★★★★☆☆ Mass – bloom explorations – koreografisk kontinuitet mellem liv og død

I 2018 skabte Tina Tarpgaard med recoil performance group Mass – bloom explorations. Et nyt værk i hendes serie af biokunst med det formål at sætte noget andet end mennesket i centrum i kunsten. 200.000 kriblende melorme har hovedrollen i et kuppelformet plastikdrivhus på Sydhavn Teater i Østre Kapel. Midt i ormefarmen sidder mennesket, Hilde I Sandvold, og brækker flamingostykker med fascinerende nærvær.

Nogle kravler forlæns, andre ligger i en bunke ovenpå hundredvis af artsfæller, mens andre igen rutsjer sidelæns på de små buler i det hvide underlag. Hvis man har fobi overfor andres spiselyde, kan lyden af 200.000 spisende melorme være intens. Så snart man træder ind, høres en summen af kæber, der gnasker. Den brune masse omslutter deres tålmodige madmor i konstante kriblende bevægelser.

Fra en højttaler i baggrunden høres forfatter Ida Marie Hedes seks sider lange dystopiske tekst til værket. Den er holdt i jeg-person fra menneske til orm, fx ”Jeg ønsker mig små udgaver af snegle, dovendyr og elefanter, lastbiler og gaffeltrucks, der kan hoppe ud af min mund og rydde lossepladser og skaffe atomaffald af vejen i ét væk…”. De skarpe kommentarer fastholder stemningen og værkets kontekst.

Dystopi for overlevelse

Vi ved det godt. Mennesket er den mest belastende art for økosystemet. Tina Tarpgaard holder et oplæg om biokunst og hendes The Membrane Project, som dette værk er anden del af. Pointen er, at vi også bare er en del af et økosystem, men vi forestiller os, vi kan kontrollere alt. 

Værket antyder, vi er ormene underlegne. En dag, når vi er udryddet, vil noget andet bryde frem adapteret til forholdene i denne dystopi. Deraf navnet Mass (killing) bloom explorations. Forskningen viser, at melormen har en bakterie i maven, der gør, at den kan spise plastik, der omsættes til muld. 

Tanken om, at en orm kan kontrollere vores svineri, rejser nye spørgsmål i vores opfattelse af bæredygtighed og position i økosystemet. Også i forhold til en organisme bestående udelukkende af mund og mave, og som ikke bestiller andet end at æde og producere afføring. En konstant cyklus mellem liv og død. Kan mennesket stadig nå at indgå i naturen med større sanselighed? 

Plastikguffende kunstværk

Mass – bloom explorations er et imponerende baggrundsstudie og kunstværk fra Tina Tarpgaards hånd, der nu har vist sig levedygtigt på femte år og rejst i fx Sverige, Finland og Holland. Melorme er åbenlyst fascinerende at hænge ud med til festivaler og som her på en kirkegård. Denne sære biotop udstråler al tid i verden i dens utraditionelle samvær af gensidig respekt.

Publikum træder ind i domen, hvor de gnaskende, kriblende melorme og en nøgen kvinde i gennemsigtig latexdragt bevæger sig i en arena. De kriblende, brune masser guffer lystigt på flamingobakker. Med deres enorme iver for at bevæge kæberne konstant, skulle al plastik i domen være væk på syv dage. En timelapse video viser processen. 

Oplevelsen tilfører nye perspektiver og synsvinkler, men som Ida Marie Hede påpeger: ”Jeg ved ikke, hvad der foregår i deres bevidstheder… små øjne inde i det sortbrune kød”. Ormene og deres flamingofodrende kæmpekvinde har en beroligende effekt. For at forstyrre så lidt som muligt, er alle bevægelser meget langsomme. Hun ser ikke klart gennem gummiet og bruger alle sanser til hver justering af kroppen. 

Den omvendte gartner

”Det her er min have,” siger kvinden til os med sin langsomme stemme fra en fjern galakse. ”Jeg er en slags omvendt gartner. Jeg laver muld. Så der kan vokse en blomst, måske en plastikblomst”. Kvinden beder nogen række hende en flamingobakke, som hun langsomt tager imod. Publikum må justere deres tempo og tilpasse sig værket. Samværet vækker på fin vis både sanserne og en ny form for opmærksomhed.

Hun tilbyder os at smage de kyllingelår, der ligger i kassen og giver resten til ormene. Forsigtigt hælder hun en håndfuld orme fra sin hånd ned over knoglen til deres kæber fyldes af saftigt kød. Hun retter sig op, flytter sin fods placering i høflig overenskomst med de masser, der omfavner hendes fødder. Flamingokassen løftes, og orme falder en efter en på underlaget som tunge regndråber.

Med sine stærke arme bøjer kvinden nu kassens seje struktur. En person sidder i skudzonen udenfor arenaen, idet flamingoen knækker. Lader dem komme. Uforudsigeligheden er pirrende, fordi vi er en del af det kunstneriske økosystem. Når vi giver dem flamingo, sætter vi bevægelser i gang. Ormene nedbryder det og flytter det. Over tid skabes koreografiske mønstre mellem dem, os, flamingoen og kvinden.

Se videotrailer her.