★★★★★☆ The Wedding – et fuldtonet øjeblik af glæde i mørket

Den helt magiske The Wedding om en gruppe kvinder i en palæstinensisk flygtningelejr lander med medrivende livsmod og brændende nødvendighed på Blaagaard Teater og cementerer teatrets status som hjemsted for de uhørte stemmer, vi har brug for at høre for at åbne og forstå den verden, vi lever i sammen.

Blaagaard Teater kan noget, som meget få lykkes med. De kan fylde teatret en mandag aften med et publikum, der er diverst i både alder og etnicitet. Det gør de ved at sætte uhørte stemmer på scenen og formå at række ud til nye publikumsgrupper. Denne gang med forestillingen The Wedding, der er skabt i samarbejde med Theatre of The Women of the Camp – et kvindeteater fra den palæstinensiske flygtningelejr Borj el-Barajneh i Beirut, Libanon.

Magisk påmindelse om det menneskelige fællesskab

The Wedding kan altså ikke være mere aktuel. Det kunne man ikke vide, da samarbejdet blev indledt for år tilbage, men forestillingen lander med en brændende nødvendighed som en fuldstændig magisk, hjertevarm påmindelse om alt det, vi mennesker har til fælles.

Fadia Loubani, der har skrevet stykket sammen med sin datter Somoud Ghazel, sætter scenen og indrullerer os i de råb, vi gennem hele stykket entusiastisk istemmer, når pointer skal fastslås. Vi kan slet ikke andet, når denne kvinde med glimt i øjet slår råbet an, og det er et brillant greb til at skabe fællesskab mellem scene og sal, der også smelter sammen til slut i en dansende hyldest til livet på trods.

Bjerge af kød på buffeten

Vi er med kvinderne i flygtningelejren, hvor gyderne er smalle indsnøret i elkabler og vandrør. Farah skal giftes, men brylluppet må hele tiden udskydes. Så går strømmen, så skal der demonstreres, så er der lukket for vandet. Effektivt fortalt ved, at der simpelthen slukkes for lyset af og til. Mere skal der ikke til for sammen med kvindernes ord at formidle flygtningelejrens hverdag.

Donia Ahmed spiller Farah, lysende af forelskelse og drømme om et moderne (vestligt) bryllup. Hun fniser over mobilen med sin veninde, den indtagende og evigt blomsterindbærende Faysen el Turk. Wafica Loubani er bedstemor, der med smuttende øjne og skarp tunge holder traditionerne og konkurrencen med naboerne i hævd.

Nok er der slet ikke råd til alt det kød, hun fantaserer om, men drømme kan man jo altid, og bedstemor og barnebarn forenes i ideen om en buffet. Samara Yassin og Wafaa el Haj er generationen i midten som Farahs mor og moster, der ruller med øjnene af både yngre og ældre generation og selv drømmer stille om sene romancer.

Flygtninge i generationer

The Wedding er et kvindeunivers, hvor krig og flygtningestatus har dikteret livshistorien i generationer. Kvinderne er ofre for omstændighederne, men de er ikke uden agens. Dette er ikke en storpolitisk fortælling om den fortsatte konflikt mellem Israel og Palæstina. Det er en fortælling om mennesker, der på trods af for os helt ufattelige livsvilkår skaber et varmt univers, hvor der nok mundhugges på tværs af generationer, men som oser af kærlighed og livsvilje.

Jesper Pedersen og Sophie R. Barclay Hatem har lydhørt iscenesat det stærke manuskript med en præcis balance mellem kvindernes energi og smittende smådrillerier og de små, knugende lakuner af tavst mørke.

Et kraftfuldt håb om en bedre morgendag

I talken før forestillingen fortæller stykkets forfattere, at teatret giver dem mulighed for at vise, at palæstinensere er mennesker, ikke numre. Det lykkes de overmåde med i The Wedding, der dermed bliver den kunst som modstand, de også ønsker sig. En kunst, der som fortælling skaber øjeblikke af glæde i mørket, og i vores kroppe, der rives med i det kraftfulde håb på en bedre morgendag.

Lad mig slutte med at opfordre kommunale som nationale politikere til at finde vej til denne livsfejring, der i al sin enkelhed viser, hvad teatret kan: Samle og skabe fællesskaber på tværs.

Se trailer bag kulissen her.