Populært lige nu

Sex på scenen med hjælp fra intimcoach

Interview med skuespiller Anne Plauborg

Årets ultimative højdepunkt i TeaterVejle

Det er tid for præsentation af sæsonprogrammer og i Vejle har teaterforeningen TeaterVejle i et par år satset stort på at sende deres trykte...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★★★ Leaning Tree – succesfuldt samarbejde er ren magi med et nordisk twist

Dansk Danseteaters premiere på Leaning Tree spreder magi på Store Scene i Det Kongelige Teaters skuespilhus. Værket er koreograferet af Fernando Melo med nykomponeret symfonisk musik af Signe Lykke, fremført af Copenhagen Phil. Atmosfæren er fængslende smuk og skarp i et nordisk univers af Hammershøi-inspirerede billeder i en scenografi, der udfordrer fysikkens love.

Musik, dans og scenografi er på lige fod i Leaning Tree, dette forunderlige værk, hvor publikum forføres af visuelle og auditive illusioner. Danserne fremstår som vægtløse ånder, der transcenderer menneskelig bevidsthed med en glat overflade og et dystopisk indre. Den polerede forside krænges af med et snuptag og blotter en rå bagside. Hvad er kunst og hvad er virkelighed, når alting danser med?

Koreografien smyger sig om ikke bare musikken, men også om scenografien. Det er ubegribeligt, at dansere og koreograf først har hørt musikken i sin helhed få dage før premieren. De 47 orkestermusikere sidder i mindre ensembler rundt i salen og orkestergraven og skaber dermed en effektfuld akustisk surround sound. Dirigent Christian Øland leder og holder sammen på fremførelsen af det helt nyskrevne symfoniske værk.

Leaning Tree
Leaning Tree. Dansk Danseteater. Foto: Natascha Rydvald.

Vindue til sjælen

Døre og vinduer spiller en stor rolle i Hammershøis malerier og også i denne iscenesatte fortolkning. En mand skriver et brev, der tilsyneladende lukker fortidens ånder ind. De nærmest siver ind ad døren i slowmotion og overmander ham. Kvinden, der senere læser hans brev, spejler sig magisk i sine erindringer i et vindue, der både kan spejle og give udsyn. 

Vi ser parrets dialog over et bord med arme, der rækker ud, og overkroppe, der vrider sig. Individerne kæmper med relationerne, men også med deres egen skal. Selv døre og vinduer åbner ikke til verden, hvilket understreges af en dansers pas de deux med en dør. Som træer, der svajer med tunge grene i vinden, er også danserne låst fast ved roden i en scene og kan blot bøje sig effektfuldt hver for sig.

Den følelsesmæssige afstand mellem menneskerne spejles af instrumenter, der spiller flere oktaver fra hinanden. Det komplekse og minimalistiske orkesterværk leveres med sitrende nærvær i en enorm spændvidde fra de høje sfæriske toner af buestrøg på xylofon til melodiske træblæsersoli og fyldige strygerpassager i mellemlejet til de dybeste kontrafagotter og messing.

Leaning Tree
Leaning Tree. Dansk Danseteater. Foto: Natascha Rydvald.

Sømløse genistreger

Scenografien er designet af Raphael Frisenvænge Solholm og Fernando Melo som en halvvæg, der kan bøjes i flere led og skabe forbløffende effekter af rumligheder. Når danserne vender scenografien på vrangen i forskellige konstellationer, blændes vi af dystopisk skarpe lysstofrør. De brutale sceneskift står i skærende kontrast til forsidens dystre Vilhelm Hammershøi-inspirerede iscenesættelse.

Personernes underspillede indre synes at blive krænget ud i lyset fra deres skyggeliv bag scenografiens trygge vægge. Kostumedesigner Maria Ipsen understreger dysterheden og de holdte former med mørkeblå og grå nuancer i smukke stoftunge kostumer med fine symbolske detaljer.

Spændingen og det rige indre liv, vi blot kan forestille os, udstilles i musikkens rumligheder med krystalskarpe, atonale klange, som fra fjerne galakser, drypstenshuler eller vindspil på et bjerg. Ikke mindst slagtøjet har en stor rolle i deres forførende timing og udtryk fra hver sin ende af salen. Dansere og musikere deler fysikaliteten og skaber sammen spændinger og billeder, vi kan forsvinde ind.

Leaning Tree
Leaning Tree. Dansk Danseteater. Foto: Natascha Rydvald.

Leap of faith

Det nytænkende og modige samarbejde i arbejdsprocessen mellem komponist og koreograf er et ”leap of faith”, som de beskriver det i introduktionen. Det klæder i høj grad også Dansk Danseteaters dansere at skabe i denne form for fælles processer med plads til forskellige kunstneriske input.

Fernando Melo er tydeligvis godt forankret i en centraleuropæisk kontekst af grænsebrydende koreografer, som udfordrer dansens udtryk og scenografiens funktion. Det nordiske twist med Hammershøi er en stærk signatur. Dansk Danseteater får med Leaning Tree vist en ny og meget lovende side af kompagniet med eminent kontrol, nærvær og generøsitet.

Se forestillingstrailer her

Koreograf: Fernando Melo. Komponist: Signe Lykke. Lysdesigner: Raphael Frisenvænge Solholm. Scenografer: Raphael Frisenvænge Solholm og Fernando Melo. Kostumedesigner: Maria Ipsen.

Medvirkende dansere: Jessica Lyall, Edward Pearce, Lukas Hartvig-Møller, Bradley Waller, Leticia Silva, Yi Shao Li, Kristin Bjerkestrand, Lúa Mayenco Cardenal, Merete Hersvik og Jens Schyth Brøndum.

Orkester: Copenhagen Phil. Dirigent: Christian Øland.

Leaning Tree spiller i Skuespilhuset den 21.-23. oktober 2023.

Seneste

★★★★★☆ Amager Revyen 2024 – smittende spilleglæde i stærkt tekstunivers

Amager Revyen 2024 bobler af gode tekster, der med...

★★★★☆☆ Dæmningen – klimateater fra Lammefjordens muld

Mei Oulunds magisk-realistiske Dæmningen snor sig gennem tid og...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

★★★★★☆ Amager Revyen 2024 – smittende spilleglæde i stærkt tekstunivers

Amager Revyen 2024 bobler af gode tekster, der med...

★★★★☆☆ Dæmningen – klimateater fra Lammefjordens muld

Mei Oulunds magisk-realistiske Dæmningen snor sig gennem tid og...

Er kulturjournalistikken blevet for doven?

På Fyn er de store kulturinstitutioner gået sammen med...
Annonce
Dorte Grannov Balslev
Dorte Grannov Balslev
Cand.mag. i musik- og dansevidenskab. Mange års erfaring med udvikling af scenekunstprojekter i inkluderende formater. Forfatter til undervisningsmaterialer om scenekunst på Forlaget Alinea. Arbejder for tiden som selvstændig konsulent og underviser indenfor scenekunst og arkitektur.
Annonce

★★★★★☆ Amager Revyen 2024 – smittende spilleglæde i stærkt tekstunivers

Amager Revyen 2024 bobler af gode tekster, der med afsæt i det lokale satiriserer svært underholdende over samtiden. Den lille storbyrevy i det mikroskopiske...

★★★★☆☆ Dæmningen – klimateater fra Lammefjordens muld

Mei Oulunds magisk-realistiske Dæmningen snor sig gennem tid og rum i en verden af mudder, vand, urjordiske norner, fallerede fiskere og entreprenante politikertyper. Den...