gennem Avatar Me oplevede jeg en akut fornemmelse af FOMO. Ikke blot ift de valg, jeg netop havde truffet og skulle til at træffe, men også i forhold til alle de andre avatars, som jeg ikke fik lov at følge. Alle de oplevelser med andre performere i setuppet rundt omkring i verden, som jeg ikke oplever. Ikke fordi hellere ville have haft en anden oplevelse end netop den, jeg fik. Men tværtimod fordi oplevelsen var så intens og føltes så personlig, at jeg bare vil have mere.
Læs mere her.
