Dansens Hus i Helsinki hedder Tanssin Talo og åbnede officielt den 2. februar 2022 med en tv-transmitteret galla, hvor hele landet kunne følge med i åbningen af landets første hus dedikeret til dans. Pandemien betød, at huset først åbnede de flotte fysiske lokaler for publikum i april. ISCENE tog en snak med programleder Mikal Aaltonen om hans oplevelser af husets åbning og om drømmene for kunstarten, publikum og kunstnerne.
Midt i Helsinkis centrum og tæt på havnen ligger Kabelfabrikken, Finlands største kulturcentrum fyldt med museer, gallerier, studier, kunstskoler og caféer. Det er her under de høje lofter omgivet af lange, brede korridorer med generøst lysindfald, at der efter næsten 100 års efterspørgsel, endelig er skabt unikke rum dedikeret til dans. Der er hele to scener: Erkko med 700 sæder, der kan omstilles til i alt 1.000 publikummer og Pannu med 235 sæder, der maksimalt kan rumme 400 publikummer.
Processen blev igangsat i 2015 forudgået af stiftelsen af foreningen Tanssin Talo i 2010 til fremme for dans i Finland. Jane and Aatos Erkko Foundation støttede med 15 mio euro, der blev den endelige katalysator for den offentlige støtte, der igangsatte byggeriet af arkitekterne JKMM Architects og ILO Architects.
”Meningen med at få et hus dedikeret til dans, ikke mindst under udviklingen af projektet, var at øge synligheden af og den kulturelle status for dans i Finland. Der var også et politisk aspekt, for hvis dans altid bliver skubbet ud på sidelinjen og begrænses på tid og plads, kan den kunstneriske udvikling ikke finde sted, og dansens kulturelle status kompromitteres. Nu, hvor huset er her, svarer det ikke på alle spørgsmål og løser ikke alle eventuelle problemstillinger, men alene det faktum, at det er her, er en milepæl,” siger Mikael Aaltonen om det overordnede formål med huset.
Ressource for dansefeltet
Mikael Aaltonen, der blev en del af udviklingsteamet i 2019, er en af de få, der er fulgt med ind i husets driftsfase. Han mener, huset opererer under et unikt økosystem, der dels består af faste programpartnere, dels af selvstændige kompanier og dels af udenlandske kompanier, kunstnere og diverse events.
På årlig basis programsættes en bred vifte af de mest interessante nationale og internationale kunstnere i dans og cirkus. Huset skal kunne rumme forskellige typer kunstnere og publikummer, så dansen får de bedste forudsætninger for et højt kunstnerisk niveau med størst mulig bredde. Selv efter blot otte måneder har Aaltonen en god fornemmelse af, hvad huset formår i forhold til både indhold og rammer:
”Behovet var at tilføre en ressource til dansefeltet, og det kan forstås på mange måder. Jeg forstår ressource som et performancehus, der fokuserer på programmering og præsentation af dans året rundt. Selvfølgelig med muligheden for at lave storskalaforestillinger, som ikke har været mulige uden et særskilt dansehus før, hvis man ser bort fra operahuset. De fleste kompanier og selvstændige kunstnere er gennem årene blevet præsenteret i meget mindre størrelsesorden, hvilket har stor indflydelse på det kunstneriske udtryk”.
Kuratering og partnere
De fire forskellige programpartnere er Cirko – Center for nycirkus, Danseteateret Hurjaruuth, Tero Saarinen og Zodiak – Center for ny dans. Zodiac er ikke storskala, men arbejder med det uafhængige felt omkring co-produktioner, hvorfor kurateringen afhænger af, hvilke projekter der er på bordet. Tero Saarinen company er et turnerende kompani, som har brug for specifikke tidsperioder til deres præsentationer.
Cirko – center for nycirkus bruger primært den store scene én gang om året for at præsentere en international cirkusproduktion, mens Danseteater Hurjaruuth bruger scenen i 2 måneder. Partnerne bruger dermed kun en mindre del af husets kapacitet.
Partnerne har som fællesnævner, at de modtager offentlig støtte og derfor kan planlægge et par år frem i tiden i modsætning til de selvstændige kunstnere, der planlægger med kortere frist og kan få plads, når de har fundet støtte til et projekt. Endelig vil der være forestillinger og events fra diverse eksterne, nationale og internationale udbydere af dans og kultur såvel som egne fondede projekter.
Kunstnernes modtagelse
De fysiske rammer har stor indflydelse på kurateringen og mulighederne for at supportere hele to scener parallelt. Det synes at være mere udfordrende, end man kunne forudse. Der er fx kun én prøvesal og én garderobefacilitet, der skal rumme alle former for produktioner. Der er derfor altid tæt belagt med kunstnere og kompagnier, der skal optræde i huset.
Aaltonen fortæller, kunstnerne er glade for scenerne, hvilket blev afventet med en vis spænding. Det gælder heldigvis både lokale og internationale kompagnier med navne som Susanna Leinonen Company, Wayne McGregor og Tanztheater Wuppertal. De er glade for salsopbygningen og intimiteten med publikum. Den store scene kan dog også give udfordringer for nogle:
”Kompagnierne skal normalt afholde prøveperioden et andet sted, da der ikke er kapaciet til at booke både faciliteter til både prøve- og produktionsperioden. De betaler en reduceret pris for lejen, men det er ikke gratis at være på scenen. Ved premierer afsættes oftest 5-7 dages scenetid afhængig af produktionen. Det er forståeligt, at kunstnerne fx har udfordringer med teatermaskineriet og den store scene, der højner mulighederne for at skabe noget stort, men fundingen følger ikke nødvendigvis med de øgede behov og de stigende priser”.
