★★★★★☆ Cabaret – et undergangsvibrerende, gyldent sansebombardement

Cabaret er en fantastisk musical. Underholdende, fejende flot, dramatisk og fyldt med fyrige toner og melankolske viser. Forankret i en tidsånd, og dog så vedkommende i dag. Aarhus Teater viser med denne undergangsvibrerende og overvældende generøse ensemblepræstation, at de er blandt de bedste i landet på musicalscenen.

Det hele foregår i et splitsekund. Det ved vi først til sidst, når skuddet falder. Først undrer vi os blot over bandagen om hovedet på Simon Matthews konferencier Emcee, der vaklende, luftigt, rådvildt søgende byder os ind med de ord, vi kender – “Willkommen. Bienvenue. Welcome” – og som lades med fornyet mening og kraft i Niclas Bendixens åbningsgreb, der fra start peger på os som medvidere. Som i granatchok talesynger Matthews over bas og banjo, inden han eksploderer som en Frankenstein på speed med orkester og ensemble i en blændende åbning. Scenen er sat i Kit Kat Club med alle datidens dirrende undertoner af dekadence og truende apokalypse.

Hvad ville De gøre?

Christopher Isherwoods berlinerbøger dirrer i netop den tvetydige tone, der forløses sansebombarderende visuelt, musikalsk, dramatisk i den musical, de blev til i 1966. På ny rystende aktuel i et Europa, der atter har tabt uskylden på eget territorie og stilles overfor spørgsmål, der er svære at svare på, før man har kniven på struben.

“Jeg spørger Dem i dag,
Hvad ville De gøre?
Ville De stikke af?”

Sådan synger Fräulein Schneider mod slutningen, hvor hun indser, at lykken blev kort. Just da hun fandt den modne kærligheds glæde, må hun slippe den igen. Hun kan ikke gifte sig med en jøde, hun vover det ikke. Scenerne mellem Fräulein Schneider og hendes udkårne, frugthandler Schultz, er musicalens hjerte. Midt i tyfonen af flyvende frynser, trampende støvler og swingende beats, står Ulla Henningsen og Anders Baggesen og rækker blidt ud efter hinanden. Et kort nu, og deres hænder må atter skilles.

Aldrig har da en ananas-gave fået et så æggende blødt lidenskabeligt udtryk som deres udgave af It Couldn’t Please Me More. Ulla Henningsens stemme er som skabt til lyden af 1929, Baggesens krop sprænges næsten af længselsfuld lykke. De to er ekstra guld på den fuldstændig bjergtagende forestilling.

Et komplet univers på knivsæggen mellem angst og selvforglemmelse

Simon Mathew er intet mindre end fremragende som Emcee. Altid lurende i hjørnerne, glidende i et med skyggerne, snart eksalteret ekstatisk dansende, snart hjerteskærende sagte syngende højt over vores hoveder. Sofia Nolsøe og Emil Prenter har fine, altid hektiske momenter som sangerinden Sally Bowles og Isherwoods alter ego Clifford, og hun får også foldet stemmen magtfuldt ud fra optaktens kinky Don’t Tell Mama til afslutningens signatursang Cabaret.

Men fremfor alt er forestillingen en forrygende ensemblepræstation, hvor musikere, spillere og dansere smelter sammen i en galgenhumoristisk dans mod døden i en iscenesættelse, der fornemt balancerer på netop den knivsæg mellem angst og selvforglemmelse.

Det er et komplet univers, hvilket ikke mindst skyldes Benjamin la Cours genialt udførte scenografi, der forlænger Aahus Teaters Store Scenes billedsmukke sal ind i scenerummet. Først med antydningens kunst og siden foldet ud i stadig mere komplekse filigransnørkler og flyvende engle. Så enkel en idé, så vanvittig velfungerende og æstetisk forførende udført. Cabaret er samtidig David Gehrts sidste forestilling efter fem år som husscenograf, og man må sige, han forlader huset med manér. Hans sorte og gyldne kostumer går i fuldendt symbiose med la Cours sceneri med højdepunkter i The Money Songs makabre inflationsdans og i Cabaret, hvor himlen så at sige glitrende daler ned på jorden i en sidste hyldest til livsglæden, før alt er tabt.

LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med instruktør Niclas Bendixen