Tirsdag meddelte Jyllands-Posten deres to faste teaterkritikere, at de fra 1. januar ikke længere vil bringe teaterkritik. En avis, der årligt modtager 17,5 millioner i mediestøtte, som man derfor må forvente leverer indhold, der ikke kun skal vurderes på mængden af klik, men er med til at efterkomme nogle af de public service-forventninger, der findes i Medieaftalen. Forpligtelser, der bl.a. omfatter, at, ”Den demokratiske samtale skal styrkes. For der er intet demokrati uden en fri og oplyst, offentlig samtale. Vores medier er med til at forme, udvikle og binde os sammen som land.”
Men hvordan kan de på Jyllands-Posten forestille sig, at den demokratiske samtale kan fortsætte, når de fuldstændig kapper formidlingsbåndet mellem scenekunst og bruger? Og hvordan skal vi styrke en fri, oplyst og offentlig samtale, når alt, der foregår på teatrene, ties ihjel?
Netop scenekunsten er jo så afhængig af at blive set og formidlet med fagprofessionalisme. Scenekunsten kan ikke streames, når det lige passer hjemme i sofaen. Scenekunsten er som kunstart så analog i hele sin form, at den har brug for fagfolk, der er til stede.
Men udviklingen på de landsdækkende medier går en ganske anden vej – og det går hurtigt nu.
Anmelder på Jyllands-Posten, Morten Hede, skitserer meget præcist, hvad der er i gang:
“…de seneste år har budt på gradvise nedskæringer. Først en halvering af antallet af anmeldelser (uden særlig interesse i, hvad der så skulle vælges til og fra), så en opdeling af landet i øst og vest for at spare transporten, og så yderligere nedprioritering af alt teater, der ikke var umiddelbart folkeligt og tilgængeligt.
Det betyder, at hvor JP før havde en unik position som avisen med national gennemslagskraft og akkumuleret viden og indblik i HELE landets scenekunst, så blev dækningen på få år fesen og useriøs. Øst for Storebælt har jeg det seneste år anmeldt mere musical end skuespil, hvilket ikke særligt godt afspejler det samlede udbud af teater.” (Morten Hedes Facebook-opslag)
Samme udvikling gør sig gældende i de fleste af landets andre medier, hvor kultur lægges ind under andre redaktioner, og hvis der anmeldes, er det fra landets store byer og deres kommercielle produktioner. Overblikket er for længst røget, hvilket jo er givet, når anmelderen kun får lov at færdes i lokalområdet. Konsekvenser bliver svære at rette op på, for tiden går og forestillingerne er spillet færdige. Det er et kæmpe videnstab, som både branche og brugere er underlagt sammen med en scenekunstkritik i frit fald.
Skal medierne have lov til at tie teatret ihjel?
Det er nu, der skal handles, hvis samtalen skal fortsætte, og teatret ikke bliver tiet ihjel.
Morten Daugbjerg, der er pressechef på Aarhus Teater, markerede sig med det samme i går og udtrykte sin bekymring:
”For teaterbranchen er det altså noget af en mavepuster, at der ikke længere kommer teateranmeldelser i et af landets førende medier. Og begrundelsen? Ja, den mangler, men jeg kan næsten gætte mig til den: Der er ikke klik nok i teateranmeldelser,” skrev Morten Daugbjerg på sin Facebook-profil.
Her på ISCENE gør vi, hvad vi kan, men som resten af mediebranchen hænger vores økonomi i laser og fremtiden er usikker. Men vi tror på, at kritik og dialog er essentielt for scenekunsten og for samfundet.
Jeg vil afrunde med et citat fra Jyllands-Postens anden teateranmelder, Trine Wøldiche, der også er en del af ISCENE. Hun forklarer meget fint, hvordan vi ser på scenekunsten og formidlingen:
”Jeg ved godt, at mange scenekunstnere nok ikke opfatter det sådan, men vi er jo faktisk på samme side. Vi gør det, vi gør, af den samme grund. Fordi vi elsker teater, og fordi vi mener, at teatret bidrager med noget væsentligt til vores samfund.”
Så lad os stå sammen om at kæmpe for en fortsat fagstærk kritik og formidling om scenekunst.
