★★★☆☆☆ Til tjeneste – og til kamp i moderne agitpropteater

Revolver fortsætter sin afsøgning af blandingsformer mellem scene- og billedkunst. Denne gang i kunstnerduoen Astrup & Bordorffs iderige Til tjeneste om velfærdsstatsproblematikker, der trods fire dygtige spillere kæntrer lidt i en tekst fra virkelighedens omsorgspolitiske netværk.

Har man aldrig været oppe i tårnet på Københavns Rådhus, skal man unde sig en omvisning med rådhusbetjentene, der flyder over af anekdoter om den specielle bygning. Rådhuset er rigt på bygnings- og udsmykningsdetaljer og inkarnerer samtidig magtens arkitektur.

Annonce

Kunstnerduoen Astrup & Bordorff har ladet sig inspirere af begge dele i deres velfærdsundersøgelse Til tjeneste, der indgår som tredje værk i Revolvers undersøgelse af scenekunsten og billedkunstens sammensmeltning. Det aspekt er dog svært at se i en forestilling, der bevidst eller ubevidst kommer til at fokusere mere på sit tema end på end sit udtryk, og ikke adskiller sig særligt visuelt eller fortællemæssigt fra andre sceniske formater.  

LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af Sorcerer, der også kombinerede scene- og billedkunst på Revolver

Klokken falder i slag

Det sagt, er scenografien og udnyttelsen af den ganske billedskabende. Vi er i rummet bag Rådhusets store ur, som de fleste kender fra nytårsskålens evige diskussion om, hvilket klokkeslag man skal hoppe på. Nytårsaften er det også i Til tjeneste, hvor tre sæt varme og et sæt kolde hænder ved et uheld bliver låst inde i rummet og må tilbringe aftenen sammen, indtil hjælpen når frem.

De kolde hænder sidder på den kommunale kommunikationsmedarbejder, som har taget omvisningstjansen den dag. Sandsynligvis fordi hun føler sig ganske overflødig i sin egen jobfunktion, der mest handler om at få en kollega til at skifte skrifttype på en hjemmeside. Hun panikker, da loftslemmen smækker, men slår sig siden til ro med de tre andre, der viser sig at være velfærdsstatens kernetropper, dog tre arbejdsløse af slagsen.

Levende karakterer ud af død tekst

Signe Egholm Olsen er sygeplejerske og har taget sin tørn i 25 år, men er nu ramt af et piskesmæld. Hun er en krasbørstig dame, der går fra bidende sarkasme til frådende raseri på et splitsekund i sin store tro på det offentlige og en tilsvarende vrede over nedskæringerne af samme. Lise Lauenblad er højgravid jordemoder, der ligesom Luise Kirsten Skovs pædagog giver rystende billeder af omsorgssvigt med fatale følger i deres respektive jobfunktioner.

Det handler ikke om liv og død eller oversete børn for Lucia Vinde Dirchsens kommunikationsmedarbejder. Hendes afmagt skyldes i modsætning til de øvriges mangel på konkret mening, og hun udgør altså den anden dårlige side af mønten, som den ofte fremstilles unuanceret i debatten. Således også her, idet forestillingens tekst er skabt ud fra samtaler i eksisterende omsorgspolitiske netværk.

Det lider den ærlig talt under, da spillerne jævnligt lyder, som om de læser op fra avisen. Heldigvis formår de fire på scenen at skabe levende karakterer ud af deres døde tekster og har også et par stærke, enkle sange at gøre godt med. Foruden Signe Egholm Olsens karske konsekvens, Lise Lauenblads fortvivlelse på drævende jysk, Luise Kirsten Skovs smukke stemme og forskræmte øjne og Lucia Vinde Dirchsens sitrende nærvær kunne denne bagatel af en velfærdsfortælling let være dalet tungt til jorden trods dens billedskabende momenter og finurlige tiltag.

Klarsynet, kapitalismekritisk due

Betagende er det, når de kravler ud på gesimsen og ses som skyggespil foran uret. Flot kontrapunktisk er Kirsten Astrups svulstige lydunivers. En fin billeddetalje er flyveblade med tryk af hænder, som henviser både til de ikoniserede varme af slagsen og helt konkret til de aftryk, Luise Kirsten Skovs pædagog laver med børnenes små buttede hænder på sit arbejde. Finurlige og sjove er loftets hengemte buster og levende duer, der blander sig i kvindernes debat med egne holdninger og provokationer.

Tænk, at man skal høre det mest klarsynede, kapitalismekritiske synspunkt fra en due. Duerne har fat i den lange analytiske ende her, men ellers er der ikke meget nyt under solen i behandlingen af emnet. Der vil uden tvivl være stor genkendelighed hos virkelighedens både kolde og varme hænder – et rædsomt udtryk, som også adresseres i forestillingen.

Om den sceniske ramme kan påvirke beslutningstagerne og/eller rejse masserne til kamp, er derimod nok et åbent spørgsmål, omend Til tjeneste prisværdigt fremstår som let moderniseret agitpropteater. Det komplekse tema skal dog nok skæres skarpere ud, hvis Folketinget og fagorganisationerne – og ikke blot Rådhuset eller den enkelte borger – skal råbes op.

Se forestillingens program her.