Dramafronten inviterer i anledning af Dansk Teater 300 år på vandringen Fantomteater gennem København med fem dramatiserede nedslag i hovedstadens teaterhistorie.
Septembersolen bragede ned over Ofelia Plads, da jeg efter en maritim cirkusforestilling hastigt ilede videre mod Skuespilhuset, hvor Dramafrontens vandring Fantomteater starter. Opdelt i fem hold med hver sin farve fulgte vi pænt efter vores guide i. Fantomteater fejrer dansk teaters 300års dag med at sætte fokus på netop den dansksprogede dramatik – og det sælger tydeligvis billetter til både unge og ældre, venner og kærestepar. En tager tjansen som bagtrop og afsted det går ned mod Kongens Nytorv.
Fra værtshus til palæ
Ruten går mellem steder, hvor der engang lå teatre, som ikke længere findes. En jagt på teatrets ånd, på dets helt lokale historie i København og på de menneskeskæbner, der fiktivt og historisk fletter sig sammen i de fem bittesmå forestillinger, som Dramafronten er ekspert i at eksekvere i det offentlige rum.
Først skal vi på bar i Ny Adelgade, der i 1722 hed Lille Grønnegade og husede det teater, hvor der første gang blev sagt replikker på dansk. Andreas Garfields Repetition udspiller sig i nutiden, men flirter med den noget nærmere fortid. Et par, spillet af Michelle Bjørn-Andersen og Morten Hauch-Fausbøll, mødes på Palæ Bar for at fejre deres årsdag med en tur ned af memory lane, der blandt andet inkluderer et stævnemøde til en teaterforestilling i et bezat hus tilbage i 82. Hun har nøje genkaldt sig deres replikker fra dengang, men ingen af dem kan helt huske, hvad der skete – og det er nok heller ikke så vigtigt. Livet er en scene, og Garfield leger fint med spejlet mellem teater og hverdag.
Fra værtshus til palæ, nærmere bestemt Odd Fellow Palæet, hvor Claus Flygares lettere fjollede fantasi Bortførelsen om liderlige guder og grevers overgreb på unge, bly piger. Scenen tager afsæt i en virkelig historie, der udspillede sig i Moltkes Palæ på den anden side af gade, men gakker til højre og venstre med en god portion melodramatisk overspil på den sjove måde. Måske ikke en tekst, der vil gå over i verdenslitteraturen, men ukueligt leveret af trioen på gulvet, Jela Nautius Abildgaard, Kasper Leisner og Nicolai Dahl Hamilton.
Døde scenekunstnere på spil oppe og nede
Vi blev i de dunkle sider af menneskelivet, for nu gik turen ned i parkeringskælderen under det hedengangne Casinoteatret. Her huserer Jokum Rohde med sit vanlige morbidt-glamourøse greb om dramatikken. Vi er hos de døde scenekunstnere, der tilsyneladende må gentage deres jordelivs opgaver i det uendelige i det hinsides, inklusive dramatiske divaer og triste skæbner i korpigernes rækker. Nana Morks skræmmer livet af både os og sine to kollegaer, som Kristan Halken og Jesper Hyldegaard giver al den hverdagspatos, man kan ønske sig.
Op af kælderen og over Amalienborg Slotsplads mod vandet, hvor vi møder endnu en afdød. Denne gang er det skuespilleren Pickelhering (Peter Flyvholm), der brændte inde i Sophie Amalie Teatret i 1600tallet, og nu kun kan optræde som perfid stemme i hovedet på Petrine Agger. Hun forsøger at forsone sig med sin datter (Luise Skov) i Julie Petrine Glargaards nænsomme tekst, Pickelhering er død.
For vores hold slutter vandringen ved Stærekassen med Vivian Nielsens hyldest til Teatrets hjerte. Thalia (Camilla Lau) og Melpomene (Rikke Westi), muserne for komedie og tragedie, har egentlig droppet teatret for at blive klimaaktivister sammen med deres syv søstre. Men mødet med en tilskuer (Sarah Boberg) og hendes oplevelse af scenekunsten som barn tænder atter en flamme for teatret i dem.
Kærlighed til scenekunsten
Det samme gør Fantomteater i os, der trasker med. Nogle bliver ramt af den ene tekst, andre af en anden, og snakken går livligt på tværs af grupperinger mellem stationerne. Formen er et enkelt, men virkningsfuldt publikumsinvolverende greb omkring de fem korte dramaer, som i øvrigt har fine fortolkere i deres instruktører, Solveig Weinkouff, Camille Sieling Langdal, Emil Rostrup, Christoffer Berdal og Maria Vinterberg.
Først og fremmest er Fantomteater den mest indlysende måde at fejre dansksproget teaters runde dag med. Det er skitser, men ikke desto mindre dramatik, der fungerer og både let til fods og elegant eksistentielt leger med sproget, teaterhistorien og scenekunstens betydning. Det er en smuk gestus, der forløses i nuets energi med det engagement, kærligheden til scenekunsten fylder os med.
Det kunne jeg unde flere at opleve, men selvom Fantomteater også spiller de næste to søndage, meldes der allerede udsolgt.
Læs mere om programmet for Dansk Teater 300 År her.
Fakta
OM DRAMAFRONTEN
Dramafronten under ledelse af dramatiker og instruktør Rhea Leman er et netværk af professionelle teaterfolk med primært fokus på dramatik og dramatikere. Netværket blev grundlagt i 2009.Dramafronten støtter og arbejder med udvikling af ny dansk dramatik. Èt af Dramafrontens erklærede mål er at bringe dramatikken ud af teaterrummet, ud hvor folk lever og færdes. Dramafronten afsøger nye formater at formidle den danske dramatik i, og søger nye måder at møde publikum på og er desuden netværksskabende internt i teaterbranchen ved at bringe dets aktører sammen omkring projekter, der alle har den nye dramatik som omdrejningspunkt.
Fantomteater produceres i et samarbejde mellem Dramafronten og Det Kgl. Teater, og præsenteres desuden i samarbejde med Danske Dramatikere og Dansk Teater 300 år.
