Metropolis – Københavns Internationale Teater sætter med en ny bestyrelse og en ny agenda skarpt fokus på natur, landskab og bæredygtighed gennem kunsten.
Metropolis – Københavns Internationale Teater har sat kursen for de næste fem år. Overskriften er ”Fra Metropolis til Ecopolis” og skærper indsatsen i forhold til kunst, der undersøger, formidler og eksperimenterer med natur, landskab og bæredygtighed – både i form og indhold.
Københavns Internationale Teater har altid arbejdet med cyklusser à 5-10 år for at sikre relevans. Metropolis har siden 2017 præsenteret stedspecifik, performativ kunst i det urbane rum i sommerhalvåret sideløbende med udviklingsaktiviteter for kunstnere. Perioden 2024-28 følger tidens akutte nødvendighed af at forholde sig til klima, natur og bæredygtighed, stadig med fokus på det stedspecifikke, internationale og tværdisciplinære.

Fra nice-to-have til need-to-have
”I denne tid er det særligt vigtigt, at kunsten søger nye måder at være relevant på – at kunsten går fra at være nice-to-have til need-to-have. Vi ser kunsten som et vigtigt laboratorium, hvor vi kan udvikle og teste idéer, der kan påvirke vores tankegange og handlemønstre og skabe en ny bevidsthed i kontekst af klimakrisen,” udtaler Kunstnerisk leder af Metropolis – Københavns Internationale Teater, Trevor Davies.
Sommerprogrammet for Metropolis, som løber fra maj til september i København og med fortsat indsats i resten af landet, vil tydeligt afspejle dette fokus på natur, landskab og økologisk bæredygtighed. Metropolis har udsendt et open call, hvor kunstnere, som arbejder inden for dette felt, kan indsende deres projektforslag indtil 21. januar. Metropolis inviterer desuden kunstnere på residency, hvor de kan udvikle deres koncepter og projekter med sparring fra Metropolis.

Præmiering fra Statens Kunstfond
Denne satsning bygger på Metropolis’ erfaringer de seneste år med kunstvandringer og produktioner rundt om i landet med landskabet i fokus med støtte fra Nordea-fonden – en satsning, som Statens Kunstfonds Legatudvalg for Scenekunst netop har præmieret som et af kun to scenekunstprojekter i 2023 med denne motivering:
”Metropolis Landskab har vist mod til at udvide scenekunsten ved at bringe naturen og kunsten sammen i nye scenerum… (og) sætte nogle af de store spørgsmål som klimakrise og menneskets forbindelse og forankring til naturen på dagsordenen, samtidig med at det har inspireret publikum i deres lokalområder.”
Ny bestyrelse for Metropolis
Som led i den nye kurs har Metropolis sammensat en ny bestyrelse med kompetencer og viden inden for klima/natur, kunstneriske og kulturpolitiske strømninger, byudvikling og strategisk kommunikation, som kan bakke den kunstneriske ledelse, Katrien Verwilt og Trevor Davies, op.

Bestyrelsen for Metropolis – Københavns Internationale Teater består fra 2024 af:
- Tom Ahlberg (bestyrelsesleder) – forlægger, redaktør af det kulturpolitiske nyhedsbrev Søndag Aften
- Yildiz Akdogan – medlem af Københavns Borgerrepræsentation
- Ditte Maria Bjerg – instruktør og lektor på Malmö Teaterhögskola, Lunds Universitet
- Camilla Jensen – fuldmægtig i Udenrigsministeriet, tidl. kommunikationschef for Ny Carlsberg Glyptotek og Art Hub Copenhagen
- Niels Olsen – antropolog, forfatter og stifter af ressourcer.nu, tidl. projektchef i Nordea-fonden
- Tina Saaby – direktør for Dansk Byplanlaboratorium
De afgåede medlemmer er Kathrine Winkelhorn, Jørgen Sprogøe og Lena Brostrøm Dideriksen. Ditte Maria Bjerg og Tina Saaby er eksisterende bestyrelsesmedlemmer og sikrer kontinuitet.