Populært lige nu

Hvad nu, hvis Romeo og Julie ikke døde? Ny forestilling giver svaret

I den kommende uge har Københavns Shakespeare Kompagni verdenspremiere på en fortsættelse af William Shakespeares Romeo og Julie, der udspiller sig i en alternativ...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★☆☆ Elektra – outreret kvindeportræt i tv-thriller-klæder

Richard Strauss’ opera om den hævngerrige Elektra, der sværger død over sin mor, er på Det Kongelige Teater blevet til en scenisk tung, men afslutningsvis kæk omskrivning, der vægter gys over dybde.

Knap to måneder efter Anja Behrens på Husets Teater opsatte en Elektra baseret på adskillige kilder og dermed præsenterede en psykologisk dybde i skildringen, er vi tilbage i det outrerede kvindeportræt med Dmitri Tcherniakovs tv-thriller-udgave af Richard Strauss og Hugo von Hofmannsthals hidsige opera fra 1909.

Annonce

Den russiske instruktør (der bor i Tyskland og har lagt afstand til Putin) udfolder sin Elektra i popcornklar cinemascope med en lav, men luksuriøst dyb scene. Herskabeligt tager det sig på alle måder ud: En rigmandslejlighed med hvælvinger og høje loftsreoler udgør rammen for et kammerspil, der vægter tekstlig levering i ganske statiske tableauer.

Elektra, Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo
Elektra, Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo

Overfladisk dybde

Dybden er dog hos Tcherniakov, Strauss og Hofmanssthal netop overfladisk. Elektras hævn over moderen, der slog hendes far ihjel, fremstår gennem den knap to timer lange enakter som et udslag af uforklaret mani, spejlet i en voldsomt omskiftelig og kras musik.

Elektra, hendes fromme søster og deres demensramte moder dyster fra start til slut i hysteri og vrangforestillinger. I Tcherniakovs udlægning tilsyneladende blot for at nå frem til en ikke dybsindig, men snarere satirisk omskrivning af broderen Orestes’ tilbagevenden som øksefører: I sin vildelse ser Elektra ikke, at han i virkeligheden er en vildfremmed seriemorder.

Elektra, Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo
Elektra, Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo

Overbevisende sangere

Plathed eller ej, omskrivningen til splatterfilm tilfører dog tiltrængt leben til en opsætning, der virker tynget af, at man har valgt at parre Strauss’ mættede partitur med en så tung og immobil scenografi. Lise Lindstrom synger hovedpartiet med frygtløst overskud, men bevæger sig for stift til at bryde med udtryksfylden, ligesom Violeta Urmanas forrygende portræt af den senilt vildfarne moder – klædt i morgenkåbe og ædelsten – er en netop kantet oplevelse.

Sanselig er dog Elisabet Strid i sine pastorale omslag som søsteren, der drømmer sig væk fra lejlighedens fangenskab, og indtagende er Johan Reuter som den falske Orestes, der sniger sig ind på sine ofre i slowmotion.

Det er i det hele taget et overbevisende sangerhold, som bærer en opsætning, der har meget fokus på musik og tekst, men som kunne være blevet en endnu mere besættende oplevelse, hvis afslutningens kækhed havde manifesteret sig gennem større brud med tyngden undervejs.

Musik: Richard Strauss. Libretto: Hugo von Hofmannsthal. Iscenesættelse og scenografi: Dmitri Tcherniakov. Instruktør ved genopsætning: Thorsten Cölle. Kostumedesign: Elena Zaytseva. Lysdesign: Gleb Filshtinsky. Videodesign: Tieni Burkhalter. Dramaturg: Tatiana Werestchagina. Musikalsk ledelse: Thomas Søndergård.

Medvirkende: Lise Lindstrom, Violeta Urmana, Elisabet Strid, Johan Reuter, Gert Henning-Jensen m.fl.

Samarbejde med Staatsoper Hamburg, hvor opsætningen havde premiere i 2021.

Spiller på Det Kongelige Teater (Operaen) 25. marts – 26. april 2023.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Sune Anderberg
Sune Anderberg
Selvstændig kulturjournalist og kritiker, skriver fast for en række danske medier. Medlem af Reumert-juryen og Anmelderringen, cand.mag. i musikvidenskab fra Københavns Universitet.
Annonce