Publikums modtagelse
Udover selve billetsalget ser huset også på, hvad forskellige typer af produktioner kan i forhold til publikum. Mange forestillinger har været udsolgt, og hele efterårssæsonens vidt forskellige forestillinger og events har generelt været velbesøgte. Aaltonen påpeger også, at dansesport og street-dance-konkurrencer har en anden form for publikumsrelation end fx moderne dans.
”Det er lettere at tiltrække familie og venner til et event, hvor de kender nogen, men et mål er, at vi også ser et stigende antal mennesker, der er interesseret i moderne dans, nu hvor det foregår lige midt i centrum og er let at komme til”.
Aaltonen ser allerede tendenser til, at publikums aldersspredning er blevet større. ”Flere har kommenteret på, at det er tankevækkkende, hvor stor aldersspredningen er sammenlignet med mange andre scener. Jeg er glad, når en forestilling har et differentieret publikum og føler, vi er lykkedes med noget, når det rent faktisk interesserer folk fra 20 – 70 år og nogle gange i ret overraskende tilfælde. Det finder jeg absolut meget lovende”.
Udover den rent geografiske tilgængelighed, er kommunikationen også blevet lettere: ”Nogle ting er blevet nemmere at formidle nu, og jeg ser allerede en tendens til en voksende interesse for dans, der har været umulig tidligere, fordi produktionerne var spredt på så mange forskellige lokationer, at det i høj grad også påvirkede muligheden for klar kommunikation og marketing. Folk, der ikke ved, hvor de skal orientere sig, fordi aktiviteterne er spredt ud, går glip af oplevelser, de rent faktisk kunne være interesserede i”.
Kunstarten løfter sig i fællesskab
Et andet vigtigt aspekt er det indlysende faktum, at der nu er flere pladser at sælge til forestillingerne: ”I mange tilfælde er kapaciteten afgørende. Der er ikke meget behov for at kommunikere, hvis der kun er 200 sæder at sælge. Det sker kun med større skala. Kunstformen vil aldrig vokse, hvis man fastholder den bekymring, der blev ytret i udviklingsfasen, at huset blev for stort, at der ikke var publikum til så stor en sal, og at det var urealistisk. Tilgængelighed handler også om kapacitet til at rumme flere, og dermed en mere divers gruppe af mennesker, og det er et væsentligt aspekt af diskussionen”.
Der findes stadig andre venues i Helsinki, som også har dans på programmet, og Aaltonen fremhæver vigtigheden af at samarbejde:
”Det kan virke lidt truende for de eksisterende organisationer og scener, at der nu er en stor scene udelukkende til dans. Vi må stole på, at det i det lange løb vil være til fælles bedste. Vi vil ikke presse alle danseforestillinger ind i vores lokaler, men er i konstant dialog med de andre scener om, hvordan vi skal udvikle en form for fælles synlighed”.
Drømmene fortsætter
En stor mission for huset er et bredt, nationalt outreach. Transmissionen af åbningsgallaen er stadig tilgængelig, så alle har mulighed for at se den historiske åbning, ligesom det europæiske Arte Concert viste åbningen og ramte et stort, internationalt publikum. Podcastserier skaber nye relationer med huset, der både kommunikerer events og støtter dansekultur og kunst generelt. De digitale platforme spiller en stor rolle, og målet er at udvikle dem yderligere i de kommende år.
Aaltonen konkluderer, at der altid er aspekter, drømme og synspunkter i løbet af et projekts udvikling, som ikke får plads. I visse dele af projektfasen var der især nogle unge kunstnere, der drømte om noget mere i retning af et kulturcenter, som ville være aktivt hele tiden med plads til mange små aktiviteter, events og workshops:
”Det er nødvendigt at prioritere og erkende, at vi ikke kan realisere alle idéer på én gang. Vi har fx en foyer, hvor der var en idé om et multifunktionelt eventsted. Det viste sig ikke at være stort nok og samtidig meget svært at isolere fra de andre aktiviteter i huset grundet arkitekturen. Lige nu kan vi kun planlægge aktiviteter, der er direkte relateret til scenerne, men placeringen i Kabelfabrikken har potentiale til ekspansion”.
Finland har fået et hus til dans, der er et nationalt centrum samt en fælles bevidsthed for dans og nycirkus, der vil byde på mange berigende, nationale og internationale oplevelser i fremtiden. Allerede efter otte måneder peger alt på, at huset vil formå at løfte finsk dans ud af rodløsheden og skabe plads til kunstnerisk udvikling, tiltrække internationale kompagnier og skabe nye relationer til publikum i både omfang, bredde og geografisk udbredelse.
Læs mere om Dansens Hus i Helsinki og om dans i Finland på TanssinTalo og Dance Info Finland.
Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med Finlands Kulturinstitut i Danmark med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
