“En hyldest til teenageren” kalder Teater Apropos og Teaterhuset Filuren selv deres forestilling I’ de fucking bedste. Og det er faktisk en meget rammende beskrivelse af den farvestrålende og underholdende iscenesættelse.
Henrik Szklany står bag teksten til I’ de fucking bedste, der i Mette Ovesens iscenesættelse er blevet til en energisk forestilling i collageform. Alt sammen indhyllet i Jesper Munk Jepssons farverige lysdesign og omkranset af Morten Kamuk Andersens glitrende scenografi hvor enorme, lysende neonbogstaver fremhæver titlen.
I løbet af knap en time tager de tre skuespillere på scenen, Steffen Nielsen, Betina Nydal og Bue Wandahl, os med på en tur gennem teenageres liv med alt hvad det indebærer af begejstring, venskaber, ensomhed og dårlige dage.
En reminder til de voksne
Skuespillerne henvender sig direkte til publikum, der må formodes som regel at bestå primært af teenagere. Det er da også tilfældet søndag på Horsens Teaterfestival, hvor jeg ser forestillingen. Skuespillerne roser os for at være stået op. Klapper rent faktisk af publikum for overhovedet at være kommet. Og så tager de ellers fat på den ene scene efter den anden med hæsblæsende view ind i teenagelivet.
Til lyden af Marcus Aurelius Hjelmborgs lyddesign, der blandt andet indeholder Doja Cats Tik Tok-megahit Say So og Nirvanas Smells Like Teen Spirit hører vi om en teengagers hverdag og de mange udfordringer, det unge menneske skal igennem. Og det er faktisk ikke så lidt, når det sådan sættes på spidsen i lange opremsninger, hvilket understreges af den afsluttende kommentar på det omfattende dagsprogram: “og så skal I ligge og græde lidt”.
Også det voksne publikum kan blive helt forpustet ved tanken om igen at være teenager med alle de overvældende følelser, der raser i kroppen. I’ de fucking bedste fungerer især gennem genkendelsen, som kan mærkes fysisk som minder i kroppen.
Oprigtig hyldest
Nu er de jo ikke just selv teenagere, de tre skuespillere på scenen. Men de formår alligevel at bidrage med en oprigtighed i deres gengivelser af teenagelivet. Det skyldes især, at Henrik Szklanys tekst flere steder rammer teenagestemingen klokkerent.
“Verdens tomhed parkerer bare sin fede røv oven i hovedet på én, nogle gange,” siger Bue Wandahl på et tidspunkt. Og den fornemmelse vil langt de fleste helt sikkert kunne nikke genkendende til.
Mette Ovesen forstærker teksten i sin instruktion – især i de korte sekvenser, hvor skuespillerne på skift spiller en teenager i samtale med sin forælder. Hver gang stiller forælderen et spørgsmål. Først ser vi et langt, ærligt og til tider barsk svar udspillet af den pågældende teenager, for dernæst at høre vedkommende svare ganske kort (og noget helt andet) til forælderen, for at lukke snakken ned. For de færreste har lyst til at dele alle de inderste følelser med mor eller far.
Selvom I’ de fucking bedste indimellem kammer over og bliver lidt for karikeret, er det overordnet set en virkelig vellykket forestilling med meget på hjerte, som helt sikkert vil vække genklang blandt publikum. Og så er det blot en bonus, at forestillingen også er virkeligt underholdende.
