★★★★☆☆ Bartlebyerne – absurd samtidssatire med vanvidsglimt i øjet

Teater FÅR302 er tilbage for fuld charmerende skrue med Bartlebyerne, der angriber tidsåndens omstillingsparathed med absurd kropslighed og et univers fra 1850’ernes Wall Street. Meget er sagt om omstillingsparathed, men Teater FÅR302s særegne, finurlige univers sætter kniven dybere ind i de eksistentielle dilemmaer.

”Jeg ville foretrække at lade være”.

Sådan lyder i al sin enkelhed kernereplikken, hvorom alting snurrer i Teater FÅR302s vellykkede opsætning af Herman Melvilles novelle Bartleby, der på teatret bliver til Bartlebyerne. For har vi i grunden ikke alle en snert af denne vrangvillighed. En lyst til at stige af. Sige stop. Eller gå glip, som en af vor tids livsstilsguruer, Svend Brinkmann, formulerer det?

En gennemført koreografisk iscenesættelse

Nu lyder det måske, som om Bartlebyerne er en realistisk fortælling om hamsterhjul, omstillingsparathed og livslang læring. Men så kender man ikke Teater FÅR302. Teksten har godt nok fået en – desværre ganske realistisk – metaramme om forholdene i dansk teater, der den seneste uge blandt andet førte til en aflysning på Teater Nordkraft og et karriereskift. Men på Teater FÅR302vis løftes også rammen med ind i teatrets absurd-gakkede univers, og forestillingen har således en del til fælles med Det Kongelige Teaters Svend Brinkmann-forestilling Stå fast fra 2018 i sit møde mellem absurd kropslighed og angreb på tidsånden.

Her tages tidsånden ved vingebenet gennem en – bevares temmelig bearbejdet – tekst fra 1853. Det giver abstraktion, men også en vidunderlig scenografi af Siggi Óli Pálmason. Vi er på samme tid i et advokatkontor på Wall Street anno 1850’erne, i en teaterkulisse og i et mentalt rum, hvor der af og til er meget lavt til loftet. Rummet udnyttes til fulde i Anders Carlssons og Andriana Seckers gennemført koreografiske iscenesættelse, der hverken er bange for akavede pauser eller menneskeklumper, der roder rundt på gulvet, mens de filosoferer over legitimiteten i at sætte en antikapitalistisk forestilling op med statsstøtte.

Kontrolleret kaos rokker den kapitalistiske båd

FÅR302 er efter et par lidt svage forestillinger tilbage for fuld charmerende skrue i denne både skrupskøre og svært aktuelle fortælling om at bryde med konventionen om, at arbejdet adler. Hvordan den lille, høflige arbejdsvægring ”Jeg ville foretrække at lade være” toppet med slutningens ”Jeg ville foretrække ikke at lave nogen forandring” kan få den kapitalistiske båd til at rokke. Det er præcis den lille, men insisterende forstyrrelse, som FÅR302 kan forstørre og forlænge ad absurdum med sin helt særegne signatur af kontrolleret kaos.

Peder Holm Johansen spiller Bartleby helt nedtonet. Kun hans naivt-måbende mimik og hans rædselsdans akkompagneret af egen ”uh’er” i loop afslører livet bag dorskhedens dvale, der langsomt bemægtiger sig hans krop. Charlotte Munksgaard og Birgitte Prins er Bartlebys kollegaer Bister og Pebernød, af og til er de udgaver af deres teaterpersonaer og mod slut sætter de pointen på plads som to politimænd, der helst tænker ind i boksen. De to damer er mageløse i deres helt særlige kombination af renhjertet nysgerrighed og megalomani med satanisk drys.

Vidunderlig Jesper Hyldegaard

Helt vidunderlig er Jesper Hyldegaard som Bartlebys mere og mere desperate chef, ejeren af advokatkontoret. Han er historiens fortæller, hvis selvopfattelse som et godt menneske udfordres ubarmhjertigt af denne Bartleby, der ikke spiller efter reglerne. Forbløffelse, desperation, ja, decideret tryglen presses denne stakkels mand ud i, da hans verden langsomt imploderer.

I ruden bag dem lurer komponist Camilla Bang, der igen viser sig som et uhyre værdifuldt bidrag til ensemblet med et gennemkomponeret lydunivers. Dragende dystert taler lyden som den femte spiller i rummet kronet med det punkinspirerede råbenummer, der maner ”Work, work, work”.

Meget er sagt om omstillingsparathed og andre af tidens buzzwords, senest på Nørrebro Teater. Men FÅR302 får alligevel sat kniven ind på en ny måde, der ikke bare skøjter på overfladens idioti af netop buzzwords. Bartleby skraber helt dybt ned i eksistensens mudrede vande med et vanvidsglimt i øjet og skurrende lyde i øregangen, men holder på ægte FÅR302-vis også lige benene på jorden med et ”Jeg gør bare mit arbejde”.