★★★★★☆ Kassandra – et uafrysteligt koncentrat af menneskets vrede

Anja Behrens og Christian Albrechtsen sætter et fornemt og oprørende punktum for deres trilogi Furier på Husets Teater med den visuelt underskønne Kassandra, der med en sjælsrystende god Benedikte Hansen alene på scenen aktualiserer og bringer nye facetter til den vrede, trilogien har afsæt i.

“Det er Kassandra, der taler i det her rum”

I tredje del af Anja Behrens og Christian Albrechtsens trilogi Furier, der undersøger vreden og det, den fører med sig, gennem mytiske græske kvindeskikkelser, skæres ind til benet. Fædra (2022) og Elektra (2023) rasede i samspil, men Benedikte Hansens Kassandra er alene på scenen.

Måske fordi hun kan være “alle køn, alle aldre, alle kroppe” og dermed os alle i Marie Bjørns frådende stærke og sitrende manuskript om kvinden, der siger sandheder, ingen vil høre. Kvinden, der afviste guden Apollon, der havde givet hende evnen til at se ind i fremtiden, men nu vendte gaven til den forbandelse, at ingen ville tro hendes syn.

Kødets æteriske sanselighed

Farverne er også borte. Gul var Fædra, blodigt rød og sygt grønlig var Elektra. Begges grå undertone fuldtones i Kassandras sort/hvide univers, der kun accentueres i glimt af blodet, læbens rødmen og øjeæblets glans.

Hun sidder foran os i en fodsid, tækkelig sort kjole. Det grånende lyse hår løst samlet i nakken. Fødderne bare og ansigtet blottet mod os. Der er intet på scenen, kun lærredet bag, hvor et closeup på hudens porer bevæger sig ud og fordobler Kassandra. Vinden i håret. Øjnenes søgende bøn. Leret, der på lærredet mister sin brunstige tone og i stedet ælter ælde ind i Kassandras træk. Kødets æteriske sanselighed og lækkende materialitet i lighuset med de mange døde Kassandraer. Billeder i slowmotion spændt op mod Benedikte Hansens piskende bevægelser.

En helt særlig solopræstation

Benedikte Hansen leverer en solopræstation af de helt særlige i Anja Behrens’ konsekvente iscenesættelse, der nok bygger videre på de to første forestillingers kraftfulde vrede, men også åbner sprækker. Til det barnlige, til tvivlen, til undren. “Hvornår ved et land, at det er helligt,” spørger Kassandra i en af de ret eksplicitte referencer til nutidens konflikter, som faktisk fungerer, fordi hun former en karakter, der er alle steder til alle tider. Referencerne lever i kraft af Benedikte Hansens ætsende sceniske nærvær.

Med barnlig forbløffelse står munden åben for Apollons virilitet. “Var det voldtægt eller ville jeg selv,” spørger hun senere. Vi husker den åbne mund og er ikke i tvivl. Vi mærker ensomheden, og allermest mærker vi den vrede, der eksploderer ud af aldrig at blive troet. Af at vakle i tvivlen om sin egen skyld. En tvivl, vi kender, og som her får lov at række ud over det individuelle og knytte sig til den helt aktuelle tvivl om klodens og demokratiets beståen.

Fænomenal visuel æstetisering

Kassandra afslutter dermed trilogien på et interessant sted i krydsfeltet mellem sin fænomenale æstetisering af det mytiske stof og den direkte kobling til aktuelle sandheder, som vi ikke har lyst til at høre. Et advarselsråb om den verden, der med Kassandras uhyggelige skoggerlatter “går under og under og under”.

Jeg bryder mig ikke om de afsluttende sanglinjer fra et helt andet univers og kunne også undvære denne sæsons obligatoriske tur ud på publikumsrækkerne. Det er dog meget små skønhedspletter i dette tæt på fuldendte mesterværk, der med Christian Albrechtsens visuelt underskønne og dramaturgisk medfortællende videoscenografi og Benedikte Hansens sjælsrystende præstation er et uafrysteligt koncentrat af mennesket vreden.

LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af trilogien Furiers første del Fædra

LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af trilogien Furiers anden del Elektra